Sygeplejerske til Børnehusene Stjernen
Region Syddanmark
"Bliv en del af et hus i udvikling – og vær med til at sætte en sundhedsfaglig dagsorden i en socialfaglig hverdag."
Velkommen til Børnehusene Stjernen
Vil du arbejde på et botilbud, hvor din sundhedsfaglige viden er central for beboernes trivsel og udvikling? Vi ved, at der er stor efterspørgsel efter sygeplejersker – og vi ved, at du har mange muligheder. Men vi tør også sige, at denne stilling er noget særligt.
Hos os får du:
- Indflydelse og medansvar
- En tydelig og nærværende ledelse
- Et stærkt tværfagligt samarbejde
- Fokus på psykologisk tryghed og høj faglighed
Vi er en engageret personalegruppe bestående af bl.a. pædagoger, social- og sundhedsassistenter og ufaglærte – og vi arbejder hver dag for at sikre de bedste rammer for både børn, unge og medarbejdere.
Som sygeplejerske på Stjernen bliver du en del af et stærkt sundhedsfagligt team, hvor vi sammen løfter opgaven med at skabe merværdi for beboerne – og for det samlede tilbud.
Om Børnehusene Stjernen
Stjernen er en del af Region Syddanmarks tilbud til børn og unge op til 25 år med multiple funktionsnedsættelser. Hus Nord rummer otte skønne børn og unge med behov for støtte til alle basale funktioner – og til at udfolde sig, lege og udvikle sig mod størst mulig selvstændighed.
Nogle beboere har autisme eller autismelignende adfærd og har behov for struktur og tydelige rammer.
Vores kerneværdier
Vores daglige arbejde tager afsæt i, at alle børn og unge skal kunne sige:
- "Jeg er tryg"
- "Jeg kan kommunikere"
Disse værdier er fundamentet for al pædagogisk og sundhedsfaglig praksis. Hos os arbejder vi ud fra relationen – og tilpasser kommunikation og tilgang til det enkelte barns behov. Mange af børnene har ikke verbalt sprog, men er mestre i at aflæse signaler og stemninger. Udadreagerende adfærd ses som et udtryk for mistrivsel – og vi leder altid efter årsagen bag adfærden.
Din arbejdsdag vil bestå af
- Støtte-, pleje- og omsorgsopgaver i den daglige drift (ca. 40 % af arbejdstiden). Du bliver oplært og introduceret til opgaverne via sidemandsoplæring, faglig vejledning og feedback.
- Implementering og koordinering af sundhedsfaglige indsatser
- Oplæring og delegering af sundhedsfaglige opgaver til SSA, SSH, pædagogisk personale og ufaglærte
- Samarbejde med behandlingsansvarlige læger, psykiatere og andre eksterne aktører
- Kvalitetssikring og udvikling af sundhedsfaglig dokumentation i Nexus (bl.a. sundhedsplaner)
Samarbejde og fagligt fællesskab
Du bliver en del af et sundhedsfagligt team på tværs af de tre afdelinger i Børnehusene, og samtidig indgår du i Handicapcenter Fyns netværk for sygeplejersker og sundhedsfaglige. Der er desuden ansat en sundhedsfaglig leder i centeret.
Hos os er alle faggrupper lige vigtige – og alle bidrager til kerneopgaven med hver deres kompetencer. Vi tror på læring gennem dialog, fælles ansvar og faglig nysgerrighed. Du bliver tovholder på sundhedsfaglige problemstillinger og får en central rolle i oplæring og vejledning af kollegaer. Fejl ser vi som anledning til læring – og vi arbejder bevidst med at opbygge og fastholde psykologisk tryghed i hverdagen.
Pårørendesamarbejde er en vigtig del af arbejdet og en vigtig kilde til viden om børnene og de unges liv og behov.
Det praktiske
- Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer/uge, men andet timetal kan aftales
- Arbejdstid mellem kl. 05.45 og 22.15 – hovedsageligt dagvagter og arbejde hver 3. weekend
- Der arbejdes efter 12-ugers arbejdsplan
- Du skal have gyldigt kørekort (kategori B)
Vi tilbyder:
- Sundhedsordning
- Mulighed for at blive en del af personaleforening
- Adgang til ferieboliger via Region Syddanmarks feriefond
Ansøgning
Ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse og relevante bilag sendes elektronisk og skal være os i hænde senest 27. juli 2025.
Vi afholder samtaler løbende.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:
Afdelingsleder Kasper Bøg Meszaros
Mobil: 30 51 65 27
E-mail:
Afdeling: Handicapcenter Fyn, Region Syddanmark
Stillingsbetegnelse: Sygeplejerske
Arbejdstid: Arbejdstid mellem kl. 05.45 og 22.15 – hovedsageligt dagvagter og arbejde hver 3. weekend
Arbejdssted: Odense
Ansøgningsfrist: 27 Jul 2025
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Region Syddanmark
Region Syddanmarks hovedopgave er at drive det syddanske sygehusvæsen, psykiatriske og sociale institutioner og skabe vækst og gode rammer for vores borgere og erhvervslivet. Selvom størstedelen af medarbejderne arbejder i hvide kitler på sygehusene, har vi mange spændende stillinger inden for IT, planlægning, indkøb, jura, statistik, HR, geologi og meget mere. Vi ansætter både erfarne medarbejdere, nyuddannede og studerende. Vi har fx gavn af den nyeste viden, for at vi kan udvikle os. Derfor samarbejder vi med studerende på en lang række områder – fx i form af praktikpladser, studiejobs eller projektskrivning.