Leder til Sundhedsenheden Fuglebakken
Aarhus Kommune
Vil du være med til at sætte retning, skabe sammenhæng – og få mennesker til at lykkes?
Stillingsbeskrivelse
Sundhed og Omsorg er i bevægelse. Sundhedsreformen, Ældrereformen og en kommende Folkesundhedslov giver nye muligheder og stiller nye krav til, hvordan vi løser vores opgave sammen. Som leder af en sundhedsenhed får du en central rolle i at omsætte de nye rammer til god ledelse, stærk faglighed og sammenhængende borgerforløb.
Vi søger dig, der har lyst til at stå i spidsen for en sundhedsenhed, hvor nærvær, faglighed, fællesskab og udvikling går hånd i hånd.
En lederopgave med både mennesker og retning
Som den daglige leder af Sundhedsenheden Fuglebakken har du ansvaret for medarbejdere, drift, trivsel og arbejdsmiljø – og for at sætte en tydelig retning for enheden.
Du skal kunne være tæt på medarbejderne og samtidig løfte blikket. Du skal kunne gå ind i de komplekse borgerforløb, rådgive og sparre med medarbejderne og skabe rammer, der gør det muligt at lykkes med kerneopgaven.
Det kræver, at du kan stå roligt i det, der er svært. At du kan håndtere konflikter og svære samtaler med medarbejdere, borgere og pårørende. Og at du kan navigere i dilemmaer, hvor der ikke altid findes ét rigtigt svar.
Vi lægger vægt på, at du er tydelig uden at være firkantet, lyttende uden at blive utydelig og rummelig uden at miste retningen.
Du skal kunne se både borgeren, medarbejderen og organisationen
Som leder skal du kunne bevæge dig mellem borgerens behov, medarbejdernes faglighed og organisationens samlede opgave. Borgerforløbene er ofte komplekse og går på tværs af fagligheder og organisatoriske grænser. Her er din opgave at skabe rammer for gode og sammenhængende løsninger for borgeren.
Faglig sparring er en vigtig del af hverdagen. Medarbejderne bruger hinanden til råd, refleksion og sparring om komplekse problemstillinger og borgerforløb. Som leder skal du understøtte en kultur præget af engagement, videndeling, fælles ansvar og psykologisk tryghed.
Du skal forstå den sundhedsfaglige opgave og kunne få faglighed, drift, kvalitet, ressourcer, trivsel og arbejdsmiljø til at hænge sammen. Samtidig skal du have blik for udvikling og kunne omsætte nye krav og tilgange til praksis – både i Sundhed og Omsorg og i samarbejdet med andre forvaltninger, praktiserende læger, civilsamfund og lokale aktører.
Vi leder efter dig, der
- har erfaring med ledelse og gerne en lederuddannelse eller lyst til at tage en
- har en sundhedsfaglig baggrund og/eller solid erfaring fra det sundhedsfaglige område
- kan sætte tydelig retning og skabe følgeskab
- har blik for både mennesker, drift, faglighed og organisation
- kan navigere i kompleksitet og stå sikkert i dilemmaer og svære samtaler
- har gode relationelle kompetencer og en naturlig lyst til at samarbejde på tværs
- er udviklingsorienteret og åben over for nye perspektiver og arbejdsformer
- kan skabe energi, nærvær og arbejdsglæde – også når hverdagen er travl
- kan række ud efter sparring og selv bidrage aktivt til lederfællesskabet.
Måske har du ikke alle krydserne. Det vigtigste er, at du har mod på opgaven, blik for fællesskabet og lyst til at gøre en forskel for både borgere og medarbejdere.
Om Sundhedsenhed Fuglebakken
Sundhedsenheden Fuglebakken består af et velfungerende, tværfagligt team på ca. 30 medarbejdere, bestående af sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, SOSU-personale og ressourcekoordinatorer.
Enheden arbejder både dag, aften og weekend. Vi arbejder primært med korterevarende borgerforløb med afsæt i den tværfaglige og rehabiliterende tilgang. Vi dækker hele Distrikt Midt om aftenen, hvor aftenvagterne møder ind på Fuglebakken. Forløb med borgere er målrettet udredning, træning og rehabilitering med henblik på at understøtte borgerne i at blive selvhjulpne igen eller i at kunne klare sig med mindst mulig støtte fra Sundhed og Omsorg.
Vi arbejder konkret med:
- Sygepleje (SUL §138) – herunder også overdraget sygepleje
- Pleje og praktisk hjælp (SEL §83/83a) og Helhedspleje (ÆL §9, §10)
- Genoptræning efter SEL §86.1 og ÆL §9, §10
- Genoptræning efter SUL §140
- Forebyggelse og sundhedsfremme i tæt samarbejde med civilsamfundet
Du bliver en del af et stærkt lederfællesskab
Selvom du er ene leder på din matrikel, står du ikke alene. Du bliver en del af et tæt lederfællesskab i Sundhedsenheden og Distrikt Midt, hvor vi bruger hinanden til sparring, refleksion og udvikling.
Vi arbejder på tværs om fælles tilgange, driftsfællesskaber og løsninger, fordi vi tror på, at vi bliver stærkere sammen. Derfor skal du have lyst til at række ud, dele din viden og bede om hjælp, når det er nødvendigt.
Vi lægger vægt på nærhed, tillid, nysgerrighed og et godt grin – og på at passe på hinanden i en kompleks ledelsesopgave.
Lyder dette som en stilling for dig?
Så glæder vi os til at høre fra dig.
Du får mulighed for at blive en del af en organisation i udvikling, hvor der er høje ambitioner for borgerne, medarbejderne og vores fælles opgave – og hvor vi tror på, at god ledelse både kræver retning, mod og menneskelighed.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes tiltrådt 1. november 2026
Lønnen er minimum 560.756 kr. årligt, afhængig af din sundhedsfaglige baggrund.
For alle lønninger gælder at de er excl. pension.
Lønnen ydes i henhold til forhåndsaftale indgået mellem Sundhed og Omsorg, Dansk Sygeplejeråd-Lederforeningen, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter og FOA, samt efter konkret forhandling og aftale med den forhandlings- og aftaleberettigede faglige organisation.
- Øvrige løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til én af de 3 kommunale lederoverenskomster indenfor Ældreområdet – enten ”Overenskomst for ledere i kommunernes ældre-, sundheds- og handicapområde, kostproduktion mv.”, ”Overenskomst for ledende ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre” eller ”Overenskomst for ledere og mellemledere på ældre- og sundhedsområdet mv.” afhængig af ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt [stilling og navn] på [telefonnummer og/eller mailadresse]
Ansøgning:
Klik på ”søg job” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Vi forventer at afvikle jobsamtaler hhv. d. 17. september (1. samtalerunde) og d. 23. september (2. samtalerunde).
I forbindelse med ansættelse af ledere og chefer anvender vi personprofilering, hvis du går videre til anden samtale, og der vil derfor være profiltilbagemeldinger
I Sundhed og Omsorg har vi en generel politik om, at vi indhenter referencer og evt. straffeattest ifm. ansættelser.
Om os:
Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg (MSO) i Aarhus Kommune arbejder med omsorg for ældre og sundhed for alle borgere.
Vores strategi De fem ledetråde giver retning til vores arbejde og udfordrer vores adfærd og holdninger – med det simple formål, at vi hver dag bliver en smule bedre til at gøre vores arbejde til gavn for borgerne i Aarhus. Læs mere om vores strategi og forståelsesramme inden første samtale, se Lederjob (aarhus.dk)
Som ny leder bliver du mødt af et obligatorisk onboardingsprogram, og vi lægger vægt på, at alle vores ledere løbende kompetenceudvikler sig Derfor har vi både in house lederuddannelse, og der er mulighed for at tage lederuddannelsen ”Diplomuddannelse i ledelse” over en årrække.
Aarhus Kommune betragter mangfoldighed som en ressource og opfordrer derfor alle - uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold - til at ansøge stillingen.
Aarhus Kommune er en af Jyllands største arbejdspladser. 28.000 professionelle og passionerede kollegaer arbejder hver dag for, at vi er en god by for alle. Som ansat i Aarhus Kommune gør du visioner til virkelighed og skaber udvikling, fællesskab og trivsel. Her er der respekt for faglighed, plads til mangfoldighed og mulighed for udfoldelse.
Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
Afdeling: Leder Sundhedsenhed Fuglebakken
Ansøgningsfrist: 13 September 2026
Placering: Fuglebakkevej 10, 8210, Aarhus V, Denmark
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Danmarks næststørste kommune og centrum for et af landets stærkeste miljøer inden for uddannelse, forskning, kultur og erhvervsliv. Som arbejdsplads arbejder kommunen med at udvikle velfærd, service og bæredygtige løsninger for mere end 370.000 borgere og lægger vægt på faglighed, innovation og samarbejde på tværs af organisationen.
