Relationsstærk pædagogisk assistent til heldagsklassen ‘BROEN’ på Tåsingeskolen.
Svendborg Kommune
Vi søger en pædagogisk assistent eller erfaren medhjælper pr. 1. oktober 2025 eller tidligere til en meningsfuld pædagogisk opgave i Tåsingeskolens heldagsklasse (7. - 9. klasse) elever med socio-emotionelle udfordringer.
Om jobbet
Vi leder efter en kollega, der har lyst til at gøre en indsats for en flok udsatte unge mennesker, der ofte slår sig på verden. Eleverne har brug for stabile, tydelige, rolige og autentiske voksne at spejle sig i og som kan være sunde rollemodeller for dem.
Vi samarbejder tæt med PPR om opgaveløsningen og der tages altid afsæt i zonen for nærmeste udvikling. Vi arbejder kontinuerligt med at se muligheder for udvikling. Derfor har vi fokus på at skabe øvebaner for eleverne fx i form af praktikforløb eller deltagelse i undervisning i almenklasser, hvis eleven vurderes klar.
I tæt samarbejde med teamet, forældrene og ledelsen varetages opgaven omkring elevernes faglige, personlige og sociale udvikling. Vi planlægger ud fra en struktureret og forudsigelig skoledag, hvor der samtidig konstant arbejdes med både plan A, B og C. Vi tror på, at børn og unge gør det bedste, de kan - også selvom det ikke altid ser sådan ud.
Stillingen er en fast deltidsstilling på 85% af fuld tid. Ansættelse 1. oktober 2025 eller tidligere hvis muligt.
Om dig
Vi ønsker os en kollega, der enten er uddannet pædagogisk assistent eller har erfaring fra målgruppen. Vi lægger vægt på, at dine kompetencer supplerer det øvrige team. Du har ambitioner på både elevernes og egne og kollegernes vegne. Vi må gerne lave fejl, men vi forventer, at vi hele tiden øver os på at blive bedre sammen.
Vi efterlyser samtidig en medarbejder, der har kompetencer til at begå sig med både mundtlig og skriftlig kommunikation.
Om os
Heldagsklassen, BROEN på Tåsingeskolen er et specialpædagogisk skoletilbud i Svendborg Kommune under folkeskoleloven for elever i 7. - 10.kl. Heldagstilbuddet BROEN er under Centerafdelingens daglige ledelse, og du indgår sammen med kollegerne i Centerafdelingens kompetenceudvikling.
Svendborg Kommune arbejder aktivt med mangfoldige læringsmiljøer. I BROEN er vi derfor optaget af, at vores skoletilbud skal give eleverne mulighed for at deltage i betydningsfulde og udviklende fællesskaber: Vores vision er, at vores børn tilegner sig viden og færdigheder, og de har lysten og glæden ved at lære og udvikle sig. Vi giver dem de bedste forudsætninger for at leve og virke i fremtidens samfund. Derfor arbejder de enkelte teams med refleksioner i og over praksis, så vi hele tiden holder elevernes mestringskompetencer for øje.
BROENs målgruppe er primært elever med massive socio-emotionelle vanskeligheder. Vi arbejder ud fra en miljøterapeutisk forståelsesramme. Vi arbejder desuden målrettet med blandt andet mentalisering og elevernes arousalniveau.
Teamet omkring BROEN er tværfagligt, og du møder kolleger, som værdsætter og anerkender nødvendigheden af hinandens fagligheder og kompetencer. Vi er glade for vores skole, og det tætte teamsamarbejde er til glæde for både eleverne og den enkelte medarbejder. Vi holder samtidig fokus på både humor og arbejdsglæde i dagligdagen.
Vi sørger for, du kommer godt i gang på din nye arbejdsplads og kobler dig derfor på vores introforløb.
Skoleområdet
Skolerne i Svendborg Kommune er noget helt særligt. Vi er optaget af at skabe og udvikle mangfoldige læringsmiljøer, der afspejler de elever, vi har. Derfor er vi hele tiden i bevægelse, med blikket skarpt indstillet på den pædagogiske og didaktiske udvikling af vores skoler.
Men vi er fælles om at løse opgaverne, og vi lægger vægt på et godt og ligeværdigt samarbejde på tværs, ligesom vi prioriterer videreuddannelse og faglige netværk. Vores udgangspunkt er gensidig respekt og stærke relationer - altid med fokus på at skabe de bedste læringsmuligheder for vores elever.
Og så er alle vores folkeskoler idrætsskoler med højt til loftet og plads til mangfoldige måder at lære på. Vi har både en Naturskole og et Sejlcenter, ligesom vi har et stærkt samarbejde med både kultur- og idrætsorganisationer.
Om Svendborg Kommune
Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordener. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.
Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.
Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.
Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.
Løn og ansættelse
Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst. Lønnen forhandles med faglig organisation.
HR-afdelingen indhenter straffeattest og børneattest på den ansøger, der bliver ansat. Det er en forudsætning for ansættelsen, at attesterne er tilfredsstillende i forhold til stillingen. Vurderingen foretages af Juridisk afdeling i samarbejde med direktøren for Børn og Unge i Svendborg Kommune.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfrist er 7. august 2025. Husk ved fremsendelse af ansøgning at vedhæfte relevante bilag
Ansættelsessamtaler afholdes den 12. august 2025.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos daglig leder Kristine Grauenkjær på mobil 2465 9383 (send sms).
Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.
Afdeling: Tåsingeskolens Centerafdeling
Ansøgningsfrist: 07 August 2025
Placering: Eskærvej, 67, 5700, Svendborg
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!