Myndighedsrådgivere i Handicap og Psykiatri

Ringkøbing-Skjern Kommune



  • Ønsker du at gøre en forskel for borgere på det specialiserede voksenområde?
  • Har du lyst til et spændende job med udfordrende og afvekslende opgaver?
  • Trives du med både at arbejde selvstændigt og som en del af et myndighedsteam?

Så skal du søge et job hos os.

Vi søger:

  • 1 rådgiver til psykiatriteamet i en fast stilling.
  • 1 rådgiver til handicapteamet i en fast stilling.

Stillingerne er med opstart onsdag den 13. august 2025 eller snarest derefter.

Hvis du specifikt søger den ene stilling, bedes du angive det i ansøgningen.

Her kan du høre tre medarbejdere fortælle, hvad de synes er godt og kendetegner vores afdeling: https://share.skyfish.com/sh/2td8ygc3/3f5f0568/2402666/67886116

Om jobbene
Som en del af psykiatriteamet vil du komme til at arbejde med mennesker med sindslidelse, ADHD samt autismespektrumsforstyrrelser. Stillingen indeholder også sagsbehandling af nødvendige merudgifter sammen med et nyoprettet team.

Som en del af handicapteamet vil du komme til at arbejde med mennesker med udviklingshæmning, fysisk handicap og erhvervet hjerneskade. Herudover vil du blive en del af vores BPA team (borgerstyret personlig assistance).

Det er kendetegnet for vores teams, at vi hjælper hinanden med opgaverne, bruger hinanden til sparring, bringer energi ind i teamet og har mod på opgaverne, også når det kan være svært.

Arbejdet i afdelingen består hovedsageligt af visitations- og opfølgningsopgaver i forhold til voksne med betydeligt nedsat fysisk, psykisk og/eller social funktionsevne, hvor vi kører ud til borgerne.

Din opgave består i at behandle henvendelser om støtte efter Servicelovens voksenbestemmelser:

  • yde råd og vejledning til voksne med nedsat funktionsevne primært indenfor Serviceloven
  • udrede borgeres behov på baggrund af Voksenudredningsmetoden 2.0
  • behandle ansøgninger om støtte i forhold til bedst mulig mestring af eget liv
  • indstille til visitation til dagtilbud, bostøtte, botilbud og lignende
  • udarbejde og følge op på handleplaner efter Servicelovens § 141
  • koordinere indsatsen og samarbejdet omkring borgerne
  • tænke i helheder og tværfagligt i alle sagstyper

Vi lægger vægt på at finde de bedst mulige løsninger i ofte komplekse situationer. Det gør vi ved at forbinde den gældende lovgivning og de politiske rammer med en høj faglighed og en økonomisk ansvarlig styring. Vi arbejder med systematisk kompetenceudvikling, således at kompetencer og opgavekrav matcher hinanden bedst muligt.

Vi anvender fagsystemet NEXUS og er i gang med implementering af VUM 2.0, hvor vi tager afsæt i borgerens ønsker, håb og drømme og arbejder med en recovery-orienteret rehabiliterende tilgang. Vi har planer om et undervisningsforløb af VUM 2.0 i efteråret 2025, hvor vi går mere i dybden i forhold til den daglige sagsbehandling – et forløb som du får mulighed for at være en del af.

I arbejdet er der en vis egenkompetence i forhold til at tage beslutninger og herudover skal sager på visitationsmøde. Vi lægger vægt på frihed under ansvar, hvor den enkelte i høj grad selv tilrettelægger sin arbejdsdag, herunder møder og opgaver.

Vores forventninger til dig
Vi forventer, at du som vores nye kollega, har følgende kompetencer og kvalifikationer:

  • har empati og formår at tage udgangspunkt i borgernes ressourcer
  • er i stand til at sætte dig for bordenden og træffe beslutninger
  • har blik for faglige og økonomisk bæredygtige løsninger
  • er i stand til at strukturere dine arbejdsopgaver i en hverdag, hvor du arbejder i flere sager på samme tid
  • er omstillingsparat og villig til at ændre i dine prioriteringer, hvis situationen kræver det
  • formår at arbejde tværfagligt
  • erfaring indenfor området er et plus, men det vigtigste er, at du interesserer dig for voksenhandicapområdet
  • er god til formidling, både mundtlig og skriftlig
  • har flair for it
  • bidrager til et godt arbejdsmiljø med positivitet og godt humør, og
  • har en relevant socialfaglig uddannelse eller lignende.

Hvem er vi
Vores myndighedsafdeling består af 18 rådgivere, som er fordelt i to teams, henholdsvis et psykiatri- og et handicapteam. Vi har en faglig koordinator, administrativ medarbejder og mulighed for sparring med intern jurist.

Vi har et arbejdsmiljø, hvor vi er ordentlige og opmærksomme på hinanden, der er plads til humor og vi hygger os sammen. Vi har også et trivselsudvalg, der er med til at igangsætte aktiviteter, som bidrager til det gode arbejdsmiljø.

Vi er en arbejdsplads med fagligt dygtige og engagerede kollegaer. Vi har en anerkendende kultur og vi hjælper hinanden i det daglige arbejde.
Der er ekstern supervision, faglig sparring og løbende faglig opkvalificering.

Vi har hver uge to faste fremmødedage og der er mulighed for en ugentlig hjemmearbejdsdag.

Vi prioriterer en grundig oplæring efter et fastlagt introduktionsprogram, som består af en mentorordning og et onboarding forløb.

Vi holder til på Brogårdsvej 2, 6950 Ringkøbing.

Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål og er blevet nysgerrig på jobbene, er du meget velkommen til at kontakte myndighedsleder Christina M. Rasmussen, tlf. 25 51 99 38 eller faglig koordinator Annette Christensen, tlf. 22 63 38 86.

Praktisk
Stillingerne aflønnes efter principperne om Ny løn. Der forhandles med udgangspunkt i erfaringer og kompetencer.

Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Ansøg" nederst på siden. Vedhæft din ansøgning og dit CV samt relevante bilag i PDF eller DOC format.

Ansøgningsfrist er den 19. juni 2025.
Samtaler afholdes den 24. juni 2025.
Ansøgere, der indkaldes til samtale, får telefonisk besked.

Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til en af stillingerne.

Såfremt du tilbydes en stilling, tages der forbehold for indhold i straffeattest.

Medarbejderne i Ringkøbing-Skjern Kommune er vores vigtigste ressource

Vi understøtter det gode liv og væksten. Vi går efter de gode løsninger sammen med borgere, virksomheder og andre gode relationer.

Vores arbejde er båret af viden, som vi hele tiden udvikler. Vi lærer af enhver opgave - både som enkeltperson, team og organisation. Læring er en del af hverdagen.

Vi er og bliver rige på natur i Danmarks største kommune. Naturen er kilden til det gode liv og til at skabe vækst. Det går vi efter. Det lykkes, fordi vi forkæler ildsjælene og arbejder sammen på tværs.

Afdeling: Myndighed

Ansøgningsfrist: 19 June 2025

Placering: Brogaardsvej, 2, 6950, Ringkøbing


Placering

Geografiske områder

Fuldtidsjob
Ansøgningsfrist d. 19.06.2025

Jobsøgerinteresse


Ansøg / kontakt
Ansøgningsfrist d. 19.06.2025
Angiv venligst i din ansøgning, at du fandt jobbet på SOSU.nu

Ansøg / kontakt

Få job som dette inden alle andre - opret jobagent!

Opret agent


Opgrader opslaget

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!