Teamleder social og anbringelse, Center for Familier, Unge og Tidlig indsats

Lejre Kommune



Center for Familier, Unge & Tidlig indsats, Familier
Vil du stå tæt på både mennesker, faglighed og de svære beslutninger?
Vi søger en teamleder til Social- og Anbringelsesteamet i Familieafdelingen i Center for Familier, Unge og Tidlig Indsats.

Som teamleder for Social- og Anbringelsesteamet bliver du leder for medarbejdere, der hver dag arbejder med nogle af de børn, unge og familier, som har brug for mest fra os. Det er et område med høj faglig kompleksitet, stort ansvar og beslutninger, der kan få afgørende betydning i et barns liv.

Derfor leder vi efter dig, der både kan stå sikkert i myndighedsopgaven og være tæt på de mennesker, der skal lykkes med den.

En del af noget nyt
Center for Familier, Unge og Tidlig Indsats er et nyt center i Lejre Kommune. Vi har samlet en række indsatser omkring børn, unge og familier, fordi vi vil skabe stærkere forbindelser mellem vores fagligheder og mere sammenhæng i de forløb, børn og familier møder.

Familieafdelingen består af Familiehuset og Tidlig Indsats, Specialteamet samt Social- og Anbringelsesteamet.

Som teamleder bliver du en del af ledelsen i Familieafdelingen sammen med afdelingslederen og de øvrige teamledere. I skal sammen sikre en afdeling med stærk faglighed, tydelig retning og en drift, vi har styr på – men også være nysgerrige på, hvad vi kan gøre bedre og anderledes.

Vi er i gang med at bygge vores nye organisering. Det betyder, at ikke alt er støbt i beton. Til gengæld er der reel mulighed for at få indflydelse på, hvordan vi skal arbejde og lede sammen.

Du skal tæt på praksis
Vi tror på, at god ledelse på myndighedsområdet kræver nærhed.

Du skal kende dit team, kende opgaven og have blik for, hvor der er brug for din ledelse. Nogle dage handler det om faglig sparring i en vanskelig sag. Andre dage om prioritering, økonomi, arbejdsmiljø, rettidighed eller om at hjælpe et team med at holde retningen, når der er meget på spil.

Du får personale- og fagligt ledelsesansvar for Social- og Anbringelsesteamet og ansvar for, at der er sammenhæng mellem høj socialfaglig kvalitet og en stabil drift.

Det betyder blandt andet, at du skal:

  • være tæt på medarbejderne og tilgængelig for faglig sparring, prioritering og beslutninger
  • sætte en tydelig faglig retning og understøtte kvalitet, systematik og rettidighed i myndighedsarbejdet
  • have blik for teamets opgaver og belastning og bidrage til en god prioritering af ressourcerne
  • skabe rum for faglig refleksion, læring og udvikling
  • have fokus på trivsel, samarbejde og et bæredygtigt arbejdsmiljø
  • understøtte et godt samarbejde med børn, unge og familier og med de fagligheder, der er omkring dem
  • bidrage til sammenhæng og samarbejde på tværs af Familieafdelingen og centeret.
  • indgå i den ledelsesmæssige døgnbagvagt, som varetages på skift sammen med dine lederkolleger.

Vi leder efter dig, der kan stå fast uden at stå stille
Du behøver ikke kunne alt fra første dag. Men du skal have et solidt socialfagligt fundament og forstå den myndighedsopgave, du skal lede.

Vi forestiller os, at du har en relevant socialfaglig uddannelse og erfaring fra myndighedsområdet for børn og unge. Du har ledelseserfaring – eller har på anden måde vist, at du kan tage tydeligt fagligt og organisatorisk ansvar og er klar til at træde ind i en egentlig ledelsesrolle.

Det vigtigste for os er, hvordan du går til ledelsesopgaven.

Vi håber, at du er en leder, der tør være tydelig, også når noget er vanskeligt. At du kan træffe beslutninger uden at tro, at du altid selv har svaret. At du er oprigtigt nysgerrig på medarbejdernes faglighed, og at du kan skabe ro, retning og følgeskab i en hverdag, hvor prioriteringer nogle gange skal foretages hurtigt.

Du skal kunne bevæge dig mellem detaljen og det store billede. Mellem den konkrete sag og mønstrene på tværs. Mellem hensynet til barnet, familien, medarbejderne, fagligheden, lovgivningen og de ressourcer, vi har til rådighed.

Og så skal du have lyst til at lede sammen med andre.

For vi tror ikke på, at de vigtigste udfordringer omkring børn og familier kan løses inden for én faglighed eller én organisatorisk kasse.

Det får du hos os
Du kommer ind i en organisation, der er i bevægelse, og hvor ambitionerne for børn, unge og familier er høje.

Du får en afdelingsleder tæt på dig og lederkolleger, som du skal udvikle Familieafdelingen sammen med. Du bliver samtidig en del af et nyt center, hvor vi arbejder målrettet på at skabe stærkere forbindelser mellem myndighed, behandling, tidlige indsatser, ungeområdet og de sundhedsfaglige tilbud.

Vi lover ikke, at opgaven er enkel.

Til gengæld lover vi, at den er vigtig.

Og at du får mulighed for at sætte et tydeligt aftryk på både dit team, Familieafdelingen, Centeret og den måde, vi fremover skaber sammenhæng omkring børn, unge og familier i Lejre Kommune.

Har du lyst til at høre mere?
Hvis du er blevet nysgerrig på stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Camilla Lentz på telefon 24659407

Ansøgningsfrist: 21. oktober 2026
Samtaler: 1. samtale afholdes 27. oktober 2026. 2. samtale afholdes 29. oktober
Tiltrædelse: 1. december 2026

Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst.

Vi glæder os til at høre, hvad du kan bringe med ind i opgaven.

Lejre Kommune er et fællesskab af 49 små byer og landsbyer. Her bor lige under 30.000 mennesker, og stadig flere kommer til. Som kommune arbejder vi for at skabe det gode liv på landet, nu og for fremtidige generationer. Det handler om at tænke naturen ind i alt, hvad vi laver. At finde løsningerne i fællesskab og fællesskaber, og at skabe frirum, hvor borgere, foreninger og virksomheder kan udfolde sig.

Vi har i alt omkring 2000 medarbejdere, som arbejder for at skabe velfærd i et nært samarbejde med alle dem, som indsatsen har betydning for.

Det er derfor, vi kalder Lejre Kommune for Vores Sted.

I Lejre Kommune er der røgfri arbejdstid.

I Lejre Kommune indhenter vi straffeattester og børneattester til en række stillinger. Vær derfor opmærksom på, at du kan blive bedt om at give tilladelse til indhentning af disse, i de stillinger hvor det er relevant.

Ansættelsesform
Fastansat

Arbejdstid
Fuldtid

Startdato
01.12.26

Antal ledige stillinger
1

Beskæftigelsesgrad
37

By
Lejre

Region
Sjælland

Land
Danmark

Referencenummer
2026/192

Publiceret
28.09.2026

Sidste ansøgningsdag
21.10.2026


Placering

Geografiske områder

Fuldtidsjob
Ansøgningsfrist d. 21.10.2026

Jobsøgerinteresse


Ansøg / kontakt
Ansøgningsfrist d. 21.10.2026
Angiv venligst i din ansøgning, at du fandt jobbet på SOSU.nu

Ansøg / kontakt

Få job som dette inden alle andre - opret jobagent!

Opret agent


Opgrader opslaget

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!