Vi søger en dedikeret og anerkendende afdelingsleder til Plejecenter Violskrænten og Grønnegården i Grenaa.
Norddjurs Kommune
Kan du kombinere faglig ledelse og udvikling?
Er du samtidig driftssikker og formår at skabe motivation og trivsel blandt dine medarbejdere?
Har du lyst til et meningsfuldt arbejde sammen med vores medarbejdere og beboere?
Drømmer du om at være en del af et fagligt stærkt hold, som lærer og udvikler sig sammen?
Har du lyst til at være med til at skabe et hyggeligt og kærligt sted for vores beboere?
Så er det måske lige dig, vi leder efter!
Plejecenter Violskrænten og Grønnegården søger en afdelingsleder, der kan sætte en klar retning samt udøve understøttende og synlig ledelse.
Vi søger en afdelingsleder fra 1. oktober, eller efter aftale.
En afdelingsleder, som brænder for at fastholde et godt arbejdsmiljø, hvor vi har stor fokus på synlig ledelse, arbejdsfællesskab, inddragelse og tværfag samarbejde – alt sammen for at gøre Violskrænten og Grønnegården til et godt sted at bo, arbejde og besøge.
I ønsket om at skabe en god hverdag for plejecentrets beboere, er vi funderet i Sundheds- og Omsorgsområdets vision og virksomhedsgrundlag om en rehabiliterende kultur.
Afsættet er høj faglighed og et godt arbejdsmiljø som en forudsætning for at kunne lykkes med kerneopgaven. Det er derfor et specifikt fokusområde - både for ledelsesteamet og medarbejdere.
Lederteamet på Plejecenter Violskrænten og Grønnegården består af 1 plejecenterleder og 3 afdelingsledere. I lederteamet arbejder vi med faglig ledelse, tager udgangspunkt i værdierne og i fællesskab understøtter den fortsatte implementering af de fælles udviklingsområder, strategier og politikker.
Hver afdelingsleder har ledelsen for et hus med 3 bo-enheder, i alt 42 boliger
Som afdelingsleder vil du have det ledelsesmæssige ansvar for ca. 40 medarbejdere.
På sundheds- og omsorgsområdet arbejder vi med en flad ledelsesstruktur, hvor alle ledere er tæt på den daglige drift. Du vil have gode muligheder for at præge organisationen.
Vi tror, at alle mennesker er noget særligt. Derfor arbejder vi i Norddjurs aktivt med at støtte vores beboere i at skabe rammerne for det liv, de ønsker. Med afsæt i deres livshistorie og drømme for fremtiden. Og ved at inddrage familie og netværk aktivt. Vi prioriterer aktiviteter i hverdagen efter beboernes ønske, med mål om at støtte op om deres livskvalitet.
Om os
Plejecenter Violskrænten og Grønnegården er et stort, moderne og veletableret plejecenter, hvor faglighed og kvalitet vægtes højt. Plejecentret er fordelt på 2 matrikler beliggende i Grenaa centrum på hver side af vejen, med i alt 126 plejeboliger fordelt på 9 bo-enheder.
Vi er mere end en arbejdsplads. Hos os er der en særlig holdånd og du er ikke bare en funktion. Du betyder noget særligt. For dine kolleger, medarbejdere og for beboerne. Du bliver mødt med et smil og et ”go morn”. Og vi synes det er vigtigt med en arbejdsplads, hvor der er plads til sjov. Og til forskellighed.
Vi er en arbejdsplads i konstant udvikling, hvor der er plads til kreativitet og gode ideer. Vi tager godt imod nye kolleger med en grundig introduktion og mulighed for mentorordning. Og er klar på at støtte op om din karriereudvikling.
Plejecenteret er beliggende tæt på by, strand og letbane.
Opgaver som afdelingsleder:
- Daglig og faglig ledelse af dygtige og engagerede medarbejdere
- Personaleledelse af teams bestående af blandt andet social- og sundhedsassistenter samt social- og sundhedshjælpere
- Være en tydelig og synlig rollemodel ved at gå forrest
- Faglig ledelse, herunder rammesætning, kvalitetssikring og udvikling af læringsmiljø
- Fortsat implementering og udvikling af den rehabiliterende kultur
- Ansvar for trivsel, medarbejderinvolvering, struktureret fraværsindsatser og fastholdelse i dit team
- Sikre medarbejdernes faglighed og kompetenceudvikling i relation til kerneopgaven
- Effektiv ressourcestyring, herunder medansvar for økonomi i balance
- Beboer- og pårørendesamarbejde
- Samarbejde med frivillige
- At understøtte udviklingstiltag både i egen enhed og på tværs i organisationen
- Deltage aktivt i MED-, TRIO- og arbejdsmiljømøder
- Bidrage til det gode samarbejde i lederteamet på plejecentret
Dine kvalifikationer:
- Har en sundhedsfaglig uddannelse og lysten og modet til at udøve faglig ledelse
- Har en lederuddannelse svarende til diplomniveau eller har lysten til at tage den
- Har en anerkendende og dialogbaseret tilgang
- Kan fastholde fokus på medarbejdernes trivsel og udvikling
- Har erfaring med arbejde med kvalitetssikring og faglig udvikling
- Kommunikerer og handler tydeligt: ”siger hvad du gør, og gør hvad du siger”
- Har et godt overblik og kan varetage den daglige drift med fokus på at anvende ressourcerne bedst muligt
- Kan holde fokus på vores kerneindsats i relation til beboerne
Vi ønsker, at du er en nærværende leder, der skaber udvikling gennem involvering og dialog. Du har en solid sundhedsfaglig baggrund og ønsker at være med til at optimere både den faglige og sociale trivsel på plejecenteret til gavn for beboerne og for patientsikkerheden.
Vi tilbyder:
- Dygtige og engagerede medarbejdere
- Et arbejdsfællesskab med fokus på trivsel, medarbejderinddragelse og kvalitet
- Inddragelse i den fortsatte udvikling af sundheds- og omsorgsområdet i Norddjurs Kommune
- Et spændende og udviklende lederjob med stor mulighed for faglig og personlig udvikling
- Et lederteam, der arbejder tæt sammen og vi er ansvarlige sammen
- Et lederteam, hvor vi støtter og hjælper hinanden i arbejdet – og har det sjovt sammen
- Vi arbejder aktivt med kurs, koordinering og commitment
Stillingen er på 37 timer/ugentlig. Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst.
Lyder det som noget for dig?
Selv om vi har gjort os umage med dette jobopslag, kan det være svært at beskrive vores sted med ord. Derfor er du meget velkommen til at kontakte os til en snak om stedet og stillingen, og du må gerne komme forbi.
Du kan kontakte plejecenterleder Espen Cramer Korsvold på hverdage mellem kl. 8 og 15 fra uge 32, på telefon 21 38 39 69.
Du kan ligeledes finde oplysninger på vores hjemmeside, som du kan finde via kommunens hjemmeside www.norddjurs.dk.
Ansøgningsfristen er den 17. august 2025.
1. ansættelsessamtale afholdes onsdag den 20. august og 2. ansættelsessamtale onsdag den 27. august.
Vi glæder os til at møde dig.
Vores Norddjurs
I Norddjurs kommune arbejder vi ud fra værdierne tillid, ordentlighed, udvikling og fællesskab, som er beskrevet i vores organisations- og ledelseskodeks Vores Norddjurs.
De fire værdier er grundlaget for organisationens virke og er med i alt, vi gør. Kodekset sætter en fælles retning og er dét, der binder os sammen. Værdierne lever i den daglige praksis og i den måde vi arbejder og samarbejder på. Værdierne udspiller sig på alle ledelses- og medarbejderniveauer, samt i mødet med borger og omverden.
Læs det fulde organisations- og ledelseskodeks her:
Vores Norddjurs - Organisations- og ledelseskodeks
Afdeling: Violskrænten og Grønnegården
Ansøgningsfrist: 17 August 2025
Placering: Violskrænten 13, 8500, Grenaa
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!