Sundhedsfaglig medarbejder til Vestlængen på Boligerne Brøndbyøstervej
Brøndby Kommune
Vil du arbejde i et specialiseret botilbud, hvor sundhedsfaglighed, pædagogik og stærkt samarbejde går hånd i hånd?
Vestlængen på Boligerne Brøndbyøstervej søger en sundhedsfaglig medarbejder, der har lyst til at bringe sin faglighed i spil i et tværfagligt miljø tæt på beboernes hverdagsliv.
Vi er stolte af vores arbejde, vores beboere og den faglighed, vi udvikler sammen. Derfor søger vi en kollega, der har patientsikkerheden i fokus, arbejder struktureret med medicin og dokumentation og samtidig har lyst til at indgå aktivt i det daglige pædagogiske arbejde.
Velkommen til Vestlængen
Vestlængen er én af tre længer på Boligerne Brøndbyøstervej – et specialiseret §108-botilbud beliggende i rolige og grønne omgivelser tæt ved Brøndbyskoven. Området giver gode muligheder for gåture, aktiviteter og et hverdagsliv tæt på naturen.
I Vestlængen bor 8 voksne beboere med fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser. Beboerne er i alderen 40 til 67 år, og deres støttebehov spænder bredt. Nogle har primært behov for verbal guidning, mens andre har behov for omfattende støtte til personlig pleje, struktur og daglige rutiner.
Ikke alle beboere har verbalt sprog, og derfor arbejder vi nysgerrigt med kommunikation, kropssprog, signaler og individuelle udtryksformer. Flere beboere anvender strukturskemaer, og vi arbejder blandt andet med autismepædagogiske tilgange, LA2 og Low Arousal. Der bor også en beboer med demens, hvilket kræver ro, tålmodighed og en individuelt tilpasset tilgang.
Din rolle som sundhedsfaglig medarbejder
Som sundhedsfaglig medarbejder får du en vigtig rolle i arbejdet med beboernes sundhed, trivsel og livskvalitet.
Du skal blandt andet arbejde med medicinhåndtering, FMK, sundhedsfaglige observationer, journalisering i Nexus og samarbejde med huslæger, sundhedsfaglig koordinator og øvrige samarbejdspartnere.
Du bliver også en vigtig sparringspartner for dine pædagogiske kollegaer og skal kunne bidrage med sundhedsfaglig viden i hverdagen – fx i forhold til medicin, dokumentation, sygdomsforebyggelse, sundhedsfremme og beboernes generelle trivsel.
Samtidig er det vigtigt, at du har lyst til at indgå i de pædagogiske opgaver i den daglige drift. Hos os hænger sundhedsfaglighed, omsorg, struktur og pædagogik tæt sammen.
Dokumentation og faglig udvikling
Når man arbejder i et døgntilbud, ser man ikke alle sine kolleger hver dag. Derfor er tydelig dokumentation en vigtig del af vores fælles faglighed.
Observationer, sundhedsfaglige vurderinger, medicinrelaterede oplysninger, indsatser og døgnrytmeplaner skal være tydelige i journalsystemet, så vi kan give hinanden de bedste forudsætninger for at støtte beboerne.
Efter sommerferien opstarter vi et tale-til-tekst-projekt, hvor vi skal arbejde med, hvordan velfærdsteknologi kan styrke vores dokumentation i hverdagen.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har en relevant sundhedsfaglig uddannelse – fx som social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske.
Vi søger dig, der:
- Har patientsikkerhed og faglig kvalitet i fokus
- Er stærk i medicinhåndtering, FMK og dokumentation
- Kan arbejde struktureret og bevare overblikket i en hverdag med mange bolde i luften
- Har lyst til at samarbejde tæt med både pædagogiske og sundhedsfaglige kollegaer
- Kan tænke kreativt i sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende aktiviteter
- Tør bringe din sundhedsfaglighed i spil og stille spørgsmål til praksis på en respektfuld måde
- Kan se mening i både plejeopgaver, relationer, pædagogisk støtte og dokumentation
- Møder både beboere og kolleger med ro, respekt, humor og samarbejdsvilje
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra botilbud, handicapområdet, demens, autisme, LA2 eller Low Arousal – men det vigtigste er, at du har lyst til at lære og udvikle dig sammen med os.
Et stærkt tværfagligt arbejdsfællesskab
I Vestlængen bliver du en del af et team med 9 kollegaer. Personalegruppen består primært af pædagoger, men også af en medhjælper, en social- og sundhedsassistent og en pædagogisk assistent. Det giver et tværfagligt miljø, hvor forskellige perspektiver bringes i spil omkring beboernes hverdag.
Du får et tæt samarbejde med teamleder, sundhedsfaglig koordinator, arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant og øvrige samarbejdspartnere.
Vi ønsker at være et stærkt fagligt hold, hvor vi arbejder med fælles retning, tydelige aftaler og høj kvalitet i indsatsen. Hos os må faglige drøftelser gerne fylde, fordi vi tror på, at beboernes hverdag bliver bedre, når vi tør være nysgerrige på hinandens perspektiver.
Vi investerer i din faglige udvikling
Vi lægger vægt på, at nye medarbejdere får en god start. Derfor er du de første 14 dage uden for normering, hvor du bliver onboardet af en erfaren kollega. Du får også en introduktionsdag med vores sundhedsfaglige koordinator.
Vi prioriterer kompetenceudvikling og tilbyder både interne og eksterne kurser. Derudover har vi supervision 3-4 gange årligt med en fast supervisor, hvor der både kan arbejdes med sagssupervision og teamsupervision.
Hver onsdag er mødedag, hvor alle beboere er i dagtilbud. Her bruger vi tiden til faglig udvikling og samarbejde – fx personalemøder, fællesmøder, supervision, undervisning eller andre faglige aktiviteter.
På sigt kan du få en rolle i oplæring og vejledning af elever eller studerende i samarbejde med kollegaerne i teamet og vores sundhedsfaglige koordinator.
Boligerne Brøndbyøstervej er en del af Botilbuddene Brøndby, som også rummer tre andre tilbud i kommunen. Du bliver derfor en del af en større organisation med mulighed for faglig sparring og samarbejde på tværs.
Arbejdstid
Stillingen er på 37 timer ugentligt.
Vagterne er primært aftenvagter, og der indgår som udgangspunkt to morgenvagter om ugen.
Der er arbejde hver anden weekend, og vagterne planlægges i et fast 4-ugers rul.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst og principperne for Ny Løn. Løn forhandles efter kvalifikationer.
Der indhentes straffeattest, og referencer indhentes efter aftale med kandidaten.
Tiltrædelse: 1. september
Ansøgningsfrist: 19. juli
Vi afholder samtaler løbende og forbeholder os retten til at ansætte før fristens udløb.
Har du lyst til at blive vores nye kollega?
Ønsker du at høre mere om stillingen kan du kontakte:
- Teamleder Andreas Bo Jensen, 21 84 98 30, eller
- Sundhedsfaglig koordinator Betina Ulvedal Schøberg, 51 30 60 47,
Vi lægger vægt på, at du målretter din ansøgning til stillingen og giver konkrete eksempler på dine sundhedsfaglige refleksioner samt din motivation for at arbejde hos os.
Vi glæder os til at høre fra dig.
19-07-2026
Søg stillingen via 'ansøg'-knappen. Her kan du uploade din ansøgning og CV samt evt. relevant dokumentation.
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.
I Brøndby Kommune er der en generel politik om, at nyansatte skal forevise straffeattest. Ved beskæftigelse og direkte kontakt med børn under 15 år, indhentes der også en børneattest.
Brøndby Kommune har røgfri arbejdstid.
Brøndby er en centralt beliggende hovedstadskommune med cirka 40.000 indbyggere. Byens puls er præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur. Vi er en kommune med kant og spændende kontraster med bolig- og erhvervsområder, skove, grønne områder og Strandparken med havet og indsøerne.
Afdeling: Vestlængen
Ansøgningsfrist: 19 July 2026
Placering: Brøndbyøstervej 156 B, 2605, Brøndby
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Brøndby Kommune
Brøndby Kommune dækker et tætbefolket og aktivt byområde, hvor organisationen arbejder fokuseret på velfærd, kulturmiljøer og lokal udvikling. Den administrative opbygning understøtter den daglige drift og myndighedsudøvelse på tværs af de store velfærdsområder som skole, dagtilbud, social- og sundhedssektoren samt det tekniske område.
