Dagcenterleder til Plejecenter Sjælsø

Rudersdal Kommune



Vil du stå i spidsen for rehabilitering, aktiviteter og udviklingen af fremtidens dagcenterområde på et af Danmarks største plejecentre i rivende udvikling?
Har du en terapeutfaglig baggrund og lyst til at kombinere ledelse, udvikling og faglighed i en meningsfuld hverdag? Motiveres du af at skabe stærke fællesskaber, understøtte borgernes livskvalitet og lede en tværfaglig medarbejdergruppe?

På Plejecenter Sjælsø søger vi en dagcenterleder, der vil være med til at udvikle vores dagcentertilbud til hjemmeboende borgere, vores dagtilbud til borgere med demens og de rehabiliterende indsatser på tværs af plejecentret. Samtidig bliver du en del af en stor tværfaglig ledergruppe, hvor samarbejde, psykologisk tryghed, humor og fælles ledelsesansvar er fundamentet for vores arbejde.

Vi står over for en spændende udvidelse til 208 boliger, og som dagcenterleder får du en unik mulighed for at sætte dit præg på udviklingen af fremtidens tilbud til både hjemmeboende borgere, beboere og pårørende.

Om jobbet
Som dagcenterleder på Plejecenter Sjælsø får du ansvaret for vores dagcentertilbud til hjemmeboende borgere samt Sjælsøvangs dagtilbud til hjemmeboende borgere med demens, vævestuen og ledelsen af plejecentrets terapeuter.

Stillingen har et særligt fokus på livskvalitet, rehabilitering, aktivitet, træning og meningsfulde fællesskaber. Derfor forestiller vi os gerne, at du har en terapeutfaglig baggrund og kan bidrage til den fortsatte udvikling af de tværfaglige og rehabiliterende indsatser på tværs af dagcentre og plejecenter.

Dagcentrene tilbyder træning, aktiviteter, måltidsfællesskaber og socialt samvær for hjemmeboende borgere. Sjælsøvang består af to dagcentre for hjemmeboende borgere med demens. Her modtager vi dagligt 14 gæster, og flere gange om ugen tilbyder vi aftenåbent for op til 7 gæster.

Det store dagcenter har plads til 23 hjemmeboende borgere om dagen og har ca. 70 daggæster tilknyttet.

Du bliver samtidig leder for plejecentrets fire terapeuter, bestående af to ergoterapeuter og to fysioterapeuter. Terapeuterne arbejder på tværs af plejecentret og dagcentrene og spiller en central rolle i arbejdet med at understøtte borgernes funktionsevne, selvstændighed og livskvalitet.

Derudover bliver du leder for vores vævestue med to ansatte tekstilformidlere. Vævestuen er et særligt kendetegn ved Plejecenter Sjælsø og et aktivt samlingspunkt for både daggæster og beboere. Her skabes meningsfulde aktiviteter, relationer og fællesskaber på tværs af huset.

Du får ansvaret for en tværfaglig medarbejdergruppe bestående af bl.a. terapeuter, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, sygeplejersker samt tekstilformidlere. Din opgave bliver at skabe retning, følgeskab og sammenhængskraft på tværs af faglighederne, samtidig med at du sikrer høj kvalitet i den daglige drift.

Du bliver en vigtig del af den fortsatte udvikling af området og skal sammen med medarbejdere og lederkolleger være med til at udvikle fremtidens tilbud til både hjemmeboende borgere og plejecentrets beboere.

Et stærkt ledelsesfællesskab med plads til udvikling
Du bliver en del af en stor og velfungerende tværfaglig ledergruppe. Med dig bliver vi 10 ledere, og i takt med centrets udvidelse forventes ledergruppen at vokse yderligere. Vi vægter samarbejde, sparring og fælles ledelsesansvar højt og arbejder aktivt med psykologisk tryghed, hvor åben dialog og forskellige perspektiver ses som en styrke og mulighed for udvikling.

Som ny leder på Plejecenter Sjælsø bliver du tilknyttet en mentor, som sikrer en god introduktion til organisationen, kulturen og opgaverne. Vi har en uformel omgangstone, plads til humor og en flad ledelsesstruktur, hvor der er kort vej fra idé til handling. Samtidig tilbyder vi fleksibilitet i arbejdets tilrettelæggelse og har fokus på balance mellem drift, udvikling og arbejdsliv.

Du bliver desuden en del af Rudersdal Kommunes netværk for dagcenterledere, som mødes flere gange årligt med fokus på udvikling, videndeling og samarbejde på tværs.

Ansvar for aktiviteter, fællesskaber og samarbejder
Plejecenter Sjælsø er kendt for et aktivt hus med mange fælles arrangementer og aktiviteter for beboere, pårørende og hjemmeboende borgere.

Som dagcenterleder får du en central rolle i planlægningen, koordineringen og udviklingen af en række af centrets fælles aktiviteter og arrangementer. Du bliver ansvarlig for samarbejdet med frivillige, foreninger, kulturaktører og øvrige samarbejdspartnere, der bidrager til livet på plejecentret.

Vi søger derfor en leder, der brænder for at skabe meningsfulde fællesskaber og kan omsætte gode idéer til aktiviteter, der styrker livskvalitet, deltagelse og relationer.

En nøglefunktion i udviklingen af demensområdet
Som leder for vores dagtilbud til hjemmeboende borgere med demens får du en central rolle i den fortsatte udvikling af demensområdet på Plejecenter Sjælsø.

Du bliver en vigtig samarbejdspartner i arbejdet med at skabe trygge, meningsfulde og personcentrerede tilbud til borgere med demens og deres pårørende. Du får mulighed for at bidrage til udvikling af nye indsatser, samarbejdsformer og aktiviteter samt ansvar for centrets pårørendegrupper på demensområdet.

Vi ser derfor gerne, at du har interesse for demensfaglig udvikling og ønsker at være med til at sætte retning for fremtidens tilbud.

Om dig
Du har en relevant sundhedsfaglig uddannelse, og vi ser gerne, at du er uddannet terapeut.

Du har erfaring med ledelse og motiveres af at udvikle både mennesker, faglighed og organisationer.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Kan skabe stærke relationer til borgere, pårørende, medarbejdere og samarbejdspartnere.
  • Kan skabe følgeskab gennem en synlig, nærværende og tydelig ledelsesstil.
  • Har forståelse for livskvalitet, rehabilitering, træning og aktivitet som centrale elementer i det gode ældreliv.
  • Ser muligheder i tværfaglige samarbejder og kan samle forskellige fagligheder om fælles mål.
  • Har interesse for demensområdet og personcentrerede indsatser.
  • Kan balancere drift og udvikling og skabe resultater gennem andre.
  • Har blik for arbejdsmiljø, trivsel, kvalitet og økonomi.
  • Kan skabe engagement, fællesskab og meningsfulde aktiviteter for borgere, beboere og pårørende.
  • Trives i en organisation i udvikling og motiveres af at være med til at forme fremtidens ældreområde.
  • Har en anerkendende og involverende ledelsesstil, der bidrager til høj trivsel og psykologisk tryghed.
  • Har lyst til at være en aktiv del af en tværfaglig ledergruppe, hvor samarbejde og fælles ledelsesansvar er centrale værdier.
  • Erfaring fra ældreområdet er en fordel, men ikke et krav.

Om Plejecenter Sjælsø
Plejecenter Sjælsø er et af Rudersdal Kommunes største plejecentre med 117 beboere. Vi står samtidig midt i en spændende udvikling, hvor vi gennem et omfattende byggeprojekt udvider til 208 boliger.

Udvidelsen betyder, at vi de kommende år skal rekruttere nye medarbejdere, udvikle vores organisation og skabe en fælles kultur på tværs af nye og eksisterende enheder. Som dagcenterleder bliver du en vigtig del af denne udvikling.

Vi arbejder ud fra en ambition om at skabe et aktivt og meningsfuldt hverdagsliv for både beboere og hjemmeboende borgere. Rehabilitering, fællesskaber, livskvalitet og høj faglighed er centrale omdrejningspunkter i vores arbejde.

Om Rudersdal Kommune
I Rudersdal Kommune tror vi på, at vi kun lykkes i fællesskab. Derfor er det vores mål, at alle kommunens medarbejdere og ledere i alle opgaver - og i fællesskab - arbejder for at skabe bæredygtige løsninger, der giver værdi for borgerne, virksomheden og det samfund, vi er en del af. Se vores film om Rudersdal Kommunes strategi og værdier ”Vi lykkes kun i fællesskab” HER

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst og principperne om Ny Løn.

Tiltrædelse pr. 01.01.2027 eller efter aftale.

Ansøgning, samtale og kontakt
Du søger jobbet ved at klikke på knappen "Søg stilling" nedenfor.

Samtaler: Vi afholder samtaler løbende og forbeholder os retten til at ansætte, når den rette kandidat er fundet.

Såfremt du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte

Charlotte Buchwald

Centerchef


Tlf.: 72681610

Ansøgningsfrist:

25. november 2026


Placering

Geografiske områder

Fuldtidsjob
Ansøgningsfrist d. 25.11.2026

Jobsøgerinteresse


Ansøg / kontakt
Ansøgningsfrist d. 25.11.2026
Angiv venligst i din ansøgning, at du fandt jobbet på SOSU.nu

Ansøg / kontakt

Få job som dette inden alle andre - opret jobagent!

Opret agent


Opgrader opslaget

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!