Kvindelig hjælper søges til godt team – Kastrup
Handicapformidlingen
OMRÅDE: 2770 Kastrup
LIDT OM MIG:
Jeg er kvinde på 52 år. Jeg er ung af sind, har muskelsvind og er kørestolsbruger. Som person er jeg livsnyder, er social, har humor og er ordens- og planlægningsmenneske. Jeg er moderat introvert, hvilket betyder, at jeg lader op ved ro, når jeg er hjemme.
Jeg er i arbejde og engageret i foreningsliv samt handicappolitiske aktiviteter. Derudover prioriterer jeg træning, sund og varieret kost og følger med i samfundet og verden omkring mig.
I min fritid holder jeg af at være sammen med venner, tage i biografen, til koncerter og at rejse – både i Danmark og i udlandet.
AT ARBEJDE SOM MIN HJÆLPER:
Som hjælper er du i praksis mine arme og ben. Jeg er 100% afhængig af din hjælp. Derfor er åbenhed, gensidig respekt, ærlighed, fleksibilitet og et godt samarbejde helt afgørende.
Jobbet består ikke kun i at møde ind på sine vagter. Det indebærer også personale-/vagtmøder, håndtering af vagtbytter, dækning ved sygdom mv., og at kunne forholde sig til ændringer i hverdagen.
Derfor er det vigtigt, at du er ansvarlig, dedikeret, nem at omgås og har god situationsfornemmelse.
Jeg lægger vægt på, at:
- Du er god til at lytte
- Du kan tage imod konstruktiv feedback uden at blive fornærmet
- Du spørger ind, eller siger til, hvis du er i tvivl eller noget er uklart
- Du respekterer, at du arbejder i mit hjem, og respektere mine rutiner og vaner, samt at nogle ting skal gøres på bestemte måder
Det er altid bedre at være ærlig og spørge én gang for meget end at gå og gruble over noget.
JOBBESKRIVELSE:
Jeg søger en hjælper på fuld tid til mit team.
Der er tale om længerevarende vagter, og vi har et fast vagtskema, der ruller hver 4. uge, så du kender dine vagter langt ude i fremtiden. Vagterne er både hverdage, weekender, juleaften, nytårsaften og helligdage. Der er separat rulleplan for juleaften, nytårsaften og 1. januar.
Du vil indgå i mit, i forvejen stabile stab af hjælpere, som jeg har et godt forhold til. Mine hjælpere afløser hinanden ved sygdom og ferie. Der vil derfor komme ekstra arbejdsdage i forhold til det planlagte.
Arbejdet består af:
- Personlig pleje, hjælp til fysisk træning
- Huslige opgaver (rengøring, tøjvask)
- Indkøb og madlavning
- Køre min bil, som er en kassevogn
- Ledsagelse til arbejde, træning, familie-/vennebesøg, fester, koncerter, byture etc.
- Ledsagelse på weekend- og ferieophold (alt fra 2 dage til 14 dages varighed)
- Generelt stå til rådighed, hvis jeg har brug for hjælp – I er mine arme og ben
Dine kompetencer:
- Erfaring med at køre bil, gerne kassevogn
- Du er praktisk anlagt og hvis du har en god ordenssans, vil dette absolut være en fordel. Jeg foretrækker, at mit hjem er et behageligt og rent sted at være
- Du er robust og stabil, fysisk såvel som psykisk og kan overskue, hvis noget ikke går helt efter planen
- Du har evnen til at indgå naturligt i min hverdag og kan træde i baggrunden og være ”fluen på væggen”
Hvad får du?
- Hjælperværelse
- Standby tid, hvor du kan beskæftige dig med det du vil
- Mulighed for rejser og oplevelser
- En arbejdsplads, hvor vi har respekt for hinanden og hjælper hinanden så godt vi kan
Du bliver som handicaphjælper en del af et godt, fleksibelt og nødvendigt team af handicaphjælpere, der i fællesskab dækker alle vagter året rundt. Jobbet foregår i borgerens eget hjem, til fritidsaktiviteter, sociale arrangementer og de udflugter borgeren skulle have lyst til at deltage i.
KVALIFIKATIONER:
- Kørekort B
- Kvinde
- Fleksibel
- Ikke ryger
- Selvstændig
- Have respekt og forståelse for at arbejde i et privat hjem
- Gerne sundhedsfaglig eller plejemæssig erfaring
- Høj hygiejnestandard
PRAKTISKE INFORMATIONER:
- Startdato: 01.03.2026
- Fuld tid
- Sidste frist for ansøgning: 28.02.2026
- Afholdelse af samtaler: Løbende
- Vi forbeholder os retten til at fjerne jobopslag før sidste frist, såfremt den rette kandidat er fundet
- Hvis ikke du har hørt noget inden sidste frist, må du gå ud fra at stillingen er besat til anden side
- Der vil blive indhentet børne- og straffeattest ved ansættelsen
LØN:
Hos den pågældende borger aflønnes du efter stedtillæg 4 i henhold til følgende takstblad – LINK
KONTAKT:
Har du lyst til at søge den ledige stilling, skal du sende en skriftlig ansøgning direkte til borgeren på mail: – gerne med et billede af dig selv.
Spørgsmål vedrørende stillingen skal rettes til konsulent Regin Christensen på mail: eller på telefon: 71 997 370 på hverdage mellem kl. 09:00 og 15:00.
Ved eventuel henvendelse, oplys da medlemsnummer: 200131
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge – uanset køn, seksuel orientering, etnisk baggrund, religion, handicap eller alder. Vi tror på, at vores forskellighed beriger vores organisation og hjælper med at nå vores mål i fællesskab.
HANDICAPFORMIDLINGEN:
Handicapformidlingen administrerer hjælperordninger for mennesker med handicap i Danmark. Handicapformidlingen er Danmarks bedste BPA-leverandør – og specialist på området.
Læs mere på vores hjemmeside: www.handicapformidlingen.dk
Er du interesseret i at blive ansat i Handicapformidlingen, kan du finde vores ledige jobs her.
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Handicapformidlingen
Vi har en vision om at skabe tryghed og trivsel i borgernes hverdag og i hjælpernes arbejdsmiljø, så der bliver tid og overskud til det, der er vigtigt for den enkelte.
