Visionær og kærlig forstander søges til afdelingen Ceder Allé på Specialplejehjemmet Skovvang

Aarhus Kommune



Stillingsbeskrivelse
I foråret 2021 åbnede Plejehjemmet Skovvang i Århus N. Et specialplejehjem for borgere med demens i en sen fase. Vi er præget af høj faglighed, stærke relationer, hjemlighed, samt et godt og tæt samarbejde med beboere, deres familie og venner.

Du skal stå i spidsen for Ceder Allé, som er husets største afdeling med 28 lejligheder, fordelt på 2 afsnit.

På Ceder Allé bor mennesker, som har demens i en grad, så de har brug for et særligt demensfagligt tilbud. Netop derfor har vi en bred tværfaglig personalegruppe med én ting til fælles: De er superdygtige til personcentreret omsorg og til at samarbejde med mennesker med demens.

Det er dig, vi søger, hvis du bliver begejstret ved tanken om at understøtte, at vores beboere tilbydes den allerbedste demensfaglige hjælp og pleje af de ca. 55 dedikerede medarbejdere.

Samtidig bliver du en del af en stærk forstander- og viceforstandergruppe, som i tæt samarbejde med både beboere, deres familie og venner, samt medarbejdere og forskellige samarbejdspartnere sætter beboernes hverdag og behov øverst på dagsordenen. Sammen arbejder vi hver dag for, at beboerne lever præcis det liv, de ønsker og mestrer.

Vi søger dig, der gennem egen adfærd er med til at skabe en kultur, hvor værdighed og hjertevarme går hånd i hånd med trivsel og høj faglighed. Et sted hvor beboere, deres familie og venner føler sig set, hørt og mødt i hverdagen. Det er en klar forventning, at du er rundet af et oprigtigt og stærkt borgerperspektiv. Samtidig er det vigtigt, du har interesse og tæft for både drift, udvikling og står for nærværende, kærlig og insisterende ledelse.

Personcentreret omsorg er udgangspunktet for vores tilgang og arbejde på Skovvang, og du skal som forstander være rollemodel for denne tilgang. Vores mål er, at vi gennem personcentreret omsorg, gør det muligt for vores beboere at trives og leve et godt liv på trods af demenssygdommen.

Om Skovvang
På Skovvang udfordrer arkitektur, indretning og udsmykning måden, vi tidligere har drevet specialplejehjem for mennesker med demens. Huset er bygget med øje for, at det skal være hjem for mennesker, som har brug for en særlig boform og en demensfaglig omsorg, der sikrer rammerne for et godt og trygt liv.

Fem forstandere, en viceforstander og en overforstander går forrest for fire specialafdelinger, et korttidsafsnit, et dagcenter, eget forsyningskøkken og vaskeri. Vi er en ledergruppe, der arbejder tæt sammen, hjælper hinanden og udfordrer hinanden. Vi vil fremstå som syv individuelle ledere - men én ledelse med et overordnet mål: At skabe det bedste specialplejehjem for mennesker med demens, og at kunne tilbyde vores medarbejdere en god arbejdsplads med høj trivsel.

Hvordan bliver din hverdag?
Din hverdag som forstander på Ceder Allé vil være alsidig og præget af mange forskellige opgaver og samarbejdspartnere.

En typisk hverdag som forstander på Ceder Allé kunne se således ud:

Det er mandag morgen, og du møder dagholdet til et kort triageringsmøde, hvor I også hurtigt drøfter de vigtigste opgaver og sammen sætter retning for dagen. Med et samlet overblik og som ét team går alle ud ad døren og i gang med dagens arbejde.

Herefter har du et kort møde med en af afdelingens social- og sundhedsassistenter, der har brug for faglig sparring om en beboer, der lige nu har brug for en særligt tilrettelagt indsats. Der er behov for et tæt samarbejde med Skovvangs farmakonom og den tilknyttede plejehjemslæge, og I skal sammen koordinere de næste gode skridt målrettet denne borger.

Dit næste møde er med Skovvangs overforstander. I skal i samarbejde have planlagt punkter til afdelingens personalemøde, så I sammen kan sætte retningen for medarbejdernes trivsel og faglige udvikling.

Efter frokost skal du til økonomiopfølgningsmøde, hvor afdelingens økonomi gennemgås systematisk i samarbejde med blandt andre distriktets controller.

Herefter har du et møde med Skovvangs øvrige ledergruppe og plejehjemsforvaltningens kvalitetsudviklere, hvor I har fokus på næste skridt i arbejdet med systematisk at højne kvaliteten og borgersikkerheden. Det kunne bl.a. være opfølgning på tilsyn og styrkelse af den palliative indsats.

Sådan fortsætter dagen med forskelligartede opgaver, også afbrudt af akutte ledelsesmæssige opgaver, telefonopkald samt tilstedeværelse med beboere og medarbejdere.

Hele tiden har du fokus på at være en synlig og nærværende leder for din afdeling.

Hvad glæder vi os til?
Vi glæder os til at se og lære af, hvordan du mestrer at varetage den daglige ledelse af afdelingen og skabe rammerne for, at medarbejderne hver dag kan give god demensfaglig pleje og omsorg. Du arbejder anerkendende, inkluderende, kan lede og implementere strategiske indsatser på en praksisnær og handlingsanvisende facon, hvor beboere, deres familie, venner og medarbejdere involveres som vigtige og anerkendte medspillere.

Med dit imødekommende sind og din ledelsesmæssige kyndighed kan du få dine medarbejdere til at lykkes og trives i deres arbejde. Du har fokus på den daglige drift, og har øje for balancen mellem opgaver og ressourcer.

Med din sundhedsfaglige profil og ledelsesmæssige erfaring kan du sikre en høj faglig kvalitet, udvikling og borgersikkerhed – altid med et stærkt fokus på beboernes livskvalitet. Til at understøtte dette vigtige arbejde er der, udover alle medarbejdere, dine forstander- og viceforstanderkolleger, ansat en farmakonom, en kvalitetssygeplejerske, en udviklingsterapeut, en konfliktmægler, en psykolog og en pårørende- og frivillighedskonsulent og en pårørendevejleder.

Kandidatens profil
Om du kommer fra en lignende stilling eller med et andet afsæt i bagagen, er ikke så væsentligt. Det væsentlige er, du med din faglighed og din person kan gå forrest i vores arbejde med at skabe et meningsfyldt og godt liv for beboerne på Skovvang. Det er en forventning, du har et naturligt og oprigtigt engagement i beboernes hverdag, og du mestrer det gode og inddragende samarbejde med beboerne, deres familie og venner.

Herudover lægger vi særlig vægt på, at du:

  • Har en sundhedsfaglig profil
  • Har erfaring med ledelse
  • Har viden og erfaring fra demensområdet
  • Har skarpt øje for drift, og styrer ressourcer og økonomi med sikker hånd
  • Er relationelt stærk, hjælpsom, imødekommende og tillidsvækkende
  • Kan videreudvikle et stærkt læringsmiljø med kvalitet, borgersikkerhed og forbedringsarbejde for øje

Du bliver en del af et ledelsesteam i distrikt Midt Vest, hvor vi samlet set er 12 forstandere og 9 viceforstandere. Vi er vilde med vores ledelsesfag, og optaget af fællesskab, solidaritet og en konstruktiv tilgang til at hjælpe hinanden på tværs af plejehjem – og også på tværs af distrikter.

Vi arbejder ud fra devisen om, at “dit problem er mit problem”. Hvor vi er, må ingen føle sig alene.

Om stillingen
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes tiltrådt 1. august 2024.

Lønnen ligger pt. i intervallet kr. 586.153,32 - 592.475,52 årligt, jf. forhåndsaftale indgået mellem Sundhed og Omsorg, Dansk Sygeplejeråd-Lederforeningen, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter og FOA, samt efter konkret forhandling og aftale med den forhandlings- og aftaleberettigede faglige organisation.

Øvrige løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til én af de 3 kommunale lederoverenskomster indenfor Ældreområdet – enten ”Overenskomst for ledere i kommunernes ældre-, sundheds- og handicapområde, kostproduktion mv.”, ”Overenskomst for ledende ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre” eller ”Overenskomst for ledere og mellemledere på ældre- og sundhedsområdet mv.” afhængig af ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund.

Endelig lønfastsættelse sker efter aftale med den aftaleberettigede faglige organisation på baggrund af ansøgerens kvalifikationer.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt Overforstander på Skovvang Mai McLeod Winther på telefonnummer 41 85 50 42 og /eller e-mail

Ansøgning:
Klik på ”søg job” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Vi forventer at afvikle jobsamtaler den 10. juni 2024 og den 17. juni 2024.

I forbindelse med ansættelse af ledere og chefer anvender vi personprofilering, hvis du går videre til anden samtale, og der vil derfor være profiltilbagemeldinger.

I Sundhed og Omsorg har vi en generel politik om, at vi indhenter referencer og evt. straffeattest ifm. ansættelser.

Profiltilbagemeldinger til kandidater
Dato : 13. juni 2024

2. samtalerunde
Dato: 17. juni 2024

Om os:
Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg (MSO) i Aarhus Kommune arbejder med omsorg for ældre og sundhed for alle borgere.

Vores strategi De fem ledetråde giver retning til vores arbejde og udfordrer vores adfærd og holdninger – med det simple formål, at vi hver dag bliver en smule bedre til at gøre vores arbejde til gavn for borgerne i Aarhus. Læs mere om vores strategi og forståelsesramme inden første samtale, se Lederjob (aarhus.dk)

Som ny leder bliver du mødt af et obligatorisk onboardingsprogram, og vi lægger vægt på, at alle vores ledere løbende kompetenceudvikler sig Derfor har vi både in house lederuddannelse, og der er mulighed for at tage lederuddannelsen ”Diplomuddannelse i ledelse” over en årrække.

Aarhus Kommune betragter mangfoldighed som en ressource og opfordrer derfor alle - uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold - til at ansøge stillingen.

Aarhus Kommune er en af yllands største arbejdspladser, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os, Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.

Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!

Afdeling: Leder Ceder Allé

Ansøgningsfrist: 04 June 2024

Placering: Skovvangsvej 97A, st.2., 8200, Aarhus N, Denmark


Placering

Geografiske områder

Fuldtidsjob
Ansøgningsfrist d. 04.06.2024

Jobsøgerinteresse


Ansøg / kontakt
Ansøgningsfrist d. 04.06.2024
Angiv venligst i din ansøgning, at du fandt jobbet på SOSU.nu

Ansøg / kontakt

Få job som dette inden alle andre - opret jobagent!

Opret agent


Opgrader opslaget

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!