SSA med krøllet hjerne og stort omsorgsgen til De Gamles Hjem
Assens Kommune
SSA med krøllet hjerne og stort omsorgsgen til De Gamles Hjem
Kan du se dig selv i en hverdag, hvor de små ting gør den store forskel? Har du lyst til at bruge din faglighed og menneskelighed til at skabe tryghed, nærvær og gode stunder for vores beboere? Vil du være en del af et team, der har en forkærlighed for det uperfekte, det kreative og det menneskelige? Og tiltaler det dig at kunne præge din egen arbejdsdag med ønskevagtplaner? Så håber vi, at du vil være vores nye kollega.
Hos De Gamles Hjem i Glamsbjerg søger vi en ny kollega.
Stillingen er i dagvagt på 32 timer ugen +/-, og vi arbejder 5 weekender på 12 uger.
De Gamles Hjem
Vi er et lille, hyggeligt plejehjem med 25 lejligheder og en stor forkærlighed for det uperfekte, det kreative og det menneskelige.
Vi bruger ønskevagtplaner – du ønsker de vagter, du gerne vil have, og vores planlægger samler det hele og forsøger at få det hele til at gå op i en højere enhed. Det er ikke magi, men det er tæt på.
Her er ingen idé for mærkelig og ingen løsning for skæv. Vi elsker at tænke ud af boksen – faktisk har vi smidt boksen ud for længst.
Derfor har vi heller ikke lavet et klassisk stillingsopslag. Vi vil hellere forsøge at male et billede af, hvordan din hverdag hos os kunne se ud.
Musik og morgenhår
Du går ind til fru Jensen, som ligger og småblunder.
Hun har altid været lidt langsom om morgenen, så du starter med at trække gardinerne fra og sætte hendes yndlingsmusik på – gamle danske evergreens.
Hun åbner øjnene og siger: “Er det allerede morgen? Du er tidlig på den.”
Du hjælper hende op, finder hendes blomstermønstrede bluse og børster hendes hår, som altid stritter i alle retninger. Hun griner og siger: “Du gør mig jo pænere, end jeg var som ung.”. Du griner også.
De små ting gør en forskel
Hr. Nielsen er som vanligt rolig og venlig. Han får hjælp til morgenpleje og skal have sin havregrød. Du har givet ham to drys sukker på toppen, som du ved, han kan lide det.
Hr. Madsen får sin blodtryksmedicin og spørger, om du har set hans avis.
Du finder den under hans stol, og han siger: “Du burde være detektiv.” Du smiler og går videre.
Fru Sørensen vil gerne have ekstra ost på sin bolle, og du henter det med det samme – hun har haft en svær nat, og du ved, at små ting gør en stor forskel.
Det spontane i hverdagen
En af dine kolleger kommer forbi og siger: “Skal vi tage et par beboere med ud i solen?”
I griber jakker og tæpper, og pludselig har I fire beboere med ned til søen.
Hr. Petersen, som normalt er lidt stille, begynder at snakke om fuglene og peger på en fiskehejre. Du ser ham i et helt andet lys – og han ser sig selv i et andet lys.
Da I kommer tilbage, bliver der sat musik på, og det udvikler sig hurtigt til en slags fælles dans. Hr. Larsen begynder at svinge armene som en dirigent, og fru Jensen klapper i takt. Du tager fru Sørensen i hånden og danser med. Du kan ane begyndelsen på et lille smil i hendes ansigt.
Omsorg og hjemmebag
Fru Sørensens datter kommer forbi med en pose hjemmebagte boller og et varmt smil, men du kan se bekymringen i hendes øjne.
I sætter jer sammen, mens fru Sørensen hviler. Du fortæller om de seneste dage, om hvordan hendes mor har haft lidt mindre appetit, sovet dårligt og har været mere stille.
Hun nikker og siger: “Det er godt, I ser det. Jeg har tænkt det samme.”
I bliver enige om at holde ekstra øje og kontakte lægen, hvis det fortsætter.
Hun siger: “Det betyder meget, at I tager jer tid til at snakke med mig, så føler jeg mig ikke alene med det.”
Fru Sørensen vågner og kommer med til frokost. Datteren sidder ved siden af hende, og de spiser sammen.
Du går forbi og spørger, om bollerne skal på bordet – og det skal de selvfølgelig. Fru Sørensen smiler og siger: “Dem har min datter bagt. Hun er god til det.”
Der er en varme i rummet, som ikke kan måles i skemaer eller journaler.
Lyder det som en hverdag, du kan se dig selv i? Så håber vi, at du vil sende os en ansøgning.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst og ud fra principperne om lokal løndannelse.
Vi gør opmærksom på, at straffeattest indhentes, inden ansættelsen kan finde sted.
Vil du vide mere
Hvis du er det mindste interesseret og gerne vil vide mere, er du velkommen til at kontakte din måske kommende kollega Charlotte Greve på tlf. 29 62 88 15 eller leder Susanne Brauer-Christiansen på tlf. 64 74 74 19 (OBS. Susanne kan først kontaktes fra 25. november).
Du er også meget velkommen til at komme forbi. Vi har altid kaffe på kanden!
Ansøgningsfristen er den 10. december 2025, og vi forventer at holde samtaler i uge 51.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Flyt til Vestfyn
Tænker du at søge dette job i Assens Kommune? Så går du måske også med tanker om at flytte til Vestfyn.
Har du brug for hjælp til at finde dit nye hjem, så kan du finde mere info om alt det, Vestfyn har at byde på, her: www.flyttilvestfyn.dk.
Du er også meget velkommen til at kontakte vores bosætningskonsulent Louise Skøtt Christensen på tlf. 64 74 71 55.
Ansøgningsfrist: Ansøg senest d. 10. december 2025
Afdeling: Krengerupvej 3 5620 Glamsbjerg
Lokation: Glamsbjerg
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Assens Kommune
Vi har fokus på udvikling, skaber rammer & muligheder for en god livskvalitet for borgere & tilflyttere samt understøtter, at alle i kommunen får en uddannelse.
