Handicaphjælper søges til aktiv ung mand på 33 år i Aarhus

Din Hjælpeordning



Er du udadvendt og trives du godt med ansvar?
Så er jobbet, som min nye hjælper måske noget for dig. Jeg hedder Mads Georgi, er 33 år og har muskelsvind og får respiratorisk hjælp hele døgnet. Du vil i jobbet som min hjælper få et stort ansvar for, at min hverdag fungerer så problemfrit som muligt. Jeg har brug for hjælp til alt praktisk hjælp i og omkring hjemmet samt alt personlig pleje, men ellers er der ikke forskel på dig og mig.

Helt grundlæggende går jobbet ud på at være mine arme og ben i det daglige med at være chauffør, holde hjemmet rent og ordentligt, vaske tøj, give mig tøj af og på, børste mine tænder, vaske mig – ja, you name it. Dét fylder dog måske kun 20 procent af tiden, så den resterende tid er der plads til at lave andre ting – for det meste sammen, men også hver for sig.

Jeg flyttede til Aarhus i starten af maj, så jeg er først nu ved at have fundet mig til rette i min nye lejlighed. Jeg har altid boet i Viborg, men jeg trængte til at udfordre mig selv og komme væk fra vante rammer, hvor stort set alle kendte mig. De sidste 3,5 år har jeg været formand for Handicaprådet i Viborg Kommune, men nu skal der ske noget helt andet. Jeg har dog ikke en plan for, hvad jeg skal beskæftige mig med i Aarhus, men jeg forestiller mig noget kommunikation, da jeg har gjort mig i det før.

Jeg anser mulighederne for mange i Aarhus, hvilket jeg glæder mig til at udforske – måske du kan vise mig nogle fede ting. Jeg kan godt lide kulturelle arrangementer og sport. Jeg har lige været på SPOT Festival og Jelling Festival – men jeg bliver aldrig GF’er. Jeg er ikke fodboldfanatiker, men mere en sportsnørd. Jeg følger med i mange af de gængse sportsgrene i tv eller live, når det er muligt. Derudover hygger jeg mig ofte ved at lave noget godt mad eller se et dokumentarprogram.

Generelt er jeg en meget åben person, der gerne snakker om stort og småt. Aktuelle samfundsrelevante emner, sport eller noget mere jordnært og personligt. Jeg lægger stor vægt på at engagere mig i hjælpernes liv udenfor jobbet, da hjælperne automatisk bliver en stor del af mit liv. Et hjælperjob er dermed ikke ligesom nogen andre jobs og jeg kalder derfor ofte jobbet som min hjælper for et professionelt venskab, fordi det er uundgåeligt, at vi kommer tæt på hinanden. Det er derfor også vigtigt for vores samarbejde, at vi har en god kemi, da vi kommer til at tilbringe rigtig mange timer sammen hver uge.

LIDT OM DIG:
· Du har kørekort kategori B, da det er en nødvendighed i jobbet

· Du kan have vågne nattevagter, da det kræves med respiratorisk overvågning

· Du udviser stor fleksibilitet ved sygdom hos kollegaer, da det er meget vigtigt for, at jeg kan have en uhindret hverdag

· Du er ikke-ryger

· Du har en god ordenssans og en høj hygiejnestandard

· Du er udadvendt og har et godt humør

· Du har en høj selvdisciplin og kan arbejde selvstændigt

· Du er helst en mand, dog er alle velkomne til at søge

· Du vil modtage oplæring, så erfaring er ikke et krav

FAKTA:
Vagterne fordeler sig således, at der er skiftende dagvagter, som enten kan ligge kl. 08-16, 16-24, 08-22 eller 10-24 afhængig af mine aktiviteter og dine præferencer. Derudover er der et rul af nattevagter én til to gange om måneden med tre til fire nætter i træk. Nattevagterne ligger enten kl. 00-08, 22-08 eller 00-10.

Jeg har et hjælperteam på otte unge mænd, som er meget velfungerende og homogent. Nogle er på fuld tid og andre har det som studiejob. Hjælperne er delt op på to weekendhold, som har ansvaret for hver anden weekend mellem fredag kl. 16 og søndag kl. 24. Som det ser ud nu, så vil du komme på dét hold, der har ansvaret for weekenderne i lige uger.

Stillingen er en fuldtidsstilling, men timetallet vil være lavere på papiret, da der også skal være luft til at dække ind ved sygdom og ferie hos kollegaerne.

Der er løn efter overenskomst med tillæg om natten, om aftenen og i weekender.

Jeg foretrækker hjælpere, som har mulighed for at varetage jobbet i mindst et år, da det tager noget tid at opbygge et godt samarbejde.

Så har du lyst til at være en del af mit meget velfungerende team? Så vil jeg glæde mig til at læse en ansøgning fra dig!


Placering

Geografiske områder

Fuldtidsjob
Ansøgningsfrist: snarest muligt

Jobsøgerinteresse


Ansøg / kontakt
Ansøgningsfrist: snarest muligt
Angiv venligst i din ansøgning, at du fandt jobbet på SOSU.nu

Ansøg / kontakt

Få job som dette inden alle andre - opret jobagent!

Opret agent


Opgrader opslaget

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!