Klinisk konsulent til kompressionsprodukter i København og omegn
Sahva A/S
- vær med til at skabe et liv i bevægelse
Drømmer du om at sætte din sundhedsfaglighed i spil i en selvstændig og udfordrende rolle? Trives du med en afvekslende hverdag med mange kontaktpunkter? Så er du måske vores nye kollega!
Som klinisk konsulent i Sahva giver du vores kunder en unik serviceoplevelse, når du afdækker deres behov for kompressionsprodukter og yder en kvalificeret vejledning til valg af det rette produkt. Du bliver en del af et erfarent team med 7 konsulenter, der vægter sparring og vidensdeling med hinanden.
Dette job henvender sig til dig, der motiveres af at arbejde med kompression på tværs af sygdomme, der giver kunden ødemer, og dig der befinder sig godt i krydsfeltet mellem kunde, sagsbehandler og andre sundhedsfaglige på plejecentre, sårklinikker, i hjemmeplejen og regionshospitalernes forskellige afdelinger.
Din hverdag i jobbet
Du får base på vores hovedklinik Nykær 68, 2605 Brøndby, og arbejder skiftevis herfra, på vores andre klinikker i regionen og på hjemmebesøg ude hos kunden, hvor du:
- Tager mål og vejleder kunden i valg af kompressionsprodukt og andre specialbandager herunder brystproteser og tilhørende lingeri
- Vejleder og bistår sagsbehandlere, samarbejdspartnere og andre specialister med valg af produkt ud fra de aftaler, vi har med kommunerne
- Journaliserer og dokumenterer efter hver konsultation
- Deltager i løsningen af diverse ad hoc-opgaver efter behov og i forhold til afdelingens mål.
Derudover deltager du løbende i Sahvas uddannelsesprogram og certificeringer inden for ovennævnte produktområder, da vi lægger stor vægt på at holde os opdateret om nye produkter og muligheder.
Du skal forvente en del kørsel i stillingen, som så vidt muligt tilpasses din bopæl. Stillingen er på 37 timer om ugen ekskl. frokost. Arbejdstiderne er mandag-torsdag kl. 8.00-16.00 og fredag kl. 8.00-15.30. Opstart bliver d. 1. september 2025.
Hvem er du?
Vi leder efter dig, der:
- Har en sundhedsfaglig baggrund enten som social- og sundhedsassistent, sygeplejerske, fysioterapeut eller tilsvarende
- Har erfaring med kroppens kredsløb, sår og lymfødemer, gerne fra sårklinik eller -ambulatorie, kirurgisk afsnit eller hjemmeplejen
- Er en dygtig rådgiver, der forstår at sætte kunden i centrum med en høj grad af empati og en serviceindstilling der er i top
- Har erfaring i brugen af IT, herunder tablets.
Som person arbejder du struktureret og ansvarsfuldt og sætter en ære i at følge dine opgaver til dørs. Du har en god sans for kvalitet og nøjagtighed, og du er god til at præsentere og formidle fagligt stof. Du deler vores optimistiske og positive tilgang, og du trives godt i et travlt miljø, som kræver, at du udviser initiativ og fleksibilitet.
Det er en forudsætning, at du har kørekort og mulighed for at stille egen bil til rådighed. Kørsel i egen bil kompenseres med Statens kørselstakster.
Hvad vi tilbyder
Hos Sahva bliver du en del af et fagligt højt miljø og et fællesskab med gode interne muligheder for faglig og personlig sparring. Du bliver mødt af en rummelig, resultatorienteret og inkluderende kultur, hvor udveksling af meninger og holdninger bliver værdsat.
Vi har fokus på medarbejdertrivsel. Det betyder, at vi arbejder aktivt med resultaterne af vores tilfredshedsundersøgelser og APV, og som medarbejder bliver du involveret, så du får indflydelse på vores fælles trivsel. For at skabe et sundt arbejdsmiljø er Sahva en røgfri arbejdsplads.
Vores ledere har løbende dialog via 1:1-samtaler med deres ansatte, og de arbejder ud fra et veldefineret ledelsesgrundlag, som bygger på en troværdig, respektfuld, motiverende og resultatorienteret ledelsesadfærd, som sikrer, at vi udnytter dit potentiale.
Interesseret?
Er du drevet af at bidrage til menneskers livskvalitet, og kan du se dig selv udfolde dit talent i jobbet? Så send os dit CV senest d. 16. juni 2025. Du behøver ikke at skrive en ansøgning, men vi spørger til din motivation, når du søger i vores rekrutteringssystem.
Har du spørgsmål om stillingen, er du velkommen til at kontakte Teamleder, Marianne Johansson på mobil 4187 8687.
Kontakt os
Sahva A/S
Nykær 68
2605 Brøndby
Marianne Johansson
Teamleder
+45 41 87 86 87
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Sahva A/S
Sahva er en sundhedsvirksomhed med fagligt dygtige specialister i kroppens bevægelighed. Sahva har mere end 35 klinikker fordelt over hele landet, og vi hjælper dig til et liv i bevægelse med hjælpemidler af højeste kvalitet og til dit behov.
Vi accepterer også uopfordrede ansøgninger!
Hvis det pågældende opslag ikke lige er dig, kan du også vælge at søge uopfordret. Besøg vores side og find ud af hvordan.