Vil du være den første leder af TrygFondens Familiehus Aalborg?

Region Nordjylland



Vil du stå i spidsen for et helt nyt familiehus og være med til at forme det fra begyndelsen?

Som den første leder af TrygFondens Familiehus Aalborg får du en sjælden mulighed for at sætte retning og skabe rammerne for et hus, der skal gøre en mærkbar forskel for familier, når livet er allersværest. Du får en alsidig rolle med stort ansvar og ejerskab - tæt på familierne og de frivillige og med relationer til hospitalet, virksomheder, fonde og andre samarbejdspartnere.

Vi leder efter dig, der først og fremmest brænder for sagen og har lyst til at være den synlige og samlende frontfigur for Familiehuset.

Om TrygFondens Familiehus Aalborg
TrygFondens Familiehus Aalborg etableres ved Aalborg Universitetshospital som et tilbud til familier, hvor et nært familiemedlem er indlagt i et længerevarende, akut kritisk eller kronisk sygdomsforløb.

Når alvorlig sygdom rammer, rammer den hele familien. Hverdagen bliver sat på pause, familien kan blive splittet mellem hjem og hospital, og praktiske og følelsesmæssige belastninger fylder.

Familiehuset skal være et frirum tæt på hospitalet - et sted, hvor familier kan være sammen og bevare noget af det hverdags- og familieliv, der ellers kan være svært at få plads til under en indlæggelse. Her skal være plads til fællesskab og nærvær, men også til at trække sig tilbage og være sig selv.

Huset får 10 familielejligheder samt fællesarealer, og drives som en selvejende institution med egen bestyrelse. Den daglige drift varetages af lederen, en administrativ medarbejder og et korps af frivillige.

Om stillingen
Som leder kommer du ind på et helt særligt tidspunkt. Du overtager ikke en færdig organisation, men bliver selv en central del af at skabe den.

Dine centrale ansvarsområder bliver at:

  • stå for den daglige ledelse og drift af Familiehuset
  • ansætte den administrative medarbejder og opbygge, lede og udvikle Familiehusets frivilligkorps
  • omsætte Familiehusets formål og værdier til kultur, arbejdsgange og en velfungerende hverdag
  • opbygge et tæt samarbejde med hospitalets relevante afdelinger og være med til at udvikle den konkrete visitationspraksis
  • have det overordnede ansvar for økonomi og drift inden for de fastlagte rammer
  • arbejde aktivt med fundraising, værelsesadoptioner, fondsansøgninger og relationer til sponsorer og samarbejdspartnere
  • betjene bestyrelsen og repræsentere Familiehuset udadtil

Når huset åbner, bliver du en synlig og nærværende leder med din daglige base i Familiehuset. Du skal have fingeren på pulsen og kende både familierne, de frivillige og hverdagen i huset.

Familierne og de frivillige
Familiehuset er mere end de fysiske rammer. Den måde, familierne bliver mødt på, er mindst lige så vigtig.

Familierne skal opleve, at der er plads til at være præcis dér, hvor de er. Nogle har brug for fællesskab og en samtale. Andre har brug for ro og privatliv. Og nogle gange skal der være plads til, at de følelser, som har været holdt tilbage på hospitalet, får lov at fylde.

Som leder skal du selv kunne møde familierne med nærvær, empati og ro. Men en mindst lige så vigtig opgave bliver at skabe en kultur, hvor medarbejder og frivillige er klædt på til at gøre det samme.

De frivillige bliver en væsentlig del af Familiehusets drivkraft og vil blandt andet bidrage med aktiviteter og samvær med familierne, leg og pasning af børn, madlavning, praktiske opgaver, og være med at skabe en hjemlig atmosfære i huset.

Du får en central rolle i at rekruttere, organisere, motivere og fastholde de frivillige og skabe et fællesskab, hvor de både kender deres rolle og føler sig trygge ved at søge støtte hos dig.

Samarbejde med hospitalet og eksterne relationer
Familiehuset skal have et tæt samarbejde med Aalborg Universitetshospital. Som leder bliver du en vigtig bro mellem Familiehuset og hospitalets afdelinger. Du skal opbygge relationer til de relevante kliniske miljøer og bidrage til, at medarbejderne på hospitalet kender Familiehuset og ved, hvilke familier tilbuddet er relevant for.

Fundraising og eksterne relationer bliver samtidig en central del af jobbet. Familiehuset skal årligt tilvejebringe ca. 1,3–1,4 mio. kr. i ekstern finansiering - heraf ca. 1 mio. kr. gennem værelsesadoptioner og yderligere 300.000–400.000 kr. gennem økonomiske donationer eller naturalier.

Sammen med den administrative medarbejder skal du arbejde aktivt med fundraising og relationer til sponsorer, fonde og andre bidragsydere. Bestyrelsen og Familiehusets ambassadører bidrager med netværk og relevante kontakter, mens du får en central rolle i at udvikle og pleje relationerne.

Du behøver ikke være professionel fundraiser, men du skal have lyst til at skabe relationer og engagere andre i en sag, du selv tror på.

Hvem er du?
Din uddannelsesbaggrund er ikke i sig selv afgørende for os. Det er til gengæld afgørende, at du kan se dig selv i Familiehusets formål og oprigtigt har lyst til at stå i spidsen for det.

Vi forventer, at du:

  • har ledelseserfaring, men du behøver ikke allerede have været leder af en organisation eller afdeling. Din erfaring kan fx være fra personaleledelse, teamledelse, koordinerende funktioner eller fra at skabe retning og følgeskab blandt medarbejdere eller frivillige
  • har empati og menneskelig forståelse og kan møde mennesker i en alvorlig og sårbar livssituation med ro, respekt og nærvær
  • kan rumme stærke følelser uden selv at blive overinvolveret og samtidig være tydelig og sætte respektfulde grænser, når situationen kræver det
  • trives i en udadvendt rolle, opsøger relationer og kommunikerer naturligt med forskellige mennesker
  • tager initiativ, finder løsninger og kan skabe struktur undervejs - også når ikke alt er givet på forhånd
  • har en almindelig økonomisk forståelse og kan tage ansvar for, at Familiehuset drives inden for de fastlagte økonomiske rammer. Den administrative medarbejder vil varetage en stor del af den daglige økonomiske og regnskabstekniske administration

Det vil være en fordel, hvis du:

  • har erfaring med personaleledelse
  • har en sundhedsfaglig baggrund eller på anden vis har et indgående kendskab til mennesker og familier i alvorlige og belastende livssituationer
  • har erfaring fra et hospital
  • har erfaring med frivillige og frivilligledelse
  • har erfaring med fundraising, sponsorater, partnerskaber eller fondsansøgninger
  • har været med til at etablere eller udvikle et nyt tilbud, en funktion eller et initiativ
  • har erfaring med kommunikation og relationsarbejde på tværs af organisationer og fagligheder

Vi forventer ikke, at vores kommende leder kan sætte flueben ved alt fra første dag. For os er det vigtigere, at du har det rette fundament, engagement og lyst til at udvikle dig i rollen, end at du allerede har prøvet alle dele af jobbet.

Vi tilbyder

  • stor indflydelse på, hvordan Familiehusets formål og værdier omsættes til praksis
  • en alsidig lederrolle med relationer til familier, frivillige, hospitalet og eksterne samarbejdspartnere
  • stort selvstændigt ansvar og handlerum inden for de rammer, bestyrelsen fastlægger
  • en aktiv bestyrelse, der særligt i etableringsperioden vil være sparringspartner og bidrage til at få den nye organisation godt fra start
  • muligheden for at stå i spidsen for et tilbud, der skal gøre en konkret forskel for familier i nogle af deres vanskeligste perioder

Referenceforhold
Du bliver daglig leder af Den Selvejende Institution TrygFondens Familiehus Aalborg og refererer til institutionens bestyrelse.

Bestyrelsen fastlægger de overordnede strategiske og økonomiske rammer, mens du får et stort selvstændigt ansvar for den daglige drift og udvikling af Familiehuset.

Etableringen af TrygFondens Familiehus Aalborg
Byggeriet forventes færdigt i december 2026. Herefter følger indretning og den organisatoriske og praktiske klargøring af huset frem mod forventet åbning for de første familier i marts 2027.

Selve indretningsentreprisen er indeholdt i anlægsprojektet, og en indretningsarkitekt er allerede tilknyttet. Projektledelsen arbejder samtidig med at tilvejebringe donationer til inventar.

Som kommende leder tiltræder du 1. januar 2027 og bliver dermed en del af den afsluttende etableringsfase frem mod åbningen.

Praktisk information
Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse 1. januar 2027.

Din daglige arbejdsplads bliver TrygFondens Familiehus Aalborg, Postgårdsvej 31, 9260 Gistrup, ved Aalborg Universitetshospital.

Arbejdstiden vil primært ligge i dagtimerne, men der må forventes enkelte aktiviteter, arrangementer, sponsorbesøg mv. uden for almindelig arbejdstid.

Løn- og ansættelsesvilkår efter faglig baggrund:

  • Pædagog: efter gældende overenskomst for Socialpædagogisk personale ved døgninstitutioner mv. indgået med Socialpædagogerne.
  • Sygeplejerske: efter gældende overenskomst for ledere på Sundhedskartellets område indgået med den relevante faglige organisation.
  • Socialrådgiver: efter gældende overenskomst for Socialrådgivere indgået med Dansk Socialrådgiverforening.
  • Psykolog: efter gældende overenskomst for Akademikere ansat i regioner m.v. indgået med den relevante faglige organisation.
  • Ergoterapeut: efter gældende overenskomst for ledere på Danske Fysioterapeuters. Ergoterapeutforeningen og Jordemoderforeningens område indgået med den relevante faglige organisation.
  • Social- og Sundhedsassistent: efter gældende overenskomst for social- og sundhedspersonale indgået med FOA.

Ansøgning
Ansøgningsfrist: 31. oktober 2026.
Ansættelsessamtale forventes afholdt i perioden 6.-13. november 2026.

Har du spørgsmål til stillingen eller vil du vide mere om TrygFondens Familiehus Aalborg, er du velkommen til at kontakte:

Maria Brændstrup Kristensen, Projektleder for TrygFondens Familiehus Aalborg
tlf: +45 976 66338

Mail:

Ansøgningsfrist: d. 31. oktober 2026

Afdeling: Hobrovej 42A 9000 Aalborg

Lokation: Selvejende Institutioner


Placering

Geografiske områder

Fuldtidsjob
Ansøgningsfrist d. 31.10.2026

Jobsøgerinteresse


Ansøg / kontakt
Ansøgningsfrist d. 31.10.2026
Angiv venligst i din ansøgning, at du fandt jobbet på SOSU.nu

Ansøg / kontakt

Få job som dette inden alle andre - opret jobagent!

Opret agent


Opgrader opslaget

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen? Kontakt arbejdspladsen via telefon eller e-mail angivet i jobopslaget!