Dorthe Mariehjemmet er en stor gul etageejendom beliggende i Rødovre med butikstorv i bunden. Det er en grå torsdag morgen, og jeg har aftalt med social- og sundhedsassistenten Yvonne, at jeg skal møde hende på tredje sal - jeg har nemlig fået lov til at følge hendes arbejdsdag i dag. Jeg bliver mødt af et stort og varmt smil, der byder mig velkommen i dagligstuen – det er Yvonne. Jeg er ikke i tvivl om, at det her bliver en god dag.

Morgenmødets vigtige funktion

Jeg bliver tilbudt en kop kaffe, og morgenmødet går i gang i den hjemlige dagligstue. Udover at fordele borgerne mellem de ansatte og gøre status over, hvad programmet står på i dag, snakker de også om de små sejre og nederlag hos beboerne.

I dag falder samtalen på en beboer, som ikke har det godt psykisk. ”Jeg oplever, at beboerens selvværd er dalet lidt på det sidste. Og jeg kan mærke, at han sætter stor pris på, at jeg spørger ind til det.” indleder Yvonne. De ansatte kommer med input til, hvad der har hjulpet beboeren før hen, og hvordan de oplever, at de kan møde beboeren. ”Jeg har også snakket med fysioterapeuten, som foreslår, at beboeren får en ekstra time om ugen” fortæller Yvonne, der får opbakning af resten af personalet. De synes også, at det er en god idé at kontakte datteren med henblik på fysioterapi, da de forværrede smerter også kan påvirke humøret. Samtidig vil de i fællesskab være mere opmærksomme på beboerens adfærd. ”Det handler om at se mennesket – ikke kun plejen,” fortæller Yvonne.

Da morgenkaffen er drukket ud, og beboerne er fordelt, går dagen rigtig i gang, og nu starter plejen og morgenmaden.

Børnebørn, barndomsminder og nymalede negle

Efter morgenmødet sætter jeg mig i dagligstuen, hvor der bliver serveret morgenmad til dem, der vil spise sammen. Der sidder to beboere i forvejen, som er nysgerrige på, hvem jeg er, og hvad jeg laver her. Vi når både rundt om barndomsminder og børnebørn, inden en tredje beboer slutter sig til morgenmadsbordet. Hun har fine nymalede lilla negle, og jeg får at vide, at der dagen forinden var neglesalon på torvet. Derfor har mange af beboerne fine negle, som de stolt viser frem og fortæller om. En af de ansatte melder sig ind i samtalen og fortæller, hvordan de også fik serveret bobler (energidrik) til arrangementet.

Jeg bliver efter morgenmaden budt ind i nogle af beboernes lejligheder - de vil så gerne vise mig, hvordan de bor. Jeg kommer ind hos en beboer, hvor vindueskarmen er fyldt med friske buketter. Beboeren er for nyligt rundet de 98 år. Vi sidder og får os en samtale om vind og vejr, da vi bliver afbrudt af en anden beboers banken på døren. Han kommer ind med morgenavisen i et gangstativ med en af de ansatte. ”Så kommer morgenavisen,” fortæller den ansatte. Et øjeblik efter er de gået videre. Beboeren, jeg er på besøg hos, fortæller med stolthed om, hvordan de skiftes på gangen til at have ansvaret for at give avisen videre – og nu er det hendes tur. 

Det, der varmer

Yvonne banker på døren og spørger beboeren, om det er okay, at vi lister videre. Efter godkendelse fra beboeren går vi sammen med en SSH ind for at se til en beboer, der ikke har det godt. Yvonne beder mig om at blive i det lille køkken, imens de får ham vasket. “Hej med dig. Du har fået sovet længe i dag. Vi kommer lige og rumsterer med dig - vi skal lige have frisket dig lidt op,” fortæller Yvonne beboeren. “Ja, og ved du, hvilken dag det er i dag? Det er Mortens aften,” fortæller den anden. Den lille radio er tændt - det er beboerens yndlings-CD. SSH’en går og nynner med: “Du har god musiksmag Hr.”. Solens stråler skinner ind ad det store vindue. “Kunne det ikke være, du skulle op og mærke varmen fra solen i dag?”. Beboeren har ikke noget sprog, men da de to kolleger i et samarbejde får ham op i sin kørestol, kan jeg se på hans ansigtsudtryk, at han mærker og nyder den omsorg, der bliver givet.

Yvonne har tidligere på dagen fortalt mig, at de arbejder for at sætte beboernes behov og velvære i fokus. Dette øjeblik indrammer al den omsorg og nærvær, de giver beboerne. Da solens varme stråler rammer beboerens arm, lukkes øjnene af bare nydelse. Og det er lige præcis den respons, som får Yvonne og hendes kolleger til at elske dette job. I en veksel mellem de mange livshistorier og det store tab af identitet, som flere af beboerne oplever, er Yvonne ydmyg over at kunne støtte dem. ”Og det kræver noget, det er ikke bare lige til. Men det er her, vi har hinanden.”

Meget mere end bleer og medicin

Inden jeg tager hjem, viser Yvonne mig fem kort, som de i fællesskab har valgt ud som kerneværdier på Dorthe Mariehjemmet. På kortene står: Nærvær, faglighed, værdighed, glæde og rummelighed. Hun ville ikke vise mig dem i starten, så jeg ikke blev farvet af det - men jeg behøvede slet ikke at se dem, for der er ingen tvivl om, at de fem nøgleord er det, som er til stede her. At arbejde på et plejehjem handler nemlig om meget mere end at skifte ble og give medicin.

Vi har i denne artikel valgt at udelade de medvirkendes rigtige navne, som dog er redaktionen bekendt.