Social- og sundhedsassistent søges til Hjertemedicinsk Afdeling, OUH
Region Syddanmark
Hvis du har lyst til at arbejde med akut kardiologisk sygepleje i et engageret fællesskab, må en stilling i B4 lige være noget for dig.
Med ansættelse i afsnit B4 vil du blive en del af et farvestrålende, innovativt og engageret team med stor aldersspredning og varieret erfaringsgrundlag.
Om dig
Vi søger en social- og sundhedsassistent med en positiv tilgang til faget og evne til at holde hovedet koldt, når det går stærkt.
Vi ønsker, at du er bevidst om din egen faglighed og aktivt deltager i egen udvikling og ikke er bange for at modtage og give sparring på sygeplejen.
Vi forventer, at du på sigt har lyst til at påtage dig et ansvarsområde.
Vi forventer, at du er i stand til at arbejde både selvstændigt, og at du også kan indgå i et tæt samarbejde med kolleger.
Vi tilbyder oplæringsperiode med mentorordning, planlagt undervisning i pleje til den kardiologiske patient, deltagelse i simulationstræning samt udvidet undervisning i hjerte-lungeredning. Vores kollegiale sammenhold har stor betydning og vi afholder temadage, afdelingsfester, julefrokost, deltager i DHL stafetten osv. Vi håber, at du har fået lyst til at være en del af vores velfungerende team, hvor du vil få et arbejdsliv, som du kan være stolt af og ikke kan undvære.
Stillingen er på 37 timer/uge. Du skal forvente at arbejde to weekender på 6 uger, primært i dag- og aftenvagter. Vi kender vores arbejdsplan i god tid og har stor indflydelse på planlægningen.
Om os
Vi arbejder proaktivt og der er ikke langt fra ord til handling. Vores omgangstone er uformel, vi udviser stor gensidig respekt for hinanden, og vi har en udpræget faglig stolthed. Vi sætter en ære i altid at møde den enkelte patient og dennes pårørende, hvor de er, og yder en målrettet og effektiv behandling og omsorgsfuld pleje. Du vil få en unik chance for at gøre en forskel for de patienter og pårørende du møder på vores afsnit.
Kardiologien er et spændende speciale, som til stadighed byder på lærdom. Vi lover dig, at du aldrig står alene og at vi er gode til at lære fra os. Vi lægger stor vægt på et sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, hvor det gode samarbejde og humoren er en vigtig faktor. På B4 modtages blandt andet patienter med akut myokardieinfarkt, aortadissektion, koronardissektion, lungeemboli, hjerterytmeforstyrrelser og patienter genoplivet efter hjertestop. Vi modtager og koordinerer forløb for patienter fra hele Region Syddanmark, der skal til behandling for akut myokardieinfarkt og pacemaker.
Vi har et tæt samarbejde med vores søsterafsnit B3 og FAM, hvor der i hjerte-zonen også modtages patienter med mistanke om hjertelidelse.
Vores dage er meget forskellige. Vi har mange spændende patientforløb, hvor der kan være dage med højt tempo men også dage med mere ro og tid til fordybelse og refleksion.
Hjertemedicinsk Afdeling B’s team af (240) specialister undersøger, diagnosticerer og behandler årligt mere end 30.000 patienter med alle former for hjertesygdomme. Afdelingen har både lokal-, regional- og landsdelsfunktion og er gatekeeper til behandling på Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital.
Vores kerneopgave er patienter og pårørende. Vi brænder for at levere så god en udredning eller behandling som overhovedet muligt. For at understøtte kerneopgaven bruger vil meget tid på at udvikle og forske samtidig med, at vi stræber efter at være en rigtig god arbejdsplads for vores mange dygtige medarbejdere.
Yderligere information
Hvis du har lyst til at vide mere om stillingen eller aftale besøg hos os, er du velkommen til at kontakte oversygeplejerske Birthe Marie Jørgensen tlf. 2131 5526, eller stedfortræder Trine Friis tlf. 4013 0852.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.
Ansættelsesstart:1. juni 2025 eller efter aftale.
Samtaler afholdes løbende.
Referencer vil blive kontaktet, hvorfor du bedes henvise til disse i din ansøgning.
Afdeling: Hjertemedicinsk Afdeling B Odense
Stillingsbetegnelse: Social- og sundhedsassistent
Arbejdstid: 37
Arbejdssted: Odense
Ansøgningsfrist: 20 May 2025
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Region Syddanmark
Region Syddanmarks hovedopgave er at drive det syddanske sygehusvæsen, psykiatriske og sociale institutioner og skabe vækst og gode rammer for vores borgere og erhvervslivet. Selvom størstedelen af medarbejderne arbejder i hvide kitler på sygehusene, har vi mange spændende stillinger inden for IT, planlægning, indkøb, jura, statistik, HR, geologi og meget mere. Vi ansætter både erfarne medarbejdere, nyuddannede og studerende. Vi har fx gavn af den nyeste viden, for at vi kan udvikle os. Derfor samarbejder vi med studerende på en lang række områder – fx i form af praktikpladser, studiejobs eller projektskrivning.