Pædagogmedhjælpere til Trekløverskolens 3 afdelinger (140204)
Randers Kommune
Vi søger tre dygtige pædagogmedhjælpere på fuld tid med tiltrædelse 1. august 2025. Der er tale om 2 faste stillinger samt et vikariat fra 1. august 2025 til 31. januar 2026 på grund af langtidssygemeldt medarbejder.
Vi søger fleksible medhjælpere, der har erfaring med og/eller interesse for at varetage specialundervisning samt mod på at arbejde med elever med komplekse udfordringer. Medhjælpere der har indsigt i og forståelse for elevernes læringsforudsætninger, og som kan skabe gode læringsarenaer. Arenaer, der øger de personlige, sociale og faglige kompetencer hos den enkelte elev i forpligtende fællesskaber. Stillingerne er fordelt på forskellige pædagogiske opgaver - bl.a. det daglige arbejde med specifikke elever, samt opgaver i forskellige teams på matriklerne.
Til stillingerne søger vi specifikt medarbejdere, som har erfaring med elever med udadreagerende adfærd, elever som ikke har et verbalt sprog og hvor der indgår lifte/skifte opgaver. Eleverne har et kognitivt funktionsniveau, som ligger væsentligt under elevens biologiske alder. Et pædagogisk arbejde med elever, hvor pædagogik skal forstås i sin videst mulige betydning. Du vil, som udgangspunkt, blive tilknyttet et team omkring elever, hvor ovenstående pædagogik udgør en stor del af din dagligdag. Elevernes dagsform og timeform varierer, uden at de verbalt kan give udtryk for det. Det er en forventning, at du som professionel via intensive interaktion kan aflæse dette.
Du skal kunne indgå i det tværprofessionelle samarbejde, der er omkring eleverne.
Trekløverskolen er fordelt på tre afdelinger: Blommevej, Borup Byvej og Støvringgårdvej. Det nuværende elevgrundlag er 270 elever. Vi har ca. 170 medarbejdere fordelt på lærere, pædagoger, PAU, pædagogmedhjælpere, terapeuter og TAP. Målgruppen omfatter elever med kommunikative udfordringer, såsom forsinket eller ingen sproglig udvikling, elever med socio-emotionelle udfordringer, elever med fysiske handicaps samt elever med specifikke udfordringer inden for autismespektret, ADHD, udviklingshæmning samt komorbiditeter. En del af vores elever har ligeledes udtalt mental retardering.
Alle skolens faggrupper arbejder sammen i tværprofessionelle læringsfællesskaber for at skabe gode udviklings- og læringsmiljøer. Der stilles krav om et udvidet forældresamarbejde, samt en de-privatiseret praksis ude i klasserne.
Trekløverskolen er en skole, hvor dialog og åbenhed er vigtige grundelementer i vores samarbejdsklima. Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang, hvor vi har fokus på den enkelte elevs kompetencer og ressourcer således, at der i læringssituationerne tilrettelægges samt tages udgangspunkt i elevernes forudsætninger. Vi arbejder med det udvidede læringsbegreb og ud fra tanken om at bringe faget til barnet. Der arbejdes med elevernes livsduelighed, så eleverne får de bedste forudsætninger for at opnå mest mulig selvstændighed og mestring af eget liv.
Det er en fordel, hvis du:
- Har stærke relationskompetencer, der fleksibelt kan varetage den pædagogiske opgave, der knytter sig til det udvidede undervisningsbegreb i forhold til elevernes forudsætningsniveau.
- Har kendskab til konflikthåndtering og low arousal tilgang.
- Er fleksibel og omstillingsparat, kan arbejde systematisk med viden, herunder viden om forudsætninger og funktionsniveau hos eleverne.
- Har kendskab og erfaring med intensiv interaktion.
Vi kan tilbyde:
- Et udviklingsorienteret, engageret og fleksibelt personale.
- Et positivt samarbejde med kollegaer, samarbejdspartnere og forældre.
- En spændende arbejdsplads, hvor der kontinuerligt er udvikling og samskabelse med elevernes udvikling, trivsel og læring for øje.
- Fantastiske og søde elever og personaler, som hver dag yder deres bedste.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Alle uanset køn og etnisk baggrund opfordres til at søge.
Ved ansættelse indhentes straffe- og børneattest samt referencer fra tidligere arbejdssted.
Ansøgning med relevant dokumentation fra tidligere beskæftigelse sendes via Randers Kommunes elektroniske rekrutteringssystem.
Ansøgningsfrist er 18. juni 2025. Samtaler forventes afholdt i løbet uge 26.
Nærmere oplysninger om stillingerne fås hos skoleleder Klaus Viggers telefon 20 31 66 41, viceskoleleder Benny Petsch telefon 24 98 25 79, pædagogisk leder David Holm Kowalski telefon 24 64 64 93 eller pædagogisk leder Camilla Stephansen telefon 21 73 76 94.
Arbejdssted:
Trekløverskolen
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Randers Kommune
Randers Kommune Hvor å bliver til hav, hvor det ferske bliver salt