Den hurtige forklaring er, at man som social- og sundhedsassistent (SSA) har opnået flere faglige kompetencer end en social- og sundhedshjælper (SSH). Fx må en SOSU-assistent selvstændigt håndtere medicinering af en borger i et vist omfang. Det må en SOSU-hjælper ikke.
Men der er naturligvis også andre forskelle, både i uddannelse og jobindhold.
SOSU-hjælper (SSH)
Som SOSU-hjælper består dine opgaver hovedsageligt af omsorg, pleje og praktisk hjælp. Du kommer til at hjælpe med rengøring, tøjvask og personlig pleje – og du kan være den person, som borgeren deler sine glæder og sorger med.
Formålet er at fremme livskvalitet hos ældre, syge og handicappede igennem støtte og motivation til at hjælpe sig selv mest muligt og skabe struktur i hverdagen.
Uddannelsen til SSH er opdelt i et hovedforløb på 1 år og 2 måneder – samt 1-2 grundforløb på hver 20 uger. Det er kun elever, der kommer direkte fra 9. eller 10. klasse, der skal gennemgå begge grundforløb.
SOSU-assistent (SSA)
Som SOSU-assistent har du mere ansvar end -hjælperne. Du har ansvar for medicinering i et vist omfang samt koordinering af opgaver og informationer mellem teams, ofte på tværs af sundhedspersonale. Og du har ansvar for både at koordinere og udføre opgaver inden for grundlæggende pleje og rehabilitering af borgeren.
Det kan være svækkede unge, voksne og ældre med sygdom eller handicap. Borgere med brug for sygepleje, hjælp og vejledning til at blive raske og klare sig selv igen. Som SOSU-assistent består dine opgaver derfor i høj grad af at yde hjælp til selvhjælp, også kaldet rehabilitering.
Den mest udbredte SSA-uddannelse er opdelt i et hovedforløb på 2 år og 10 måneder – samt 1-2 grundforløb på hver 20 uger. Det er kun elever, der kommer direkte fra 9. eller 10. klasse, der skal gennemgå begge grundforløb.
Man kan dog også blive SSA via erhvervsuddannelsen EUX Velfærd, der varer 4 år og 7 måneder. Her bliver man student og uddannes til SSA på samme tid.
Vil du vide mere om SOSU-uddannelserne?
Der er SOSU-skoler fordelt over det meste af landet, og du kan fx se mere på Danske SOSU Skolers hjemmeside. Her kan du også få mere indblik i detaljerne for de enkelte uddannelsesretninger.
53.239 læsninger
18.12.2020