Socialpædagog med kontaktpersonrolle søges til botilbuddet Dolmer Have
Norddjurs Kommune
Er du uddannet socialpædagog og brænder du for at sætte din faglighed i spil et sted, hvor vi respekterer og arbejder tæt sammen med borgerne i praksis. Og kan du samtidig se værdien i et stærkt samarbejde, hvor social- og sundhedsfaglige indsatser spiller tæt sammen, for at understøtte borgernes udvikling. Så har vi jobbet til dig.
I Dolmer Have søger vi to engageret socialpædagog til vores døgndækkede botilbud, for borgere med komplekse psykiske lidelser. Vi er beliggende i rolige og naturskønne omgivelser i udkanten af Grenaa, og har gode fysiske rammer, der støtter op om opgaven. Tilbuddet omfatter i alt 22 pladser til voksne borgere med psykiske lidelser, hvoraf 4 er midlertidige botilbudspladser målrettet borgere med behov for en tidsafgrænset indsats. Afdelingen består også af Bofællesskabet Glesborg, som er beliggende i Glesborg By ca. 15 km. fra Grenaa. Bofællesskabet rummer 16 pladser til borgere, der ikke har behov for døgndækning, men som fortsat har behov for intensiv støtte i dagligdagen.
I Dolmer Have arbejder vi med udgangspunkt i et urokkeligt menneskesyn: Vi tror på borgerens værdighed og potentiale – på mennesket før diagnosen, og sammen arbejder vi målrettet med borgerinddragelse, tydelige mål og styrkelse af livsmestring, med udgangspunkt i en recoveryorienteret og rehabiliterende indsats.
Vi er i gang med en spændende udviklingsproces i det pædagogiske arbejde omkring borgerne. Herunder er vi i gang med at implementere KRAP og LA2 som del af vores fælles faglige fundament – og vi glæder os til at tage imod nye medarbejder, der kan se sig selv gå aktivt ind tilegnelsen af viden og færdigheder i metoderne, og som samtidig drives af muligheden for at bidrage konstruktivt i det udviklende arbejde.
Om stillingen
Du indgår i tæt samarbejde med øvrige pædagoger, social- og sundhedsassistenter samt ledelse i en hverdag, hvor relationer, struktur og faglig refleksion er afgørende. Hos os arbejder vi helhedsorienteret. Det betyder, at du som socialpædagog ikke alene har ansvar for den pædagogiske indsats, men også indgår aktivt i de sundhedsfaglige opgaver og den daglige pleje.
Socialpædagogiske opgaver:
- Opbygge og vedligeholde trygge, professionelle relationer
- Arbejde struktureret med miljøterapeutiske principper
- Skabe forudsigelighed, struktur og tydelige rammer i hverdagen
- Understøtte borgerens individuelle mål, håb og udviklingsretning
- Arbejde med motivation, mestring og mest muligt i eget liv
- Styrke sociale kompetencer og deltagelse i fællesskaber
- Støtte i ADL-opgaver (indkøb, madlavning, økonomi, rengøring)
- Træne selvstændighed og fastholde færdigheder
- Arbejde med døgnrytme, søvn og aktivitetsniveau
- Socialfaglig dokumetation
De socialpædagogiske opgaver spiller tæt sammen med rollen som kontaktperson med nedenstående opgaver:
- Udarbejde delmål med udgangspunkt i overordnede indsatsmål – sammen med borgerne
- Afholde rammesat kontaktpersonsamtale med dine borgere hver uge
- Udarbejdelse af måltrapper med øje for borgers nærmeste udviklings-zone og med henblik på, at støtte udvikling af borgerens funktionsevne og evne til livsmestring
- Tæt samarbejde med afdelingsleder, sygepleje- og pædagogfaglige koordinatorer
- Sikre videndeling
- Arbejde metodisk med udgangspunkt i vores fælles faglige grundlag og metoder i form af CHIME, KRAP, LA2 og miljøterapi
- Inddrage øvrige tilbud og civilsamfund på en måde der understøtter og udvikler
Kvalifikationer til stillingen
Du er uddannet Socialpædagog, gerne med erfaring fra psykiatri, socialpsykiatri eller komplekse borgerforløb. Men vigtigst er dit menneskesyn, din faglige integritet samt indstilling til det gode samarbejde og miljø på arbejdspladsen.Vi forestiller os, at du:
- Uden tvivl vil kontakten med borgerne, og har et roligt og respektfuldt blik på mennesker med psykisk sårbarhed
- Er mentalt robust, og kan regulere dig selv og bevare overblikket i komplekse situationer
- Kan balancere relationel tilgang med tydelige faglige rammer
- Har mod til at tage ansvar for kvalitet i opgaveløsningen og følge opgaver til dørs
- Kan IT på brugerniveau og har erfaring med dokumentation
- Efterspørger og giver sparring
- Kan reflektere over egen og kollegaers praksis med henblik på at skabe faglig udvikling
- Er naturligt nysgerrig på dit fag, og holder dig ajour om nyeste viden
Du behøver ikke kunne det hele fra dag ét – men du skal have lysten og ambitionen til at udvikle dig og bidrage aktivt ind i det organisatoriske fællesskab med udgangspunkt i OLFA.
Vi tilbyder:
- En fagligt ambitiøs arbejdsplads i udvikling med høj etik, og fokus på det gode samarbejde
- Et tæt samarbejde med ledelsen og stedets sygepleje- og pædagogfaglige koordinatorer om faglig retning
- Systematisk introduktion og understøtning bl.a. gennem vores pædagogfaglige koordinator
- Deltagelse i efteruddannelse
- Kollegaer der vil borgerne og samarbejdet
- En arbejdsplads hvor ordentlighed, refleksion og læring prioriteres
Vi er en organisation i positiv udvikling. Herunder udviklingen af en kultur og arbejdsplan, med sund balance mellem arbejdsliv og fritid. Dette betyder blandt andet muligheden for lange vagter efter ønske.
Stillingen er som udgangspunkt på fuld tid og fordelt i dag og aftenvagter samt weekendvagter hver 3. uge.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Afdelingsleder Ole Dahl Kjær på telefon 29 29 53 83, eller pædagogisk fagkoordinator Mette Kastrup Hermansen på telefon 29 66 08 75 mellem klokken 10 og 14 på hverdage.
Ansøgningsfrist: 01. september 2026.
Vi afholder samtaler til stillingen tirsdag den 8. september og glæder os til at høre fra dig.
Vores Norddjurs
I Norddjurs kommune arbejder vi ud fra værdierne tillid, ordentlighed, udvikling og fællesskab, som er beskrevet i vores organisations- og ledelseskodeks Vores Norddjurs.
De fire værdier er grundlaget for organisationens virke og er med i alt, vi gør. Kodekset sætter en fælles retning og er dét, der binder os sammen. Værdierne lever i den daglige praksis og i den måde vi arbejder og samarbejder på. Værdierne udspiller sig på alle ledelses- og medarbejderniveauer, samt i mødet med borger og omverden.
Læs det fulde organisations- og ledelseskodeks her
Ansøgningsfrist:
1. september 2026
Tiltrædelse:
Hurtigst muligt
Arbejdssted:
Dolmer og Glesborg
Ansættelsesforhold:
Fastansættelse
Arbejdstid:
Fuldtid
Kontakt:
Ole Dahl Kjær
Kontakt telefon:
29 29 53 83
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Norddjurs Kommune
Norddjurs Kommune ligger på Djursland mellem Kattegat og Randers Fjord og omfatter blandt andet Grenaa, Auning og Allingåbro. Som arbejdsplads arbejder kommunen med at skabe gode rammer for borgere, virksomheder og lokalsamfund gennem en bred vifte af velfærds-, service- og udviklingsopgaver i et område præget af natur, kystliv og stærke lokale fællesskaber.
