Unge skal være SOSU-ambassadører

At vi i fremtiden kommer til at mangle varme hænder, er desværre ingen nyhed. Social- og sundhedsskolerne har heldigvis tænkt sig at gøre noget ved problemet, så i oktober 2021 blev projekt ”Ung i Velfærd” skudt i gang.

2021-11-18 13:05:00
Move On

Over en weekend i oktober 2021 mødtes 150 unge fra social- og sundhedsskolerne landet over. Her deltog de unge i foredrag og workshops med youtuberen Rasmus Brohave, som var blevet hyret ind til at træne og kvalificere de unge til at være ”elev-ambassadører”. Projektet har til formål at få flere unge til at tage en sundhedsfaglig uddannelse ved at lade sig inspirere af unge studerende på uddannelserne.

Der har manglet information

Yasmin Shaterabadi er en af de unge, som har valgt at være ambassadør. Ifølge hende er det en blanding af faglig stolthed samt manglende information om uddannelsen, der fik hende til at takke ja til at være ambassadør. 

”Jeg hørte slet ikke noget om det i min folkeskoletid”
– Yasmin Shaterabadi

I dag studerer Yasmin på EUX, hvilket er en kombination mellem en social- og sundhedsuddannelse og en gymnasial uddannelse. At hun for år tilbage hørte om muligheden for at tage uddannelsen er dog mere held end forstand.

Ligesom så mange andre startede hun på en STX, da hun havde gode karakter fra folkeskolen. Halvanden måned inde i uddannelsen var hun fint fagligt med, men personligt havde det overhovedet ikke hendes interesse. ”Jeg snakkede med mine veninder om det og lagde mærke til, at der faktisk var én af dem, som tog den her EUX-uddannelse. Så jeg tænkte, at det lød spændende, for jeg havde slet ikke hørt om det før”.

Yasmin Shaterabadi er bestemt ikke et enkeltstående tilfælde. Ifølge Mathias Bundgaard, social- og sundhedsassistent studerende i Esbjerg og ambassadør i projektet, mangler der information om uddannelsen. Ligesom Yasmin er han også elevambassadør på projektet, og han er stolt over at kunne vise sin uddannelse frem: ”Jeg synes, det er vigtigt, at vi får nogle flere til uddannelsen, når vi kommer til at mangle så mange, som vi gør”.

Rollemodeller

Ambassadørerne skal informere andre unge om uddannelsen og agere rollemodeller. Mere konkret skal de blandt andet deltage på uddannelsesmesser, holde foredrag på folkeskoler og gymnasier, samt kreere online informationsmateriale til diverse medier. Yasmin Shaterabadi er stensikker på, at informationsdagene med Rasmus Brohave har været guld værd, når de fremover skal udføre deres job som ambassadører.

"Han lærte os, hvordan vi skal promovere uddannelsen. Hvordan vi udtaler os bedst [vha.] forskellige tekniker, og hvordan man gør det her influencerarbejde bedst"
– Yasmin Shaterabadi

Mathias Bundgaard er enig i, at Rasmus Brohaves undervisning har været uundværlig: ”Jeg har lært, hvordan man skal formulere sig på messer. At man får fortalt det vigtigste. Og hvordan man skal lave en tekst. At det ikke bliver langt og ligegyldigt”.

Projekt 'Ung i velfærd' vil køre løbende til og med april måned 2022. Projektet afsluttes og evalueres i forbindelse med DM i SKILLS i april 2022.

Find den nærmeste SOSU-skole

Hvis du gerne vil vide mere om at være SOSU, kan du kontakte en SOSU-skole i dit nærområde. Vi har gjort det nemt for dig og samlet alle SOSU-skolerne på en liste med links til deres hjemmesider. Her kan du også finde aktuelle elevpladser for SOSU'er.

Se listen med SOSU-skoler.


1.958 læsninger
18.11.2021

HPT