Bliv vores nye social -og sundhedsassistent i aftenvagt på Plejecenter Digterparken
Norddjurs Kommune
Er du klar til at arbejde et sted, hvor faglighed, fællesskab og trivsel ikke bare er ord – men en del af hverdagen? Så er det nu, du skal gribe chancen!
I Digterparken tror vi på, at alle mennesker er unikke. Derfor arbejder vi hver dag for at skabe trygge rammer, hvor vores beboere kan leve det liv, de drømmer om – med afsæt i deres livshistorie, ønsker og håb for fremtiden. Vi inddrager både familie og netværk, så vi sammen kan skabe de bedste oplevelser og den bedste pleje.
Du bliver en del af et fagligt stærkt, engageret og hjertevarmt team, der altid er klar til at dele viden, støtte hinanden og tænke nyt. Her er der plads til udvikling – både for dig som fagperson og som menneske.
Kan du bidrage med faglighed og omsorg, kvalitet og samarbejde – og vil arbejde et sted, hvor din indsats gør en reel forskel – så glæder vi os til at møde dig!
Om jobbet
Som social- og sundhedsassistent i aftenvagt vil du blive tilknyttet et team, som brænder for i fællesskab at løse arbejdsopgaverne.
Sammen med dine kolleger vil du løse en lang række forskellige opgaver, så som:
- Helhedspleje med en rehabiliterende tilgang
- Tæt dialog med pårørende
- Skabe trygge ramme om hverdagslivet for og med beboere og pårørende
- Dokumentation
- Forebyggende indsatser
- Medvirke til en kontinuerlig udvikling i organisationen
- Daglig sparring med kollegaer
Dine vagter vil som udgangspunkt ligge om aftenen og der arbejdes hver 2. weekend.
Om dig
Vi forestiller os, at du:
- Er fagligt dygtig og interesseret i læring – både i egen og andres
- Vil bidrage aktivt i vores arbejdsfællesskab
- Er en god teamplayer, men kan også arbejde selvstændigt
- Vil være med til at bevare en positiv og glad arbejdsplads
Og så er det vigtigt, at du:
- kan trives med en organisation i konstant udvikling og opgaver, der konstant forandres
- er god til at planlægge og strukturere dit arbejde
Om os
Vi er mere end en arbejdsplads. Du betyder noget særligt for dine kolleger, for beboerne, for pårørende og for vores Venneforening. Vi synes, det er vigtigt med en arbejdsplads, hvor der er plads til sjov, til forskellighed, til fredagssang og indflydelse på din vagtplan. Det giver overskud til, at du kan være noget for andre. Vi prioriterer trivsel højt og har i 2024 afsluttet et 2-årigt forløb, for alle ansatte i Digterparken, med fokus på samarbejde, kommunikation og udvikling, så vi kan bevare vores høje engagement og faglighed i vores arbejde.
Plejecenter Digterparken består af 70 plejeboliger, 15 korttidspladser og egne køkkener. Vi ligger i dejlige skovomgivelser.
Vi prioriterer tværfagligt samarbejde med alle faggrupper. Vi er sosu-assistenter, sosu-hjælpere, sygehjælpere, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, rengøringsassistenter, ernæringsassistenter, pedeller og planlægger. Derudover har vi sosu-elever samt sygepleje- og ergoterapeutstuderende.
Lyder det som noget for dig?
Selv om vi har gjort os umage med dette jobopslag, kan det være svært at beskrive vores sted med ord. Atmosfæren skal mærkes. Kontakt os for en snak om vores sted. Ring til afdelingsleder Henriette Bjørn tlf. 20 29 76 28 mellem 8-15.
Du kan også læse om os på hjemmesiden Plejecenter Digterparken
Vi glæder os til at møde dig.
Ansøgningsfrist er den 27. august 2025
Samtaler afholdes den 29. august 2025
Vores Norddjurs
I Norddjurs kommune arbejder vi ud fra værdierne tillid, ordentlighed, udvikling og fællesskab, som er beskrevet i vores organisations- og ledelseskodeks Vores Norddjurs.
De fire værdier er grundlaget for organisationens virke og er med i alt, vi gør. Kodekset sætter en fælles retning og er dét, der binder os sammen. Værdierne lever i den daglige praksis og i den måde vi arbejder og samarbejder på. Værdierne udspiller sig på alle ledelses- og medarbejderniveauer, samt i mødet med borger og omverden.
Læs det fulde organisations- og ledelseskodeks her:
Vores Norddjurs - Organisations- og ledelseskodeks
Afdeling: Digterparken
Ansøgningsfrist: 27 August 2025
Placering: Tove Ditlevsens Vej 2, 8500, Grenaa
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!