Studiejob? Så søger kvinde med sclerose en kvindelig handicaphjælper.
LOBPA
Jeg er en udadvendt og omgængelig kvinde, der søger en kvindelig handicaphjælper. Jeg bor sammen med min fuldtidsarbejdende kæreste. Vi bor i en tre-værelses lejlighed på Frederiksberg, tæt ved Lindevang metrostation.
Jeg er ikke på arbejdsmarkedet længere pga. sclerosen. Jeg har almindelige interesser: Film, musik, litteratur og kunst. Jeg er kørestolsbruger, og prøver at holde min krop i gang med ridefysioterapi og anden træning. Derudover går jeg til kor, og er af og til sammen med venner og bekendte.
Arbejdsopgaverne: Du skal bl.a. hjælpe ved toiletbesøg, bad, af- og påklædning, ved forflytninger samt vende mig i sengen i løbet af natten. Du skal køre mig til mine aktiviteter, og hjælpe mig med praktiske ting hjemme og ude. Du skal udføre mit bidrag til vores fælles husholdning – herunder rengøring, indkøb samt lettere madlavning.
Du: Skal være kvinde, have kørekort og være ikke-ryger. Du må ikke have katteallergi. Du skal være fysisk stærk, da jobbet kræver en vis fysik, selv om jeg har en del hjælpemidler. Du skal være stabil og fleksibel, og du må meget gerne bo i nærheden af Frederiksberg.
Du skal være mine arme og ben, men ikke mit hoved. Alt efter situationen skal du kunne træde i baggrunden og ikke fylde mentalt. Du skal kunne underholde dig selv når du ikke udfører hjælperopgaver, da jeg har behov for privatliv. Du skal kunne klare at blive afbrudt ofte, da du skal hente ting til mig, hjælpe mig med at skifte stilling og hjælpe ved toiletbesøg. Du skal være tålmodig, da alt tager lang tid for mig.
Jobbet: Din faste vagtplan består af to 24 timers vagter i løbet af 28 dage med skift kl. 06.30. Vagterne ligger fortrinsvis hver anden weekend, vekslende mellem lørdag og søndag. Ved sygdom hos de andre hjælpere kan det blive nødvendigt, at du skal arbejde om hverdagen.
Du skal selv sørge for din egen mad, og være fleksibel omkring spisning af den: Jeg spiser ikke på faste tidspunkter, og det er ofte afhængigt af tidspunkter for dagens gøremål. Vi har kaffe og te til fri afbenyttelse. Skulle der være udgifter forbundet med aktiviteter uden for huset, betaler jeg naturligvis dem. Vi har et værelse, du kan opholde dig i, når du ikke udfører hjælperopgaver. Du vil blive oplært i arbejdsopgaverne, samt få instruktion i brugen af mine hjælpemidler, så erfaring er ikke en forudsætning.
Vi skal naturligvis have en god kemi.
Du skal have et tidsperspektiv i forhold til ansættelsen på minimum et år.
Ansøgningen sendes til Skriv din alder, baggrund og lidt om dig selv.
Ansættelse under overenskomst og aflønning forestås af LOBPA, og yderligere oplysninger fås ved henvendelse til dem og på www.lobpa.dk
Ansøgningsfrist d. 22. september, send ansøgning hurtigst muligt. Ansættelsessamtaler afholdes løbende Hvis du ikke har hørt fra mig inden den 29. september, har jeg ansat en anden.
Referencenummer:
788208771
Region:
- Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist:
22-09-2024
Tiltrædelse:
01-10-2024
Arbejdssted:
Frederiksberg
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: LOBPA
LOBPA er interesseorganisation for BPA-ordningen og not-for-profit leverandør af BPA og andre former for personlig assistance i Danmark. Vores 1.300 ansatte leverer Borgerstyret Personlig Assistance (BPA), helhedsløsninger og ledsagelse til børn og voksne i 78 kommuner. Med rødder i handicaporganisationerne har vi opbygget viden, erfaring og kapacitet siden 2009.