SSA til Christian have plejecenter
Solrød Kommune
Social- og sundhedsassistent søges
Vores dygtige social- og sundhedsassistent har valgt at søge nye udfordringer, og derfor har vi nu en spændende stilling ledig.
Vil du være en del af et engageret og omsorgsfuldt team, hvor faglighed, nærvær og godt samarbejde er i fokus? Så er dette måske jobbet for dig!
Hvem er vi?
Christians Have Plejecenter er et hus fyldt med liv, glæde og fællesskab. Vi elsker at skabe gode stunder for vores beboere gennem aktiviteter og traditioner som fredagsbar, banko, musikarrangementer, dans, bålhygge og meget mere. Hos os er der ikke langt fra idé til handling, og vi deltager aktivt i arrangementerne, der bringer glæde og livskvalitet til huset.
Vi er stolte af vores dedikerede team, som skaber en tryg og hjemlig atmosfære for vores beboere. Plejecentret har plads til 80 beboere fordelt på syv bo-grupper med 10-15 beboere i hver. Hver gruppe har tilknyttet en sygeplejerske, og som social- og sundhedsassistent får du rig mulighed for at udvikle og anvende sygeplejefaglige kompetencer.
Christians Have drives efter leve-bo miljø tanken, hvor nærhed, tryghed og genkendelighed er kerneværdier. Vi handler ind som i en familie, laver selv frokost og skaber rolige, hjemlige rammer. Med afsæt i personcentreret omsorg og socialpædagogiske metoder, som bl.a. sanseprofiler og Tom Kitwoods tilgang, arbejder vi målrettet for at skabe meningsfulde dage for vores beboere.
Vi er også hjemsted for landets største sansehave – en oase med mange forskellige rum, træningsområder og et orangeri, som vi flittigt bruger året rundt. Det giver vores beboere mulighed for sanselige oplevelser og nærvær i naturen.
Vi har et stærkt fællesskab på tværs af grupperne, hvor vi hjælper og lærer af hinanden for at sikre høj faglighed. Gennem tværfaglige sparringsmøder med terapeuter, diætister og sygeplejersker arbejder vi målrettet for at opretholde og udvikle kvaliteten i plejen. Den rehabiliterende tankegang og værdighed er centrale pejlemærker for vores arbejde, hvor ansvar, bevægelse, fællesskab og indflydelse binder os sammen som kolleger. Sammen gør vi en forskel – hver dag.
Vi tilbyder
- De skønneste kolleger i et rigtig dejligt hus
- Stor fleksibilitet ift. din vagtplan
- En god og grundig introduktion og oplæring
- Mulighed for deltagelse i kurser, bl.a. vores omsorgssystem og forflytning
- Et fagligt inspirerende miljø med gode og dygtige kolleger
- Diverse tilbud om personalepleje, zoneterapi og fysioterapi
Kvalifikationer
- Du har en uddannelse som social- og sundhedsassistent
- Du har interesse for at bidrage til det gode arbejdsmiljø
- Du er god til at samarbejde
- Du er god til at kommunikere med beboere og deres pårørende
Stillingen er til besættelse pr. 1/2-25 eller snarest muligt.
Stillingen er 35 timer
I Solrød Kommune gør vi en forskel sammen med borgerne. Vi arbejder for at virkeliggøre byrådets vision om, at Solrød skal være det bedste sted at leve og bo. Som arbejdsplads er vi et fællesskab, hvor vi løfter opgaverne på tværs af institutioner og afdelinger, og hvor du som medarbejder er en vigtig medspiller. Vi er i bevægelse og har hele tiden fokus på at lære og blive bedre. Vi tager ansvar for at løse opgaverne med blik for helheden, og du har som medarbejder indflydelse på løsningen af opgaverne og på din arbejdsplads.
Afdeling: Plejeområdet
Ansøgningsfrist: 16 December 2024
Placering: Christians Torv 124, 2680, Solrød Strand, Danmark
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!