Overterapeut til Fysio- og Ergoterapi, Kolding Sygehus, Sygehus Lillebælt
Region Syddanmark
Har du evnerne og motivationen til at gå forrest og understøtte din gruppe i at skabe de bedst mulige patientforløb? Brænder du for faget, og har du interesse for neurologien? Så har vi en stilling til dig!
Én af vores overterapeuter har fået nye udfordringer. Derfor søger vi nu en ny leder, der kan fortsætte den gode udvikling. Vi søger en overterapeut, der kan se sig selv være leder i en afdeling med høje faglige ambitioner, og hvor det gode samarbejde med vores kolleger i de kliniske afdelinger er afgørende for, at vi kan sætte patienten først. Du bliver en del af Fysio- og Ergoterapi på Kolding Sygehus, der har ambition om at være patienternes akutsygehus. Vi tror på, at dygtige og engagerede medarbejdere er forudsætningen for, at vi lykkes med opgaven at sætte patienten først. Du vil som ny leder og kollega opleve, at rammer, vilkår og værdigrundlag giver gode betingelser for at have fokus på fagligheden og de gode patientforløb – vi øver os hver eneste dag i at blive bedre.
Som overterapeut bliver du en del af en ledergruppe, der foruden dig selv består af en chefterapeut og to overterapeutkolleger. Du bliver leder for den neurologiske gruppe, hvor vi er 7 ergoterapeuter, 8 fysioterapeuter samt et udkørende team. Du får et tæt samarbejde med Hjerne- og Nervesygdomme, hvor vi i det daglige arbejder sammen med læger, sygeplejersker, SSA’er, logopæder og neuropsykologer. Vores ambition er at give patienterne den bedste udredning og rehabilitering under deres akutte indlæggelse, så de har et godt udgangspunkt for at opnå højest mulig funktionsevne.
Som overterapeut vil du i det daglige have ansvaret for at:
- tilrettelægge og organisere arbejdet, så gruppens ressourcer bidrager effektivt til gode patientforløb
- oversætte direktionens og afdelingens visioner og mål til praktisk virkelighed i terapeuternes møde med den enkelte patient
- sikre trivsel og et godt arbejdsmiljø i gruppen og i afdelingen
- sikre et fortsat godt samarbejde med Hjerne- og Nervesygdomme
- understøtte den faglige kvalitet og udvikling af fysio- og ergoterapi igennem løbende forbedringer
- understøtte medarbejdernes faglige udvikling
Om dig
Vi søger en leder, der forstår, at god personaleledelse er en forudsætning for gode patientforløb, og at det kræver nærvær i dagligdagen og fokus på de overordnede mål. Du er i stand til at sætte retning og prioritere i en travl hverdag på et akutsygehus, og formår at skabe overblik, engagement og struktur i din gruppe.
Det er en forudsætning, at du har dansk autorisation som ergoterapeut eller fysioterapeut. Derudover ser vi gerne, at du har klinisk erfaring fra neurologien og erfaring som leder. Det er vigtigt, at du er komfortabel i rollen som leder. Du har gode samarbejdsevner og kan indgå i den løbende dialog med både medarbejdere og samarbejdspartnere om, hvordan vi skaber værdi for patienterne.
Derudover lægger vi vægt på, at du
- har højt faglig engagement og store ambitioner på dit fags og patienternes vegne
- har lyst til at være med til at sætte patienten først
- har blik for det tværsektorielle samarbejde
- formår at være både empatisk og respektfuld samtidig med at du er konkret og tydelig i din kommunikation.
Om os
Kolding Sygehus er et akutsygehus, hvor vi til dagligt arbejder med et højt tempo og har mange faglige ambitioner, som skal gå hånd i hånd med trivsel og stolthed over at arbejde her.
Fysio- og Ergoterapi er en fælles afdeling for ergoterapeuter og fysioterapeuter, hvor der er ansat ca. 70 personer. Afdelingen er delt op i en medicinsk, en neurologisk og en kirurgisk gruppe, et hjælpemiddeldepot, et sekretariat samt en forskningsenhed. Ledergruppen består af en chefterapeut og tre overterapeuter. Afdelingen er et klinisk uddannelsessted og har 3 kliniske undervisere og modtager op til 12 ergo- og fysioterapeutstuderende i praktik ad gangen.
Du kan læse mere om afdelingen her. https://sygehuslillebaelt.dk/afdelinger/kolding-sygehus/fysio-og-ergoterapi
Ansøgning og yderligere information
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte Chefterapeut Aswine Rasmussen på 24 76 94 79 eller .
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Vi ser frem til at modtage dit CV og ansøgning. Der er ansøgningsfrist tirsdag den 28. januar 2025. Vi afholder første samtalerunde torsdag den 6. februar og anden samtalerunde torsdag den 20. februar. Tiltrædelse pr. 1. april 2025.
Afdeling: Fysio- og Ergoterapi, Kolding Sygehus
Stillingsbetegnelse: Ledende ergoterapeut, Ledende fysioterapeut, Funktionsleder
Arbejdstid: Fuldtid
Arbejdssted: Kolding
Ansøgningsfrist: 28-01-2025
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Region Syddanmark
Region Syddanmarks hovedopgave er at drive det syddanske sygehusvæsen, psykiatriske og sociale institutioner og skabe vækst og gode rammer for vores borgere og erhvervslivet. Selvom størstedelen af medarbejderne arbejder i hvide kitler på sygehusene, har vi mange spændende stillinger inden for IT, planlægning, indkøb, jura, statistik, HR, geologi og meget mere. Vi ansætter både erfarne medarbejdere, nyuddannede og studerende. Vi har fx gavn af den nyeste viden, for at vi kan udvikle os. Derfor samarbejder vi med studerende på en lang række områder – fx i form af praktikpladser, studiejobs eller projektskrivning.