Mia Terkelsen har altid arbejdet med mennesker. Efter hun blev færdiguddannet SOSU-assistent, har hun både været indenfor psykiatrien og rehabilitering med ældre og yngre borgere.

Mia har altid været nysgerrig og har aldrig været bange for at kaste sig ud i nye ting. Da hun i en periode var ansat i et vikarbureau, stødte hun på en jobbeskrivelse, som hun var i tvivl om. ”Jeg ringede ind og spurgte, hvad det var for et job. De vidste dog heller ikke rigtig, hvad jobbet gik ud på, så jeg sagde til dem; ’Den tager jeg, og så kan jeg jo komme tilbage og fortælle, hvad det er”.

Blod, sved og tårer

Det blev Mias første dag på Svedklinikken Hidros. En privatklinik, hvor man behandlede patienter, som led af en overproduktion af sved. Sygdommen findes i mange former, og optræder i en form for skjult handicap.

Men han græd simpelthen af glæde, for nu ville de andre lege med ham.

Opgaverne på svedklinikken bestod af mange forskellige ting. Mia skulle eksempelvis blande medicin og trække sprøjter op, forberede behandlingsrum og ringe til patienterne. Det var et job, der bød på spændende opgaver, samtidig med at det var sjovt. Arbejdsopgaverne havde et fælles mål – at hjælpe mennesker med at komme af med et altoverskyggende problem. Det fælles mål vakte stor glæde hos patienterne, og bidrog til arbejdsglæden hos de ansatte. 

”Jeg kan huske, at jeg behandlede en lille svensk dreng på ti år. Bagefter var han så glad, at han begyndte at græde, og han var lige kommet ud af narkosen. Jeg sad lidt og snakkede med ham og prøvede at få ham til at stoppe med at græde. Men han græd simpelthen af glæde, for nu ville de andre lege med ham. Det fortæller jo også, hvor påvirket man psykisk bliver af det.” fortæller Mia om en af de oplevelser, hun havde på svedklinikken.

Der er ingen tvivl om, at Mia var glad for sine fire år på svedklinikken. Men klinikken var nødt til at lukke ned i Danmark på grund af nogle nye EU-regler. Hun vendte derfor kortvarigt tilbage til psykiatrien, men kun for at finde ud af, at det ikke var det, hun skulle. 

Men en kollega fra svedklinikken introducerede Mia til Det Grønlandske Patienthjem. Mias erfaring sagde hende, at man er nødt til at møde op og mærke efter, om arbejdspladsen er noget for én. Så det gjorde hun. Og efter et besøg hos eks-kollegaen og en samtale med chefen, fik hun jobbet.

En faglig og kulturel harmoni

Det Grønlandske Patienthjem huser patienter med sygdomme, som ikke kan behandles i Grønland. Det kan eksempelvis være kræftpatienter, hjertepatienter, øjenpatienter mm., der kræver en behandlingsform, som de ikke har resurser til at behandle i Grønland. ”Der er mange ting i opgaverne, det er ikke kun sygeplejen. Men man skal bestille en billet hjem til Grønland og huske at gennemgå medicin med dem – alt muligt. Vi sikrer dem, at de kan alting selv. Nogle af dem skal jo op i bygderne og klare alting selv. Så hvis du har seks forskellige øjendråbepræparater, så øver vi det med dem. Dryp dine øjne, sæt dit ur på 5 minutter og så dryp igen – indtil de kan selv.” fortæller Mia om nogle sine arbejdsopgaver.

Men hvis man brænder for noget bestemt, så skal man selvfølgelig gøre det - man skal jo gøre det, man føler for.

Det er ikke kun det faglige, Mia synes er spændende. ”Der er også noget kulturelt, hvor man skal forstå dem. Altså grønlændere er meget direkte.” Mia fortæller også om, hvor stærkt et fællesskab de grønlandske patienter kommer fra og tager med til Danmark. Hun fortæller om, hvordan de samler sig for at mindes de døde og for at støtte op om hinanden, selvom de hverken kender personen, der er gået bort, eller de pårørende.

Det er altså et job, der på mange områder har været meget anderledes end det, Mia kom fra. Mia og hendes kolleger går også til grønlandsk hver tirsdag. Hun beskriver det derfor også som det job, hun vil blive på, indtil hun er færdig på arbejdsmarkedet.

Mias råd til den nyuddannede

Med Mias brede palette af erfaring vil hun råde den nyuddannede SOSU-assistent til at starte med rehabilitering og genoptræning. Det var der, hun selv fik den største ballast. Her lærer man både om det medicinske, om relationsarbejde med sorg og motivation og det akutte. Det er ofte det akutte, der kan være det svære, men det lærer man med tiden. Derefter opfordrer Mia til, at man kan specialisere sig efterfølgende. ”Men hvis man brænder for noget bestemt, så skal man selvfølgelig gøre det - man skal jo gøre det, man føler for.” afslutter hun.