Vågen nattevagt til aflastningstilbuddet Skovsneglen
Københavns Kommune
Søg jobbet
Område: Pædagogik
Pleje og sundhed
Ansøgningsfrist: 05.07.2026
Arbejdstid: Fuldtid
Jobtype: Fastansættelse
Vil du være med til at gøre en forskel for børn og unge med handicap og deres familier? Er du uddannet pædagog, sosu-assistent eller medhjælper med erfaring fra specialområdet? Så er du måske den nattevagt, vi søger.
Om Skovsneglen
Skovsneglen varetager aflastning for børn og unge i alderen 3-18 år med multiple og ofte komplekse funktionsnedsættelser. Børnene har forskellige former for fysiske og kognitive handicaps, og deres behov og funktionsniveau varierer.
Nogle af børnene er kørestolsbrugere, mens andre er mobile. Flere har intet eller meget begrænset verbalt sprog og kommunikerer i stedet ved hjælp af alternativ kommunikation som tegn til tale, lyde, billeder eller kropssprog.
En stor del af børnene har behov for støtte til måltider – nogle skal hjælpes med at spise, mens andre ernæres via sonde. De fleste børn får medicin, og flere har epilepsi, hvor det kan være nødvendigt at reagere hurtigt og ansvarligt i tilfælde af anfald.
Nogle børn har mange opvågninger i løbet af natten og har brug for omsorg, ro og nærværende voksne omkring sig. Som nattevagt er det vigtigt, at du kan skabe tryghed, støtte børnene i deres behov og samtidig varetage de praktiske opgaver med overblik og ro.
Om jobbet
Som nattevagt er du på arbejde sammen med en kollega, og nogle dage to kollegaer. Jeres vigtigste opgave er at skabe tryghed og ro, så børnene får en god nat.
I starter jeres nattevagt med et kort overlap sammen med aftenpersonalet, hvor I får en status på børnenes dag og trivsel. Når I afslutter vagten om morgenen, skal I ligeledes give en status videre til kollegaer, ligesom nattens forløb skal dokumenteres.
I fællesskab hjælper I de børn, der vågner og har brug for støtte, og I løser praktiske opgaver som vasketøj, oprydning, smøre madpakker samt dokumenterer i vores fagsystem Domus.
Når morgenen nærmer sig, hjælper I børnene med at komme op, få morgenmad, følge deres morgenstruktur og blive klar til skole.
Hvem er du?
Du er rolig, ansvarsbevidst og nærværende. Du trives med natarbejde og har blik for både børnenes og dine kollegers behov. Du kan arbejde selvstændigt, men du er også god til at samarbejde.
Du trives i et arbejdsmiljø, hvor vi løfter i fællesskab, og hvor fleksibilitet og ansvarlighed går hånd i hånd, og hvor vi går meget op i et godt arbejdsmiljø for alle.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor faglighed, omsorg og fællesskab går hånd i hånd. Vi lægger vægt på, at både børn og voksne trives, og du vil opleve kolleger, der hjælper hinanden og tager ansvar sammen.
Vi sørger for, at du bliver godt introduceret og får den støtte, du har brug for.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Vi ønsker stillingen besat 1. september 2026.
Vores fuldtidsansatte nattevagter arbejder fem nætter i ulige uger og to nætter i lige uger.
Din arbejdstid vil ligge i tidsrummet mellem kl. 22.00 og 08.15, og du vil arbejde mandage og tirsdage samt ulige weekender.
I henhold til gældende aftaler i Københavns Kommune kan ansættelsen først træde i kraft, når kommunen har modtaget børne- og straffeattest.
Lyder det som noget for dig?
Hvis du vil vide mere, eller har spørgsmål er du velkommen til at ringe og få en snak med afdelingsleder Anne Sandager på 30 66 71 13 mellem kl. 8.30-16.00 på hverdage.
Sammen med din ansøgning vil vi bede dig vedhæfte CV samt uddannelsesbeviser.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest søndag den 5. juli 2026
Vi holder samtaler løbende.
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Københavns Kommune
Københavns Kommune er Danmarks største arbejdsplads med ca. 45.000 medarbejdere. Vi udvikler hovedstaden og servicerer over 500.000 københavnere. Vores mål er at fastholde og udvikle København som en af verdens bedste byer at bo i – og skabe øget vækst gennem viden, innovation og beskæftigelse.
