Sådan kommer din ansøgning øverst i bunken

Ansøgningen er din salgstale til stillingen, og derfor er et godt førstehåndsindtryk vigtigt. Her gælder det at ramme den profil, arbejdsgiveren ønsker. Men hvordan gør du det? Her får du 8 råd til den skarpe ansøgning.

2021-01-22 14:53:00
Move On

1. Det, jeg brænder for

Drop den formelle indledning og gå i stedet lige til sagen og fortæl, hvorfor du brænder for stillingen og arbejdspladsen. Så får arbejdsgiveren en bedre forståelse af, hvad der lige akkurat motiverer dig ved jobbet.

2. Det betyder det for jer, at ansætte mig

Hvad er arbejdsgiverens behov? Ansøgningen skal vise, hvorfor arbejdsgiveren skal vælge dig. Det er vigtigt, at du kan beskrive, hvorfor du er den rette til jobbet – derfor skal du have virksomhedens behov i fokus. Derudover kan du tilføje et eksempel på, hvad du tilfører af værdi til arbejdspladsen, og ikke mindst på hvilke områder du gør dette.

3. Missionen i mit arbejdsliv

Nævn, hvad du gerne vil bidrage med og måske ligefrem, hvad dit ”kald” i livet er. Her er det godt at nævne konkrete eksempler, fx hvis du som person finder energi i at yde hjælp til selvhjælp. Det er, hvad din mission er med dit arbejde, og hvad der får dig til at stå op om morgenen.

4. Min evne til at

Dette er en velegnet sætning, som du kan anvende på flere måder, når du skriver ansøgning. Hvordan du fortsætter sætningen, kommer an på, hvem du er, og hvilket job du søger. Fx kan sætningen lyde ”Min evne til at snakke med en borger og være lyttende…”, ”Min evne til at møde andre mennesker på deres vilkår…” eller ”Min evne til at begå mig hos borgere jeg møder i min uddannelse…”. Det siger noget om, at du kender dig selv og forstår den opgave, der skal løses, når du bruger ”min evne til at”.

5. Min erfaring

Det er altid en god idé, at du fremhæver tidligere erfaring der kan bruges i jobbet. Det kan for eksempel være, hvis du tidligere har haft faglært arbejde i sundhedssektoren eller andet relevant. Du kan supplere med erfaring fra din elevtid under uddannelsen, eller hvis du har tidligere ufaglært arbejde, for eksempel på et plejehjem.

6. Grundig research

Hav din research i orden. At undersøge arbejdspladsen på forhånd, kan hjælpe med at give dig en forståelse for, hvilken tone du kan bruge, når du skal skrive ansøgningen. Det kan måske også give dig indsigt i de faglige udfordringer, der gør sig gældende på stedet, og dem kan du så nævne og reflektere over til en senere jobsamtale.

7. Træd i karakter: Vær ikke bange for at blive personlig

Det kan være svært at vise sin personlighed i ansøgningen, men prøv alligevel at skrive med din stemme og din personlighed. Fx hvis du føler for at fortælle en sjov succeshistorie om dig selv. Du kan med fordel også referere til, hvordan tidligere kolleger eller patienter/borgere har opfattet dig, og hvad du er kendt for hos andre. Det er med til at vise, hvad du bidrager med til arbejdspladsen.

8. Sortér det overflødige fra

Inden du sender ansøgningen afsted, er det vigtigt, at du sorterer al unødvendig tekst fra, så du undgår, at ansøgningen bliver for teksttung. Ansøgningen handler kun om at overtale arbejdsgiveren til en jobsamtale. Derfor skal ansøgningen holdes kort og præcis, da du har mulighed for at vise mere af dig selv, når du bliver kaldt ind til samtale.


15.639 læsninger
22.01.2021

HPT