Oversygeplejerske til afsnit for Børn og Unge, Sygehus Sønderjylland, Aabenraa
Region Syddanmark
Vil du være leder i en dynamisk afdeling med kort vej fra beslutning til handling, stor handlefrihed og en stræben efter at give det bedste forløb til vores patienter og familier? – så hører vi meget gerne fra dig.
Vi søger en ambitiøs oversygeplejerske til vores afsnit for Børn & Unge med tiltrædelse d. 1. april 2025.
Stillingen er for dig, der trives i at arbejde med en kompleks sammensætning af arbejdsopgaver. Du vil få samarbejde med mange afdelinger / flere specialer og dermed en stor samarbejdsflade for at få alle indsatser bundet sammen til patienter fra 0-18 år og deres familier. Der er masser af udviklingsmuligheder og sammen med medarbejdere og en tværfaglig ledergruppe får du mulighed for at sætte dit eget præg på strategien på børne- og ungeområdet, SHS. Der er fokus på kvalitet, kompetenceudvikling og trivsel. Vi har en daglig koordinerende funktion og en vagtplanlægger. Vi værner om rammerne for børn og unge samt deres familier og arbejder med implementering af et projekt, der ensretter det børne- og ungevenlige Sygehus Sønderjylland. Det er vigtigt for os, at du er en synlig og nærværende leder, der har fokus på kerneopgaven i sammenhæng med trivsel/det gode arbejdsmiljø samt sammenhængen mellem krav og ressourcer.
Du bliver leder for en engageret og faglig stolt personalegruppe på ca. 45 medarbejdere – et team bestående af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger, socialrådgiver psykologer, der alle vægter det gode samarbejde og et fagligt funderet læringsmiljø højt. Dette vedvarende fokus fremmer arbejdsglæden, patienttilfredsheden og patientsikkerheden.
Du bliver en del af en erfaren, tværfaglig ledergruppe, der har fokus på fælles retning for afdelingens udvikling, drift, økonomi og sparring ifm. ledelsesopgaver. Afdelingsledelsen og afsnitslederne mødes ugentligt for at sparre og koordinere opgaver.
Vi forventer at du:
- Kan og vil påtage dig lederskab i fællesskab med andre og besidder en helhedsorienteret ledelsestænkning.
- Har synligt fokus på en anerkendende kultur, som fremmer trivsel, samarbejde og det gode arbejdsmiljø.
- Har fokus på optimal udnyttelse af personalemæssige og øvrige ressourcer i forhold til effektivitet, udvikling og sammenhængende patientforløb.
- Har erfaring med ledelse.
- Arbejder med fokus på kliniknær ledelse og stor medarbejderinvolvering.
- Sikrer høj faglig kvalitet og iværksætter udviklings- og evt. forskningsopgaver.
- Har en relevant lederuddannelse eller er indstillet på at påbegynde en formel lederuddannelse.
Vi tilbyder:
- Meget engagerede og kompetente medarbejdere
- En god tværfaglig samarbejdskultur
- Tæt samarbejde med afdelingsledelsen omkring udvikling af sygeplejen og de gode patientforløb
- Mentorordning for nyansat leder
Om afsnittet for Børn og Unge
Afdelingen for Børn og Unge består af Neonatal & Barsel, afsnit for Børn & Unge samt et sekretariat – med hver deres afsnitsleder. Samarbejdet i ledergruppen er tæt. De pædiatriske læger og sekretærerne arbejder på tværs af begge afsnit.
Afsnittet består af en akut modtagelse, et døgnafsnit og et ambulatorium. Vi modtager børn og unge i alderen 0 – 18 år med blandede medicinske og kirurgiske sygdomme samt i udredende socialpædiatriske forløb. Hyppige patienter er børn med luftvejsinfektioner, børn og unge med ernæringsproblemer, diabetes og børn og unge, der har brækket arme eller ben. Forældrene er som oftest medindlagt. Vi varetager diagnostik, behandling og pleje samt medvirker til forebyggelse af sygdomme og sundhedsfremme hos børn og unge i tæt samarbejde med deres forældre og nærmeste netværk. Vi arbejder tæt sammen med sygehusets øvrige specialer, de omkringliggende kommuners sundhedspleje, praktiserende læger og kommunernes sociale forebyggelsesinstanser. I alle forhold arbejder vi med sammenhængende forløb ud fra et børne- og ungevenligt perspektiv.
Vores patienter indlægges på familiestuer og plejeformen er naturligvis familiecentreret.
Vi er uddannelsessted for både sygeplejestuderende og SSA-elever.
Ansøgningsfristen er d. 18. februar 2025 og ansættelsessamtaler er planlagt til at være d. 24. februar.
Har du spørgsmål:
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte chefsygeplejerske Vivian Mathiesen på tlf. 21664227 / mail: eller cheflæge Louise Jürgensen på tlf. 79972320 / mail:
Afdeling: Afsnit for Børn og Unge
Stillingsbetegnelse: Afdelingssygeplejerske
Arbejdstid: 37 timer/uge
Arbejdssted: Aabenraa
Ansøgningsfrist: 18-02-2025
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Region Syddanmark
Region Syddanmarks hovedopgave er at drive det syddanske sygehusvæsen, psykiatriske og sociale institutioner og skabe vækst og gode rammer for vores borgere og erhvervslivet. Selvom størstedelen af medarbejderne arbejder i hvide kitler på sygehusene, har vi mange spændende stillinger inden for IT, planlægning, indkøb, jura, statistik, HR, geologi og meget mere. Vi ansætter både erfarne medarbejdere, nyuddannede og studerende. Vi har fx gavn af den nyeste viden, for at vi kan udvikle os. Derfor samarbejder vi med studerende på en lang række områder – fx i form af praktikpladser, studiejobs eller projektskrivning.