Adjunkt til kombinationsstilling til sygeplejerskeuddannelsen og plejehjemmet Ingeborggården
Københavns Professionshøjskole
Som underviser på Københavns Professionshøjskole (KP) bevæger man sig i krydsfeltet mellem teori og praksis. Vi ønsker at styrke sammenhængen mellem klinisk og teoretisk undervisning. Det gør vi med denne kombinationsstilling, hvor du som ansat underviser på sygeplejerskeuddannelsen også får mulighed for at deltage i udviklingen af praktikuddannelse på plejehjemmet Ingeborggården i Frederiksberg Kommune.
På sygeplejerskeuddannelsen søger vi en adjunkt til vores Campus på Nørrebro. Ud over at fungere som underviser på KP, ansættes du også til at udvikle læringsmiljøet og uddanne studerende på plejehjemmet Ingeborggården. Stillingen er tilknyttet et pædagogisk udviklingsprojekt støttet af Forsknings- og Uddannelsesstyrelsen.
Projektet skal være med til at styrke brobygningen mellem skolen og klinisk praksis. I projektet afprøves og udvikles læringsmetoder såsom peer-to-peer og færdigheds- og simulationstræning. Projektet skal bidrage til kompetenceudvikling, der styrker praktikuddannelsen af studerende.
Om stillingen
Som underviser vil du indgå i et tæt kollegialt samarbejde på KP og Ingeborggården om planlægning, udvikling og evaluering af borgernære læringsforløb i samklang med hverdagslivet på plejehjemmet. Du kommer både til at undervise større hold og grupper af studerende samt vejlede studerende og eksaminere på forskellige semestre på KP.
Du vil desuden fungere som praktikvejleder i forbindelse med praktikuddannelse på Ingeborggården 1-2 dage om ugen i gennemsnit, for eksempel for at gennemføre bed-side-undervisning, simulationstræning og vejledning. Dette sker i samarbejde med Ingeborggårdens beboere og faste personale. Samtidig vil du skulle sparre med andre undervisere ansat i kombinationsstilling på KP omkring udviklingen af læringsmiljøer.
Ingeborggården er et spændende plejehjem, som allerede er langt i forhold til at skabe det gode og spændende studiemiljø. Plejehjemmet har en høj tilfredshed blandt de studerende, der har været i klinik. Vi søger dig, som gerne vil være en del af et fagligt stærkt fællesskab. Vi anser undervisning af studerende som en vigtig kerneopgave, som du skal være med til at udvikle og forbedre kvaliteten af.
Din faglige profil
Vi søger en underviser med kompetencer inden for flere af følgende områder:
- Sygeplejefaglig baggrund med relevant videreuddannelse på master- eller kandidatniveau
- Ældresygepleje og -rehabilitering
- Demenssygepleje
- Klinisk lederskab
Og med erfaring særligt inden for:
- Tværfagligt samarbejde
- Brugerinddragelse
- Pædagogisk udviklingsarbejde
Din personlige profil:
- Stærke formidlings- og vejledningskompetencer
- Visionær og optaget af at undervise og udvikle sammen med beboere, personale og studerende
- Engageret i og ønsker at bidrage til hverdagslivet på Ingeborggården
- Værdsætter mangfoldige samarbejdsrelationer
- Trives med at have to arbejdssteder og indgå i et dynamisk arbejdsmiljø
Vi tilbyder:
- En unik stilling, hvor du får mulighed for at bedrive og udvikle undervisning i ældrepleje på tværs af skole og plejehjem
- Tæt parløb med kollega ansat i identisk kombinationsstilling med ernæringsfaglig baggrund
- Et spændende og udfordrende uddannelsesmiljø i en stor, dynamisk organisation med mange muligheder samt et stærkt arbejdsfællesskab
- Et veltilrettelagt adjunktforløb tilknyttet landets største sygeplejerskeuddannelse
Din arbejdsplads
Sygeplejerskeuddannelsen er en del af Institut for Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelser, hvor vi tilsammen er 230 ansatte og 3700 studerende. På sygeplejerskeuddannelsen er der indskrevet ca. 3400 studerende, og der er ca. 150 undervisere og 5 uddannelsesledere. Du ansættes i vores Uddannelsesrum 1, hvor vi er et team bestående af en uddannelsesleder, 11 adjunkter og 18 lektorer.
Ingeborggården er et nybygget plejehjem på Frederiksberg med moderne boliger og faciliteter. Der 200 beboere og cirka 220 ansatte. Sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere er fordelt på 5 afdelinger af 9 teams. Vi har sygeplejestuderende fra alle semestre og assistent- og hjælperelever. Ingeborggården har tilknyttet egne fysio- og ergoterapeuter samt en trivselskoordinator til beboeraktiviteter. Ingeborggården har eget produktionskøkken samt tilknyttet en klinisk diætist.
Vi arbejder kontinuerligt sammen om at udvikle en undervisningspraksis, der sikrer høj kvalitet i praktikuddannelsen og for borger og personale i et samlet sundhedsvæsen.
Kombinationsstillingen indebærer et tæt samarbejde med den kliniske uddannelsesansvarlige, de kliniske vejledere samt ledelsen på Ingeborggården.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som adjunkt med start den 1. november 2026 eller snarest derefter.
Der er tale om en kombinationsansættelse, som frem til december 2028 er tilknyttet et pædagogisk udviklingsprojekt. Herefter vil ansættelsen overgå til en underviserstilling på sygeplejerskeuddannelsen på KP, evt. med mulighed for at fortsætte i en kombinationsstilling i samarbejde med Frederiksberg Kommune.
Arbejdstiden er på 37 timer om ugen fordelt med 1-2 dage på plejehjemmet og 3-4 dage på KP.
Du bliver ansat i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation og med udgangspunkt i Bekendtgørelse nr. 414 af 27. april 2025 om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler m.fl.
Som adjunkt, vil du indgå i KP's lektorkvalificeringsforløb.
Din primære arbejdsplads er beliggende på KP: Tagensvej 86, 2200 København N. Din arbejdsplads på Ingeborggården ligger på Troels-Lund Vej 27A, 2000 Frederiksberg.
Vil du vide mere?
For yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelsesleder Anne Mette Harder på tlf.: +4521746910 eller Ingeborggårdens udviklingssygeplejerske Helle Valdbjørn Christensen, tlf. nr. 28982269.
På Københavns Professionshøjskole uddanner vi studerende til meningsfulde arbejdsliv, hvor de møder andre mennesker, og gør en konkret forskel for dem. Vi ser det som vores fineste opgave og vores strategiske vision, at vi sammen med vores omverden vil uddanne fagprofessionelle, der lykkes i og sammen med praksis.
Læs mere om Københavns Professionshøjskole og vores strategi på www.kp.dk og om KP som arbejdsplads på vores karriereside.
Interesseret?
Send din ansøgning, CV og eksamensbeviser via ansøgerknappen senest den 06-10-2026.
Vi forventer at afholde 1. samtalerunde den 19. oktober 2026. En 2. samtalerunde kan evt. finde sted den 28. oktober 2026.
Københavns Professionshøjskole skeler hverken til køn, alder, etnicitet eller lignende, men alene til kompetence og talent. Vi forsøger at minimere bias i rekrutteringsprocessen og opfordrer derfor til, at du undlader at vedhæfte profilbillede i CV/ansøgning.
________________________________________________________________________________________
Københavns Professionshøjskole er med mere end 20.000 studerende og 1.800 ansatte en af de største videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark.
På Københavns Professionshøjskole uddanner vi pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, fysioterapeuter, jordemødre og mange flere.
Sammen med vores samarbejdspartnere vil vi sætte nye standarder for professionsuddannelse, forskning, udvikling og efter- og videreuddannelse inden for skole og pædagogik, sundhed og velfærd, ledelse og forvaltning.
Afdeling: SPU1
Ansøgningsfrist: 06 October 2026
Placering: KP: Tagensvej 86, 2200 Kbh. N og Plejehjem Ingeborggården: Troels-Lund Vej 27A, 2000 Frb.
Location
Applicant interest
Apply / contact
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Employer: Københavns Professionshøjskole
Københavns Professionshøjskole udvikler og udbyder praksisnær videregående uddannelse og forskning, der styrker såvel det private som det offentlige arbejdsmarked.