Afdelingsleder til Børnehusene Stjernen i Odense (genopslag)
Region Syddanmark
Er du – ligesom vi – opsat på, at børn og unge med nedsat funktionsevne skal have et meningsfyldt hverdagsliv med selvbestemmelse? Er du en retningsgivende og nærværende leder, der sætter trivsel og faglighed højt? Har du lyst til at være en del af en nyopstartet ledelseskonstruktion til glæde for medarbejdere og beboere? Så er du måske vores nye afdelingsleder!
Velkommen til din nye arbejdsplads
Børnehusene Stjernen er et botilbud, hvor der bor 24 børn og unge op til 24 år med behov for støtte store dele af døgnet grundet sammensatte og i nogle tilfælde komplekse problemstillinger. Børnene og de unge er ofte udfordrede af epilepsi, spasticitet, kommunikations-, syns- og hørenedsættelser. For mange gælder det, at der kan forekomme udadreagerende eller selvskadende adfærd, og de fleste børn og unge i huset har brug for en høj grad af skærmning for stimuli.
Vi har til huse i en stjerneformet bygning med gode fællesfaciliteter både ude og inde. Tilbuddet er bygget i 2014 og består af tre afdelinger med 8 boliger i hver – Nord, Syd og Vest. Børnehusene Stjernen har siden 2014 været delt i to ledelsesområder, men i midten af 2025 valgte vi at lave en ny ledelseskonstruktion på grund af stor stigning i medarbejderantal. Tilbuddet består nu af 3 afdelinger. Vores nye kollega skal være leder for Stjernen Vest.
Kulturen på Stjernen er kendetegnet ved en personalegruppe, der brænder for arbejdet med børn og unge. Humor og fællesskab vægtes højt i det faglige arbejde, og vi arbejder kontinuerligt på at have et højt fagligt niveau.
Vi benytter KRAP som fagligt fundament i hverdagen, og alle medarbejdere tilbydes uddannelse i metoden inden for de første år af ansættelsen.
Børnehusene Stjernen er en del af Handicapcenter Fyn, som består af i alt 7 længerevarende botilbud og 2 aktivitets- og samværstilbud. Handicapcenter Fyn er en del af Region Syddanmarks Socialområde. Du kan læse mere om Handicapcenter Fyn på vores hjemmeside.
Du bliver en del af en ledergruppe, som består af 17 afdelingsledere, leder for sundhed, chefkonsulent, vicecenterchefer samt centerchef. Vi vil ledelse og hinanden. Ledergruppen ser frem til at få dig som lederkollega og vil sætte en ære i at tage godt imod dig og give dig den støtte og sparring, som er nødvendig i opstartsfasen. Vi mødes hver 14. dag til ledermøde. Afdelingslederne i Børnehusene Stjernen dækker ind for hinanden i weekenderne og i ferier.
Sådan bliver din arbejdsdag og din nye rolle
Du vil få ledelsesansvar for ca. 35 medarbejdere, som arbejder i alle tre vagtlag. Medarbejdergruppen er tværfagligt sammensat og består af pædagoger, pædagogiske assistenter, sygeplejerske, social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter samt omsorgsmedhjælpere. Der er en faglig leder, arbejdstidsplanlægger og administrativt personale til at understøtte dig i ledelsesopgaven.
Ud over personaleledelse, administrativ ledelse og faglig ledelse, som naturligt er hægtet op på en afdelingsleder, kan følgende opgaver fremhæves som særligt vigtige at tage fat på:
- Videreudvikle den faglige kvalitet i samarbejde med den faglige leder
- Understøtte trivslen i medarbejdergruppen
- Sikre at der arbejdes efter den konkrete bestilling fra handlekommunen med fokus på økonomisk ansvarlighed
- Styrke fremmødet og herunder afdække årsager til fravær
- Styrke samarbejdet og dialogen med pårørende
- Sikre at tilbuddets sundhedsfaglige fokusområder vedligeholdes og udvikles
- Bidrage til at videreudvikle samarbejdet mellem Stjernens afdelingsledere
Din baggrund
Vi forestiller os, at du har en pædagogisk eller sundhedsfaglig grunduddannelse – gerne suppleret med en lederuddannelse på diplomniveau eller med lyst til at tage en.
Vi ønsker, at du har ledelseserfaring. Vigtigst er, at du vil ledelse samt at du har lyst til at lede et tilbud, hvor borgerne har behov for støtte døgnet rundt. Derudover skal du være en udpræget holdspiller, da vi har en ambition om at Stjernens tre afdelinger skal ledes efter samme overordnede retning, og ikke som tre løsrevne afdelinger. Du behøver ikke at være perfekt, for det er vi heller ikke. Vi har indsigt i egne styrker og udfordringer, og vi forventer det samme af dig.
De ønskede kompetencer hos vores nye afdelingsleder:
- Har en relationel ledelsestilgang, naturlig autoritet og evne til at få følgeskab
- Er dygtig til at kommunikere klart og forståeligt
- Er god til procesledelse og til at vise retning
- Har ledelseserfaring med drift af døgntilbud, og har stærk forståelse for organisatoriske og økonomiske forhold
- Er fleksibel og i stand til at håndtere forandringer og uforudsete situationer
Det får du hos os
Du vil i opstarten blive tilbudt en mentorordning, og vi tilbyder gode muligheder for efteruddannelse, som eksempelvis:
- En diplomuddannelse i ledelse, hvis du ikke allerede har den.
- KLAR uddannelse som er en lederuddannelse med fokus på det personlige lederskab med afsæt i en anerkendende og ressourcefokuseret tilgang og med de kognitive principper som fundament.
- Uddannelse i forbedringsledelse med afsæt i den syddanske forbedringsmodel for socialområdet.
Vi har sundhedsordning ved Falck Healthcare.
Yderligere information
Som afdelingsleder har du reference til vicecenterchef Jesper Dylsing og indgår i Handicapcenter Fyns ledergruppe.
Vores nye afdelingsleder skal helst begynde den 1. oktober 2026 eller snarest derefter.
Din arbejdsadresse vil være Festgræsset 14, 5220 Odense SØ. Jobbet kræver, at du nemt kan komme rundt til vores andre lokationer, så det er nødvendigt, at du har kørekort og bil.
Du vil blive ansat efter gældende overenskomst. Ansættelse er betinget af tilfredsstillende straffeattest.
Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension i 32381 Socialpædagogisk personale (redigeret). Udover startlønnen, kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer. Se startløn for stillinger i Region Syddanmark
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte vicecenterchef Jesper Dylsing på telefon 2343 5001.
Din ansøgning
Første samtalerunde afholdes den 20. august 2026 og anden samtalerunde den 27. august 2026. Mellem første og anden samtale vil vi anvende tests. Samtalerne finder sted i Nyborg.
Ansøgningsfrist er den 14. august 2026.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Afdeling: Handicapcenter Fyn, Region Syddanmark
Stillingsbetegnelse: Afdelingsleder
Arbejdstid: -
Arbejdssted: Odense
Ansøgningsfrist: d. 14. august 2026
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!
Arbejdsgiver: Region Syddanmark
Region Syddanmarks hovedopgave er at drive det syddanske sygehusvæsen, psykiatriske og sociale institutioner og skabe vækst og gode rammer for vores borgere og erhvervslivet. Selvom størstedelen af medarbejderne arbejder i hvide kitler på sygehusene, har vi mange spændende stillinger inden for IT, planlægning, indkøb, jura, statistik, HR, geologi og meget mere. Vi ansætter både erfarne medarbejdere, nyuddannede og studerende. Vi har fx gavn af den nyeste viden, for at vi kan udvikle os. Derfor samarbejder vi med studerende på en lang række områder – fx i form af praktikpladser, studiejobs eller projektskrivning.