Faglig koordinator for Hestehavevej, B.S Ingemannsvej og Provstebakken
Aarhus Kommune
Er du klar til nye udfordringer og har du lyst til at blive en del af vores velfungerende tilbud, så skal du søge stillingen som faglig koordinator hos os.
Om jobbet:
Vi søger i Center for Botilbud (Driftsområdet for Job, Udsatte og Socialpsykiatri i Aarhus Kommune) en faglig koordinator, der har lyst og kompetencer til at blive faglig koordinator for 3 socialpsykiatriske botilbud, Hestehavevej, B.S Ingemannsvej og Provstebakken.
Bofællesskabet Hestehavevej, som er beliggende i Højbjerg, er et længerevarende rehabiliteringstilbud for voksne med psykiske lidelser og kognitiv funktionsnedsættelse. Hestehavevej har, udover et fælles miljø, 12 beboerlejligheder. Beboerne har egen lejekontrakt med boligforeningen og indsatsen gives efter Servicelovens § 85.
Bofællesskabet B.S Ingemannsvej, som er beliggende i Åbyhøj, er et længerevarende rehabiliteringstilbud til voksne med psykiske lidelser. Der er 16 lejligheder til beboerne samt 2 fælles lejligheder til fælles samvær. Beboerne har egen lejekontrakt med boligforeningen og indsatsen gives efter Servicelovens § 85.
Provstebakken, som er beliggende i Aarhus V, er både et socialpsykiatrisk rehabiliteringstilbud i henhold til Servicelovens § 107 og § 108 samt et længerevarende rehabiliteringstilbud i henhold til Servicelovens § 85. Målgruppen er beboere med psykiske lidelser inden for et bredt spektrum, evt. i kombination med somatiske problemstillinger af lettere, moderat karakter.
Der er 10 beboere, som bor på § 107 og § 108, og 10 beboere på § 85 med egen lejekontrakt med boligforeningen.
Alle 3 tilbud er længerevarende rehabiliteringstilbud for voksne med psykosociale udfordringer, som har behov for støtte til at kunne klare dagligdagens udfordringer. Udover individuel støtte tilbyder alle 3 tilbud en fællesskabsramme, hvor livskompetencer kan bruges, læres og udvikles.
Der er på tværs af de 3 tilbud i alt 48 pladser og 20 fastansatte medarbejdere, der har forskellige faglige baggrunde. Derudover har vi studerende samt faste vikarer.
På alle 3 tilbud tager vi udgangspunkt i det enkelte menneske og med et særligt fokus på hverdagslivet og træning af sociale færdigheder i et aktivt miljø, hvor måltider og hjemlige aktiviteter foregår i et åbent og inkluderende miljø for beboere og medarbejdere.
Vi arbejder ud fra en Recovery og Empowerment orienteret tilgang og støtter og vejleder beboere i at blive aktører i eget liv. Ligeledes har vi fokus på netværksskabende relationer imellem beboerne og lokalområdet.
Vi søger en faglig koordinator, der kan bidrage til den fælles faglige udvikling via løbende dialog med medarbejdere, beboere, leder og samarbejdspartnere. Både i de enkelte tilbud, men også på tværs af tilbuddene med henblik på at bruge og styrke hinandens erfaringer og kompetencer på tværs.
Du vil have til opgave at understøtte implementering af, styrkelse af samt udvikling af faglige metoder og tilgange, ligesom du skal være med til at understøtte kvalitetssikringen og dokumentation af den faglige indsats. Du skal derfor finde det spændende og tilpas udfordrende at være med til at tænke og implementere metoder, tilgange og arbejde understøttende i kerneopgaven på tværs af bofællesskaberne.
Vi har et ønske om, at du kan varetage:
- Understøttelse af den sundhedsfaglige og socialfaglige dokumentation, hvilket skal ske i et tæt samarbejde med de forskellige teams og nøglepersoner.
- At være tovholder på projekter mm., have fokus på implementering, opfølgning og evaluering.
- Understøttelse af leder, kolleger og beboere ved f.eks. tilsynsbesøg.
- Være understøttende for samarbejdet med myndighedscentre, regionen og andre samarbejdspartnere.
- Facilitere og udvikle faglige metoder og tilgange, der understøtter kerneopgaverne.
- Være understøttende for realisering af strategier, udviklingsplaner m.v., herunder også være medansvarlig for, at driftsområdets faglige og værdimæssige tilgange indtænkes i indsatserne.
- At trække relevante data og rapporter, samt bidrage til analyse af disse.
- At have et konstruktivt samarbejde med leder, den administrative koordinator, medarbejdere på alle 3 tilbud samt andre relevante samarbejdspartnere, f.eks. andre faglige koordinatorer i centret.
- Være tovholder på retningslinjer, instrukser, procedurer mm. i samarbejde med den administrative koordiner.
Udover at indgå i den koordinerende understøttelse af Hestehavevej, B.S Ingemannsvej og Provstebakken, vil du også skulle deltage i tværgående udviklingsspor på centerniveau. Du vil indgå i et netværk af faglige koordinatorer i det samlede Center for Botilbud.
Du vil som faglig koordinator referere til lederen af Hestehavevej, B.S. Ingemannsvej og Provstebakken.
Stillingen omfatter ikke medarbejderledelse.
Din profil:
Du kan enten have en sundheds- eller socialfaglig baggrund, og du skal have stærke samarbejdskompetencer. Det er en forudsætning, at du har erfaring med arbejdet med udsatte borgere, og gerne erfaring med koordinerende og understøttende opgaver.
Derudover forventer vi, at du:
- kan bevare overblikket i en kompleks hverdag og prioritere egen tid og opgaver,
- er fleksibel,
- er reflekterende og nysgerrig på andres perspektiver,
- er nærværende, engageret og arbejder inkluderende på alle planer,
- deltager i hverdagen som sparringspartner og kan tage opgaver samt støtte op omkring det praksisnære,
- kan deltage i udvikling på tværs af hele Center for Botilbud.
Derfor skal du vælge os:
Du kan forvente at blive en del af et stærkt fagligt fællesskab på en velfungerende arbejdsplads, som har en recovery orienteret tilgang og kultur, der stræber efter at sætte et fagligt fokus på:
- Samarbejde og beboerinddragelse.
- Potentiale for udvikling.
- Dialogisk praksis og refleksion (også selvrefleksion).
- Relationsarbejde og inklusion.
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Ugentligt timetal: Fuldtid
Arbejdstiden vil fortrinsvist være dagarbejde med arbejdsweekend hver 6. weekend, og du skal være indstillet på at kunne være med til at dække ind ved ferie og sygdom.
Hoveddelen af arbejdstiden vil fysisk være på Provstebakken, men du vil også have din gang på Hestehavevej og på B.S. Ingemannsvej.
Stillingen er til enhver tid betinget af en tilfredsstillende offentlig straffeattest.
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til afdelingsleder Mette Krøyer på telefon 23 67 33 78.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Relevante eksamensbeviser og udtalelser skal medsendes i kopi.
Ansøgningsfrist: 17-08-2025
Samtaler afholdes mandag den 25. august 2025.
Om os
Center for Botilbud består af i alt 20 socialpsykiatriske botilbud under servicelovens § 85, § 107 og § 108. De ansatte i Center for Botilbud har forskellige faglige baggrunde og er også uddannelsessted for flere uddannelsesretninger. Der er derfor også en forventning om, at alle ansatte i Center for Botilbud udover at bidrage til kerneopgaven også bidrager til at sikre et godt læringsmiljø for de studerende.
I Job, Udsatte og Socialpsykiatri bygger vores faglige og værdimæssige tilgang på 4 hjørnesten, som skal medvirke til at vi understøtter den overordnede strategi om den aktive borger. De 4 hjørnesten er:
- Recovery og mestring af eget liv.
- Job som en virkningsfuld og social indsats.
- Forebyggelse og rettidighed.
- Samarbejde og koblingskompetencer.
Om Sociale Forhold og Beskæftigelse
I Sociale Forhold og Beskæftigelse (MSB) er vi flere end 5.000 medarbejdere, som hvert år samarbejder med 80.000 børn, unge og voksne. Uanset om vi støtter med sociale- eller beskæftigelsesrettede indsatser, følger vi sammen den vision og mission, som vi kalder Fælles Formål. Vi fremmer Aarhusianernes handlekraft, så de kan skabe den tilværelse de ønsker - på trods af livets udfordringer. Det er vores eksistensberettigelse. Der er derfor, vi kan gå på arbejde hver dag med rank ryg og faglig stolthed.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
17-08-2025
Afdeling: CB Provstebakken
Ansøgningsfrist: 17 August 2025
Placering: Provstebakken 4, 8210, Aarhus V, Danmark
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Aarhus Kommune
Aarhus Kommune eller Århus Kommune er en kommune i Østjylland, som omfatter Aarhus by og en række større og mindre omkringliggende satellitbyer. Aarhus Kommune er indbyggermæssigt landets næststørste med 349.983 indbyggere.