Centerleder til Gribskov Rehabilitering

Gribskov Kommune



Bliver du begejstret ved tanken om at være med til at understøtte ældre borgere i at leve et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt og give borgere den allerbedste rehabilitering? Og har du, ud over at være empatisk, også strategisk indsigt, relationel drivkraft samt evnen til at få drift og økonomi til at hænge sammen?
Så kan du være præcis den leder, vi søger til jobbet som leder af Gribskov Rehabilitering
Hvilke muligheder ligger i jobbet?
For dig er det at få mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt sammen med dygtige kollegaer i et tæt tværfagligt, teambaseret fællesskab i Gribskov Rehabilitering. Du vil gøre en forskel, der har betydning for borgernes liv og livsudfoldelse og lede en mangfoldighed af fagprofessioner, som løser opgaver i tæt samarbejde med borgeren og borgerens pårørende.

Vi har brug for dig til at medskabe en arbejdsplads præget af arbejdsglæde, ejerskab, ansvarlighed og stolthed.
Væsentlig viden for dig er at vi også har en intern kandidat til stillingen.
Hvad er det for et job, du siger ja til?
Som leder af Gribskov Rehabilitering skal du bruge din faglighed, kreativitet og samarbejdsevner på mange planer. Du vil blive inddraget i komplekse forløb, hvor din viden og dine faglige færdigheder kommer i spil. Samtidig vil du opleve den synergi, der opstår, når vi samarbejder på tværs af faggrupper og sammen får det til at lykkes.

Vi er et sted med ambitioner og har fokus på høj faglighed, kvalitet, implementering og kompetenceudvikling og ønsker os en lederkollega, som vil være med til at føre det ud i livet. Vi har fokus på et godt læringsmiljø, synlig ledelse og plads til nytænkning, så du har mulighed for at sætte dit præg på udviklingen.

Du får gode kollegaer, som glæder sig til at byde dig velkommen, og engagerede kollegaer som er parate til at give dig sparring og hjælpe dig på vej i dit nye job.

Du vil opleve, at vi vægter et godt arbejdsmiljø og et stærkt tværfagligt samarbejde, fordi vi tror på, at det giver engagerede medarbejdere og de bedste resultater for borgerne. I en travl hverdag insisterer vi på at have tid til refleksion, sparring og udvikling.
Hvad får du hos os?

  • God introduktion og oplæring
  • Gode muligheder for personlig og faglig udvikling
  • Faglig sparring med tværfaglig sundhedspersonale
  • Du bliver en del af Ledelsesforum i Gribskov Kommune og i Center for Sundhed og Omsorg
  • Et godt arbejdsmiljø med engagerede og dygtige medarbejdere og et stærkt ledelsesteam, hvor vi hjælper hinanden
  • En arbejdsplads hvor der er stor frihed under ansvar

Hvad indeholder jobbet?
Du bliver leder af en medarbejdergruppe på ca. 40-45 medarbejdere med flere fagligheder samt en stedfortræder og koordinator. Vi vægter tværfaglighed, og faglig sparring og triage højt. Vi samarbejder målrettet på at skabe en god arbejdsplads med fokus på faglighed, kvalitet og udvikling.
Stillingen indeholder et spændende ledelsesansvar i det nære faglige fællesskab og i det større kollegiale fællesskab i PlejeGribskov, men også på tværs af ledelseskollegaer i Center for Sundhed og Omsorg. Så ud over de faglige dimensioner, er det en stilling for ansøgere, der er motiveres af at arbejde med udvikling af eget lederskab.

Som leder af Gribskov Rehabilitering har du både ledelsen af de midlertidige pladser, og de udekørende §83 a terapeuter som varetager rehabiliteringsforløb efter S83a, denne opgave er hjemtaget til Gribskov kommune 1.juni 2023 og er derfor stadig ved at finde deres ben og blive godt integreret i organisationen. Terapeuterne har fortsat med at understøtte borgerens hverdag i eget hjem og skabe en synergi til borgere, der har været til genoptræning på Gribskov Rehabilitering. Med ledelsesansvar for rehabiliteringsforløb hos hjemmeboende borgere skal der udvikles et endnu tættere samarbejde mellem Gribskov Rehabilitering, Gribskov Helhedspleje og fritvalgsleverandører hjemmepleje.

Gribskov Rehabilitering har et stærkt fokus på at sikre sammenhængende forløb typisk efter udskrivelse fra hospital, hvor der er behov for genoptræning og tværfaglig indsats, så borgerne genopbygger funktionsniveau mest muligt. Målet for borgerne er at kunne komme tilbage til egen bolig med hjælp og støtte og gerne i en tryg overgang. På Gribskov Rehabilitering har vi også forløb, som stiller høje faglige krav, hvor vi modtager borgere med komplekse behov, hvor der er brug for vurdering og observation. Endelig har vi også borgere, der modtager basal palliation, hvor vi understøtter borgere og familier i den sidste del af livet.

Systematisk triage, er et centralt virkemiddel i arbejdet med at udvikle og understøtte tidlig opsporing og indgår som en naturlig del af arbejdet og de intentioner vi har. Vi forebygger indlæggelser og tab af funktionsniveau. Vi styrker den rehabiliterende tilgang, så borgernes ressourcer kan blive bragt i spil i hverdagen. Vi deltager aktivt i og fremmer tværfaglighed og tværsektorielt. Formår vi at udvikle os på tværs, så tror vi på at vi lykkes bedre i borgerforløbene.

Det er en central opgave for lederen af Gribskov Rehabilitering at sikre fokus på den fortløbende udvikling og understøttelse af en række forskellige tematiseringer for arbejdet. Det udfoldes bedst i et nært, respektfuldt og nysgerrigt undersøgende samarbejde mellem medarbejdere og ledelse, hvor ordentlighed er den motor der driver værket.

Det er kendetegnende for ledelsesgruppen og for personalet at der lægges vægt på det gode samarbejde, en effektiv drift, et godt grin og plads til forskellighed og den nødvendige samtale.
Hvad kendetegner dig som leder af Gribskov Rehabilitering?
Du har en sundhedsfaglig baggrund, ligesom du gerne har gennemført supplerende ledelsesuddannelse. Du har gerne ledelseserfaring fra det sundhedsfaglige felt, og du har viden om, erfaringer med og motiveres af de politiske sider af en lederstilling indenfor dette store velfærdsområde. Du har interesse og gerne erfaring inden for rehabilitering og måske erfaring fra sygehus eller viden fra akutområdet. Du er optaget af at sikre høj kvalitet og måske erfaring fra systematisk arbejde med forbedringsmodellen og patientsikkerheds kultur.

Som leder er du synlig og nærværende. Du er tæt på dine medarbejdere, som du motiverer og inspirerer i det daglige arbejde. Du skaber tillid og følgeskab. Du følger op og går forrest i etablering og videreudvikling af gode normer og praksisser omkring en god feedback kultur. Du er dedikeret på god trivsel og et godt arbejdsmiljø og du repræsenterer ordentlighed i dine relationer.

Med interesse for, hvordan den faglige indsats i det tværfaglige arbejdsfællesskab er du med til at skabe et trygt og effektivt rehabiliteringsforløb for borgeren ofte med inddragelse af familie.
Derudover er det vigtigt, at du:

  • har erfaring med styring og forstår bredden i den kommunale styringsdagsorden lige fra det strategiske niveau til den økonomiske styring og forstår sammenhængene i den samlede styringskæde i en kommune
  • har erfaring fra komplekse forløb og optimering af processer og opfølgning på mål o har måske erfaring fra lignende stilling eller erfaring fra sygehuset
  • har viden om og erfaring med rehabilitering og tager ansvar for forløbene i samarbejde med centerets medarbejdere
  • tager ansvar for høj sundhedsfaglig kvalitet i centeret og værdsætter tværfagligt samarbejde
  • vil gerne vejlede medarbejdere i centeret i de sundhedsfaglige problemstillinger
  • har overblik og er god til at sætte struktur i en travl hverdag
  • indgår aktivt i udviklingen af praksis, både sygeplejefagligt og tværfagligt o
  • behersker IT og kan dokumentere elektronisk. Vi bruger IT systemet Nexus o er vant til at arbejde med ressourcestyring og gerne erfaring med vagtplanlægning
  • har en god økonomi forståelse, da stillingen indebærer økonomiansvar
  • er mødestabil og ansvarsbevidst
  • er fleksibel og omstillingsparat og har lysten til at lære fra dig, vejlede og rådgive andre

Gribskov Rehabilitering — hvem er vi?
Gribskov Kommune er en del af det primære sundhedssystem, hvor Gribskov Rehabilitering er afdeling for rehabilitering, som ligger på Helsingegården. På Gribskov Rehabilitering har vi i slutningen af oktober igen udvidet og har nu plads til 22borgere. Vi er lige nu i gang med at udvide til 24 pladser.
På Gribskov Rehabilitering kommer borgere fra hospitalet med en eller flere sygeplejefaglige komplekse problemstillinger. Borgerne kommer med behov for rehabilitering og genoptræning inden de igen kan være i egen bolig. Der også borgere, som venter på en egnet plejebolig samt borgere, som kommer med et palliativt behov, og er på Gribskov Rehabilitering i deres sidste tid.

Gribskov Rehabilitering har en personalesammensætning bestående af engagerede og kompetente sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, social og sundhedshjælpere, ergoterapeuter og fysioterapeuter. Vi har altid mulighed for at få kontakt til vores diætist og farmakonom, som har faste dage på Gribskov Rehabilitering.

Fællesskabet i teamet og det gode samarbejde med eksterne samarbejdspartnere er vigtigt for at sikre gode forløb for borgerne. Hver dag oplever vi, at vi i fællesskab gør en forskel for borgerne. Som en del af vores team står du aldrig alene, vi prioriterer altid at hjælpe hinanden og at gøre hinanden gode. Vi støtter hinanden på tværs af fagligheder i vores opgaver, og vi vægter faglig sparring højt. Sammen med os får du en foranderlig hverdag.
Gribskov Rehabilitering er et center beliggende på Helsingegården. Helsingegården er et plejecenter, som aktuelt har 81 boliger fordelt på 6 afdelinger. Helsingegården er en del af PlejeGribskov. PlejeGribskov består af Trongården, plejecenter i Vejby, Helsingegården og Gribskov Rehabilitering.
Det praktiske
Hvis du synes, at det vi tilbyder, er attraktivt for dig, men du fortsat er lidt i tvivl om Gribskov Rehabilitering er noget for dig, er du meget velkommen til at kontakte Virksomhedsleder for PlejeGribskov Charlotte Milton på telefon 72 49 75 52 eller Sygeplejefaglig leder Lotte Gille på telefon 72 49 63 01 og få en snak. Har du eventuelt lyst til en kaffeaftale, hvor du kan høre mere om stillingen, er du også meget velkommen til at kontakte os.

Løn og ansættelsesvilkår vil være efter gældende overenskomst, med mulighed for forhandling ud fra kvalifikationer.
Ansættelse vil være den 1. september 2024
Ansøgningsfrist og samtaler
Søg gerne nu - vi glæder os rigtig meget til at høre fra dig! Du hører fra os hurtigst muligt efter, at du har sendt din ansøgning.
På grund af sommerferie glæder vi os til at modtage din ansøgning senest den 29. juni 2024.

I din ansøgning må du meget gerne beskrive

  • hvordan kan vi være med til at skabe en god arbejdsplads for dig?
  • hvad er du særligt optaget af?
  • hvad kan du bidrage med?

Vi holder 1. samtale den 29. juli 2024 og 2. samtale den 31. juli 2024
Læs mere om vores

Det er en forudsætning for ansættelse i Gribskov Kommune, at du kan oplyse minimum en reference.

Ansøgninger modtages kun elektronisk via knappen 'Søg stillingen'.

Gribskov Kommunes værdier
Åbenhed · Tillid · Respekt · Deltagelse · Mod · Fleksibilitet

Alle oplysninger vil blive behandlet fortroligt og i overensstemmelse med regler for beskyttelse af personfølsomme oplysninger.

Tiltrædelse:
1. september 2024

Arbejdssted:
PlejeGribskov - Helsingegården

Ansættelsesforhold:
Fuldtid

Kontakt:
Virksomhedsleder Charlotte Milton
Tlf. 72 49 75 52


Placering

Geografiske områder

Fuldtidsjob
Ansøgningsfrist d. 29.06.2024

Jobsøgerinteresse


Ansøg / kontakt
Ansøgningsfrist d. 29.06.2024
Angiv venligst i din ansøgning, at du fandt jobbet på SOSU.nu

Ansøg / kontakt

Få job som dette inden alle andre - opret jobagent!

Opret agent


Opgrader opslaget

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!