Viften søger en pædagog eller pædagogisk assistent | Københavns Kommune
Københavns Kommune
Viften søger en pædagog eller pædagogisk assistent
Ønsker du at arbejde i et mindre hus i et plan, hvor vi har et højt arbejdsfællesskab og ugentlig afsat tid til planlægning og/eller sparring med en kollega.
Så er Viftens vuggestue måske lige dig.
Vi har ugentligt stuemøde, hvor vi snakker om børnenes udvikling og trivsel, planlægger aktiviteter osv. Derudover har vi ligeledes, en gang om ugen, et møde med en repræsentant fra hver vuggestuegruppe, hvor vi i fællesskab reflekterer, kvalificere og planlægger. Det kan typisk være eksempler fra de daglige rutiner, hvor du har brug for afklaring/mening, sparring vedr. børnene og planlægning, planlægning af aktiviteter på tværs af stuerne og meget andet. På den måde sikrer vi en fælles forståelse og udgangspunkt, så vi altid kan bistå hinanden.
Har du brug for sparring/hjælp fra en enkelt eller to kollegaer i op til to timer ad gangen eller alenetid til forberedelse eller til at læse vores politikker og artikler, har vi ekstra medarbejdere, der dækker for dig/jer på stuen imens.
I Viften arbejder vi efter rum og læringsprincipperne hvilket bl.a.er fleksible læringsrum med mange forskellige legezoner og rum i rummene. Vi gør dagligt klar til leg ved at opstille legezonerne inspirerende og indbydende lige til at tage i brug. Som medarbejder positionerer vi os i zonerne efter børnene, så vi altid er klar til deltagelse i legen.
Vores særlige sanserum, kan man som børnehavebarn vælge at have for sig selv, ellers er rummet indrettet til stille leg. Vi har så at sige mange muligheder for både inklusion og rum for barnet til at kunne trække sig.
Alle medarbejdere har eller vil få kendskab til Tryghedscirklen for at skabe de bedste betingelser for at skabe en tæt og tryg tilknytning for børnene.
I praksis tager vi udgangspunkt i en balance mellem planlagte aktiviteter ud fra sprogtrappen (et pædagogisk værktøj) og opmærksomhed på børnenes behov og interesser i den konkrete situation.
Læring foregår i alle henseender og dermed over hele dagen, hvor vi er nærværende og aktiv deltagende sammen med børnene. Vi positionerer os efter børnene og er I vores interaktion med børnene bevidste om at appellere til børnenes refleksion og nysgerrighed, både via sprogets udvidelse og udvidelse af legens muligheder.
Vi forsøger at skabe overgangene mellem aktiviteterne så glidende som overhovedet muligt og benytter også her udvalgte greb.
Vores arbejde bygger i høj grad på samarbejde – både stuevis og på tværs af huset. En anerkendende tilgang til hinanden og børnene er alfa og omega, og er af stor betydning for den gode stemning der er i huset.
Viften er en integreret 0-6 års institution og en del af klynge G.
Vi har 36 vuggestuebørn fordelt på tre stuer og 40 børnehavebørn, hvoraf de 20 hver dag kører ud i det blå med vores Rumlepotte – Globussen. Børnene er på skift med bussen 14 dage ad gangen og derefter hjemme i Viften de næste 14 dage. Vi holder til i et etplanshus med direkte udgang til legepladsen fra alle stuer.
Viften åbner hver dag kl. 6.45 og lukker kl. 17.00 mandag til torsdag. Fredag lukker vi kl. 16.00.
Klyngen består af seks enheder: en vuggestue og fem integrerede institutioner. Enhederne er beliggende i kvarteret omkring Holmbladsgade og Øresundsvej.
I klyngen har vi valgt at bruge redskabet Sprogtrappen for præcisering af børnenes nærmeste udviklingszone som udgangspunkt for den daglige planlægning. I Viften øver vi os fortsat sammen i at anvende redskabet rum og læring samt arbejdsfællesskaber har været i fokus de sidste par år og har fået stor betydning for både vores og børnenes hverdag.
For fortsat at give børnene de bedste muligheder for trivsel, læring og udvikling, arbejder vi i klynge G på at kvalificere en tydelig og overskuelig struktur og systematik for dokumentation.
Forventninger til dig
Vi lægger vægt på, at du er en person med gåpåmod, er ansvarlig og initiativrig.
At du ser positivt på hverdagen, møder dagen åbent og kan bevare arbejdsglæde – også når vi har travlt. Du skal være aktiv deltagende i hverdagen og tage medansvar for, at den pædagogiske praksis tager udgangspunkt i klyngens og dermed Viftens værdier, samt hvad der i øvrigt er særlig fokus på. Du må være bevidst om egen faglighed og dermed åben for udvikling og læring i samarbejde med dine kollegaer.
I Viften italesætter vi ofte vigtigheden af at bede hinanden om sparring og vejledning, sammen løfter vi oftest fagligt lidt højere, end når vi står alene. Vores erfaring viser os, at jo mere vi inddrager hinanden i faglig refleksion og tør at stille nysgerrige spørgsmål, jo stærkere bliver også arbejdsfællesskabet, følelsen af tilhørsforhold samtidig med vi får lidt mere viden.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Vi bor syv min gang fra Amagerbros Metrostation.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Lone Pedersen på 33 66 71 56/28 11 20 18.
Vi indhenter referencer samt straffe- og børneattest som led i ansættelsesprocessen.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og eventuelt uddannelsesbevis.
Søg via linket senest fredag den 13. juni 2025
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Københavns Kommune
Københavns Kommune er Danmarks største arbejdsplads med ca. 45.000 medarbejdere. Vi udvikler hovedstaden og servicerer over 500.000 københavnere. Vores mål er at fastholde og udvikle København som en af verdens bedste byer at bo i – og skabe øget vækst gennem viden, innovation og beskæftigelse.