Kontaktperson med sundhedsfaglig profil til socialpsykiatrisk botilbud Bjergvænget i København | Københavns Kommune
Københavns Kommune
Kontaktperson med sundhedsfaglig profil til socialpsykiatrisk botilbud Bjergvænget i København
Er du uddannet social- og sundhedsassistent, eller har du en anden relevant sundhedsfaglig uddannelse, og kunne du tænke dig et job, hvor du støtter nogle af Københavns udsatte borgere til et bedre liv? Kunne du tænke dig en arbejdstid mellem kl. 8.00 og 18.00? Så kan vi lige nu tilbyde en spændende stilling som kontaktperson i vores afdeling på Bjergvænget.
Om Bjergvænget
På Bjergvænget bor 27 borgere, der generelt er selvstændige og ressourcestærke. På grund af psykiske og sociale udfordringer har de brug for støtte i hverdagen.
Bjergvænget er et rehabiliterings- og recoveryorienteret tilbud til borgere, der ønsker at bo i egen bolig. Vi arbejder med psykosocial rehabilitering, såsom styrkelse af den enkelte beboers kræfter og evner til at varetage sin egen tilværelse og måske til at få mod på en tilværelse i selvstændig bolig, eventuelt med støtte.
Bjergvænget er, sammen med botilbuddene Ringergården og Vestergårdsvej, en del af Selvstændige Boformer og Krisecentre i Socialforvaltningen i Københavns Kommune.
Medarbejdergruppen består af otte kontaktpersoner, fx pædagoger og social- og sundhedsassistenter, som hver er fast kontaktperson for tre til fire beboere.
De tre afdelinger har fælles ledelse og er netop nu i gang med en stor forandringsproces, der bl.a. betyder ændringer i åbningstider (fremadrettet alle dage fra kl. 8.00-18.00).
Du vil ofte møde dine kollegaer fra de to andre afdelinger, da vi samarbejder på tværs af afdelingerne, fx arbejder vi på tværs af afdelingerne i tidsrummet fra kl. 16.00-18.00 i hverdage og i weekender.
Om arbejdet med vores borgere
Vi arbejder ud fra Københavns Kommunes værdier om, at mennesker med alvorlige psykiske problemer kan komme sig helt eller delvist. Vi tager udgangspunkt i den enkelte beboers ønsker og drømme, og arbejder med at skabe et miljø med høj faglig kvalitet og et stærkt arbejdsfællesskab.
Vi ved dog også, at den enkelte beboers proces er individuel, og at den skal ledes af beboeren selv. Selvbestemmelse og ligeværd er grundlæggende værdier i vores arbejde, og vi ser det som en af vores kerneydelser at støtte beboerne i at opnå større kontrol i deres liv, uanset funktionsniveau og diagnose.
Vores indsatser er fx
- Følgeskab og støtte til aktiviteter, dagligdags og praktiske gøremål
- Vi møder borgeren i boligen, i fællesstuen, og når vejret tillader det i haven, som vores beboere flittigt hjælper med til at passe
- Samtaler med borgerne
- Ture ud af huset, som vi aftaler på beboermøder
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være, at
- fungere som kontaktperson for 3-4 borgere på Botilbuddet Bjergvænget
- håndtere medicin til beboerne
- medvirke til den pædagogiske indsats til borgerne og fx arbejde med motivation, give mod til at overvinde vaner og at deltage i fælles aktiviteter
- koordinere og planlægge indsatser med tværfaglige samarbejdspartnere samt dokumentere dette
- understøtte og bidrage til det gode arbejdsmiljø
- have en aktiv rolle ift. elever og studerende, når du er landet godt hos os
Det er vigtigt for os, at du
- er social- og sundhedsassistent eller har en tilsvarende uddannelse
- kan arbejde rehabiliterende og understøtte borgernes recoveryproces
- formår at holde fokus på helhedsopgaven, både sundhedsfagligt og socialfagligt
- er autentisk, opsøgende og støtter borgeren i relationsdannelser
- har lyst til at byde ind i vores faglige og sociale arbejdsfællesskab
- vil bidrage positivt til den fortsatte udvikling af afdelingen og det samlede tilbud
Vi tilbyder
- et job med tid til den enkelte borger
- en dynamisk arbejdsplads med et godt samarbejde mellem engagerede kollegaer
- anerkendende og tillidsbaseret ledelse
- muligheder for kompetenceudvikling og supervision
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Stillingen er på 37 timer ugentlig med tiltrædelse den 1. juni 2025 eller hurtigst muligt derefter.
Arbejdstiden ligger mellem kl. 8.00-18.00 i hverdagene samt hver 4. weekend, også i tidsrummet kl. 8.00-18.00. Omlægninger i vagtplanen kan forekomme ved akut behov.
Vi gør opmærksom på, at i forbindelse med ansættelse indhenter vi straffeattest.
Vil du vide mere?
Du kan få yderligere information om stillingen ved at kontakte konstitueret tilbudsleder Ida Nissen på 30 60 37 33 eller afdelingsleder Baris Kaymaz på 21 25 72 44.
Send dit uddannelsesbevis, cv og ansøgning, hvor du fortæller om din faglige baggrund, og hvilke relevante erfaringer du har for at varetage jobbet.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest mandag den 14. april 2025
Vi forventer at holde samtaler onsdag den 23. april.
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Københavns Kommune
Københavns Kommune er Danmarks største arbejdsplads med ca. 45.000 medarbejdere. Vi udvikler hovedstaden og servicerer over 500.000 københavnere. Vores mål er at fastholde og udvikle København som en af verdens bedste byer at bo i – og skabe øget vækst gennem viden, innovation og beskæftigelse.