Social- og sundhedsfagligt personale til Kildebjerget
Hedensted Kommune
Kildebjerget udvider - nu har du chancen! Vi søger social- og sundhedsfagligt personale på 37 timer eller mindre ugentligt til Kildebjerget i Stouby. Vi søger én ny medarbejder til § 107 og 5-6 nye medarbejdere til § 108.
Om jobbet og opgaverne
Målgruppen på Kildebjerget er mennesker med varigt fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne og/eller udviklingsforstyrrelser, som ligeledes kan være ledsaget af f.eks. angst og OCD. Funktionsniveauet er svingende fra let til moderat nedsættelse både kognitivt, socialt og fysisk.
Kildebjerget Bo – og Beskæftigelsescenter består af et § 107 midlertidigt botilbud, § 84 aflastning samt § 103 beskyttet beskæftigelse, og nu forsætter vi udvidelsen af vores nystartede § 108.
Opgaven på Kildebjergets midlertidige botilbud § 107 er, at udvikle og afdække borgernes kompetencer og færdigheder, så de kan klare sig bedre og mere selv. Målgruppen er borgere fra 18 år og opefter, som tilbydes afklarende forløb, med henblik på videre bo og beskæftigelse. Borgernes problemstillinger vil ligge indenfor udviklingshæmning, Downs syndrom, sent udviklede, lav IQ, ADHD, autisme, lettere psykiske lidelser og personlighedsforstyrrelser.
Vi søger derfor medarbejdere, som vil være med til at sikre den fortsætte udvikling af vores eksisterende § 107 og den nye afdeling, § 108.
Der bor en enkelt borger med en autismespektrumforstyrrelser samt OCD, men planen er, at der på sigt flytter flere borgere ind, i løbet af 2026. Opgaven omkring nuværende borger, kræver en koordineret og struktureret tilgang, hvor metoder og tilgange er faste, og du skal kunne forpligte dig hertil samt være indstillet på at være loyal mod den faglige vejledning og aftaler der laves. Herudover er RO et nøgleord.
Vi søger helt bevidst flere forskellige faggrupper da vi er af den overbevisning, at tværfaglig viden og samarbejde, bidrager til at støtte borgerne endnu bedre og bredere. Som en del af et nyt team, vil supervision målrettet borger og teamsamarbejde være i højsædet.
Vi søger medarbejdere til:
§108
- To faste nattevagter, vågen – der arbejdes 22.00 – 7.00/8.00
- Seks medarbejdere til dag- og aftenvagter - der arbejdes i tidsrummet 06.30 – 23.00
- Døgnvagter 13.00 – 13.00 – sovende rådighedsvagt
§107
- En medarbejder til dag- og aftenvagter – der arbejdes i tidsrummet 06.30 – 23.00
Vores forventninger til dig
Vi forventer at du:
- Har en social- eller sundhedsfaglig uddannelse som pædagog eller social- og sundhedsassistent, og har lyst til at arbejde med borgere med funktionsnedsættelser, som har helt særlige behov. Har du tidligere arbejdet med denne målgruppe, er det en fordel.
- Synes at muligheden for at udvikle en ny afdeling lyder tiltalende.
- Sammen med dine kollegaer er med til at skabe en kultur for det faglige fundament, udvikling og afdækning af borgernes ressourcer, samt arbejder for det gode psykiske arbejdsmiljø, for dig og dine kollegaer.
- Både har teoretisk og praktisk erfaring med special- og socialpædagogiske metoder og gerne efteruddannelse indenfor neuropædagogik, autisme, LA2 og/eller psykiske lidelser i forhold til målgruppe.
- Har en anerkendende tilgang til borgerne, pårørende, samt evnen til etisk og faglig refleksion.
- Har en forståelse for at dokumentation er et vigtigt redskab i udførelsen af vores arbejde, og du føler dig tryg i brugen af dette.
- Kan indgå i tværfagligt samarbejde og se fordelene ved forskellighed.
- Er tydelig og kan bevare roen i en konfliktsituation, ved udadreagerende adfærd eller andre tilspidsede situationer.
- Kommunikerer tydeligt, og kan give og tage imod feedback fra kollegaer, ledelse, borgere og andre, herunder også at du er åben overfor at modtage supervision.
- Kan arbejde i en tæt struktur med autosætninger og tom tid.
- Finder det givtigt at arbejdet med få borgere.
- Er engageret, lægger vægt på samarbejde, er loyal overfor fælles beslutninger, og har en professionel indstilling til arbejdet.
Derfor skal du vælge os
Vi kan tilbyde:
- Fantastiske fysiske rammer, der lægger op til gode oplevelser med borgergruppen både inde og ude.
- En arbejdsplads med højt til loftet og stor handlefrihed.
- En personalegruppe, hvor der er plads til både sparring og grin.
- Et tværfagligt arbejdsmiljø med forskellige faggrupper som pædagoger, socialrådgivere, social- og sundhedsassistenter.
- Vi arbejder med en neuropædagogisk tilgang samt en forståelse for, hvad autismen konkret betyder for borgeren.
- Der tilbydes introduktion og oplæring i forhold til den konkrete opgave, hvortil der er tilknyttet konsulenter med specialviden til fast faglig sparring og supervision.
- Høj faglighed og seriøs interesse for dit psykiske og fysiske arbejdsmiljø, herunder gratis tilbud om coaching, fysioterapi, kiropraktik m.v. via Hedensted Kommunes sundhedsordning.
- Skiftende arbejdstider. Arbejde hver 2. eller 3 weekend alt efter, hvad passer dig bedst.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst, med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.
Har du spørgsmål
Ved spørgsmål til stillingerne er du velkommen til at kontakte leder af Kildebjerget Klavs Thomsen Hansen på telefon 29 16 25 47 eller e-mail eller faglig koordinator Tanja Carstens på tlf. 20 27 85 91 eller mail .
Ansøgning
Ansøgningsfrist er søndag 11. januar 2026.
Der afholdes ansættelsessamtale den 19. og 20. januar 2026.
Forventet tiltrædelse pr. 1. marts 2026 og gerne før.
Vi indhenter straffeattest.
Om os
I Voksenhandicap er vi ambitiøse på borgernes vegne og arbejder ud fra tanken om, at alle borgere kan udvikle sig. Det enkelte menneske skal have rådgivning, støtte og omsorg, der gør, at han eller hun løbende udvikler sig til at kunne klare sig bedre og mere selv.
Voksenhandicap er en del af Social Omsorg. Her arbejder vi med fem sigtepunkter for kulturudvikling:
- Borgernes funktionsniveau gør, at de har brug for os. Vi er der altid med fuld respekt for borgeren.
- Alle mennesker har ønske om at klare sig selv mest muligt. Vi arbejder derfor på brug og udvikling af borgernes potentiale.
- Alle mennesker vil opleve sig set, hørt og forstået. Vi ved, at et godt møde med borgeren indeholder meget mere end levering af en ydelse.
- Alle medarbejdere og ledere vil den bedste udvikling. Vi ved, at nærværende og faglig ledelse tæt på praksis er udviklende.
- Vores organisering og samarbejde er ikke borgernes udfordring. Vi skal give borgeren koordinerede og sammenhængende forløb.
- Sammen bevæger vi mennesker.
Afdeling: Bo- og Beskæftigelsescenter Kildebjerget
Ansøgningsfrist: 11 January 2026
Placering: Sanatorievej, 1, 7140, Stouby, Denmark
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
